Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Åh..Jeg længes sådan efter en hel ny lærertype.

Eller rettere et helt nyt lærerideal: Læreren, der veloplagt foran en tavle med kridtet (!) i hånden, lidenskabeligt underviser nogle børn eller unge, som hun/han sådan holder af i et fag, hun/han i stærkt smittende grad brænder for – brænder igennem på. En lærer, der tør tage ansvaret for elevernes læring: ”Nu skal jeg fortæller jer om…senere snakker vi så om, hvad det gjorde ved jer”. Jeg møder lærertypen hver dag på min arbejdsplads, men hold fast, hvor jeg i hele debatten om undervisning savner denne tilgang til læring.

Min søn havde i folkeskolen en lærer, der bad eleverne sidde stille, tage notater og småtegne lidt, og så ellers høre efter, for nu skulle han nok fortælle dem hele historien om 1. Verdenskrig. Derefter fulgte så en involverende samtale på klassen, hvor eleverne kunne spørge ind til krigen, og hvor der blev perspektiveret osv. i et trygt læringsrum, hvor det havde værdi, hvad hver elev bidrog med, og hvor læreren kærligt var oprigtig nysgerrig på elevernes indlæg. Min søn glædede sig til timerne - blev grebet af undervisningen. Det er denne lærer, jeg synes, der skal være vores nye, fælles ideal for al undervisning. 

Kære forældre!

Ifølge tænkeren Colin Camerer skal tillid indebære noget risikabelt. Trust must be risky. Det er selve definitionen på tillid, at den skænkes og gives, når man ikke helt har styr på tingene – ikke helt ved, hvad der kan ske; det er så her, tilliden byder sig til som en mulighed. Tillid udspringer af usikkerhed; ellers er den intet.

Jeg vil bare sige: Tusind tak for jeres store tillid til skolen ved at turde overlade jeres børn til os i Afrika. Ret vildt faktisk. Det er slet ikke så lidt endda. 180 teenagere (!) i Ghana og i områder, der for os er så fremmedartede, som noget vel stadig har en mulighed for at være i en globaliseret verden!

Vores mål med turen var ikke fattigdomsturisme, men at vi netop skulle involvere os, involveres i det samfund – Dalun ved Tamale – som vi boede i, således at vi erfarede, at vi netop på trods af alle forskelle, der umiddelbart springer i øjnene, når man besøger Ghana, i langt højere, når det kommer til det egentlige og væsentlige, er ens: Vi ligner hinanden og har så meget tilfælles; de samme behov, drømme og håb for fremtiden. Blot helt, helt forskellige forudsætninger for at få dem opfyldt, levet ud. Det er Ghana-turens dannelsesprojekt.

Så blev det Midsommer. Og i modsætning til mange andre danske somre, har vi midt i den helt særlige nordiske melankoli, der altid er forbundet med denne aften, vel også en følelse af, at ja – vi er midt i den, dagene bliver kortere igen; det er okay og virker rigtigt i år, for hvor har vi allerede haft en hel vidunderlig sommer.

Eller: Kan vi huske det? 6 uger, tørke, hede, helt vidunderligt vejr. Var vi der? Fik vi det hele med? For mig er Stk. Hans altid lige præcist en påmindelse om dette i alle forhold: At vi skal være der og hele tiden gøre os umage med at være tilstede lige nu – være nærværende og taknemmelig.

Biskop Keld Holm fra Århus har engang fortalt, at et spørgsmål, der meget ofte meldte sig, når han havde samtaler med gamle, syge - måske døende - mennesker netop var dette: Var vi der, når vi var der? Var vi egentlig og ordentlig til stede, eller passerede det hele, uden vi rigtig fik fat.

At gøre sig umage med at være ordentlig tilstede er en livsopgave. Troels Kløvedal – forfatteren og sømanden – fortæller i bogen: ”Alle mine morgener på jorden”, at han tidligt i sit liv bestemte sig for, at hans morgener skulle være poetiske. Og at han derefter hele sit liv har holdt fast i, at uanset, hvor i verden han er: på havet, Djursland eller en stillehavsø, skal morgenerne være poetiske – ladet med betydning: kaffen, stilheden, eftertænksomheden, være åben og så lade dagen komme til sig…tænke på, hvad den skal bringe. Være der, når man er der. Også Kim Larsen taler om, at det er livets fornemmeste opgave at bevare det bløde og poetiske inden i – ikke blive kynisk.

Vi har stemmepligt! Ikke i  juridisk forstand og heldigvis for det jo. Men alle, der kan, har pligt til at stemme til byråds- og regionsvalget. Det skylder vi hinanden – det skal man simpelthen.

Vi har på vores 3 frie skoler i Hald Ege et dannelsesmål: Eleverne skal få lyst til at engagere sig i og tage ansvaret for fællesskabet – både i det lille på skolen men også i det store – samfundet – at blive aktive medborgere.

Det betyder bl.a., at vi i det mindste har stemmepligt. Det skylder vi også dem, der har kæmpet for demokratiske rettigheder og rundt omkring gennem tiderne døde, kom i fængsel eller flygtede, fordi de kæmpede for at få retten til at være med til at bestemme. Og stemme på nogen. Dermed har vi en etisk, demokratisk pligt, der er langt vigtigere end valgtes udfald. Demokrati er noget, vi skal passe på, og som vi aldrig skal tage for givet.

IDEEN

Hele ideen om Højskolen Hald Ege – en spritny idrætshøjskole ved Viborg – har sit udspring og klangbund i de værdier og det dannelsesprojekt, vi har på de to frie skoler, vi allerede har, og som vi lykkes med: Friskolen Hald Ege– en idrætsfriskole med 140 elever fra 0. – 9 kl. – og Hald Ege Efterskolemed 180 fortrinsvist idrætselever. Alle 3 skoler – fri-, efter- og nu højskole – hviler på det samme værdigrundlag med stort set – dog aldersjusteret – dannelsesprojekt.

DANNELSESPROJEKTET

Dannelsesprojektet – det vi vil eleverne – er dette: At trække eleverne hen til steder, de ikke kan komme på egen hånd, og som gør dem til større – måske endda bedre – mennesker. Altså med en dannelsesformulering lånt af tidligere biskop i Århus Kjeld Holm: At præsentere eleverne for noget for dem umiddelbart ganske fremmed – noget de forundres over, noget, der foruroliger dem, skaber uro. Men netop at gøre det på en sådan måde, at det griber eleverne, gør noget ved dem, giver dem lyst til at vide mere, sætte sig ind i noget, undersøge – altså begribe. Først blive grebet – så begribe.

Inger Støjbergs Facebook-opdatering med et screen-shot af Vestergaards Muhammed-tegning er først og fremmest et udtryk for mangel på dannelse. Det vil jeg gerne forklare:

På Hald Ege Høj-, Fri- & Efterskole har vi i efterskolen formuleret en række mål for dannelse. Et – om man vil – målstyret dannelsesprojekt, hvor vi har formuleret 8 mål for elevernes læring og dannelsesmæssige udvikling i løbet af et skoleår hos os. Vi vil vurdere eleverne, lærerne og skolen på en skala fra 1 – 5 på, i hvor høj grad dannelsesprojektet lykkes. Så konkret vil jeg ikke gå til værks her, men på en række af vores mål scorer Støjberg påfaldende lavt. Eleverne skal på Hald Ege f.eks. i løbet af et efterskoleår