Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Dm i dans 2021

Vi er igen værter for DM i dans for efterskoler 2021

Se mere her

Et mærkeligt år – et år, der kan mærkes – er ved at være forbi. Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning: Hvor dybe og vigtige ting føles, når man sige farvel til dem. Jeres efterskoleår er forbi lige om lidt. Og det var så det.

Det er en mærkedag i dag. Dagen kan mærkes. Og det er godt, for det betyder, at I kan mærke, hvor stor betydning, I havde for hinanden. Og er I vedmodige nu (og det ser sådan ud), så er det jo godt, fordi I også viser hinanden, hvor meget I har betydet for hinanden – mærket hinanden. Og at det er i kraft af hinanden – de andre – at livet får betydning, mening og mærkes. Bliver rigt!

Hold nu op, hvor havde vi et vildt år. Og et vildt dejligt år. I kom i august, og vi fik hurtigt en fornemmelse af, at I var noget særligt. I livet kan man godt have skelsættende begivenheder – altså en dag eller en hændelse, hvor noget går op for en – man bliver hel sikker – fra den dag af, vidste man bare….Sådan en dag var for mange af os ”Byttekøn-dagen” i september. Vi var helt høje – os der var med den dag – fordi jeres lyst til at folde jer ud, ikke tage jer selv så alvorligt, være åndsvage sammen og grine sammen – ikke ad hinanden men netop sammen – var så åbenlyst. Og livgivende! Og så vidste vi bare med jer… Den dag gik I fra at være en flok fremmede til at være en stor familie – for nu at bruge Aksels ord fra Galla-talen.

Der går en lige linje fra den dag igennem hele skoleåret over Sierra Leone til de sidste uger, vi har haft sammen. Lige, fordi I var der hele vejen igennem – egentlig aldrig svigtede – altid var til at tale med – også, når I blev for loose – eller for åndsvage/lejrskoleagtige: Altid kunne man tale med jer til det bedste i jer, og så kom vi sammen i vatter igen. I var godt nok gode til at gå på efterskole!

Der er 5 ord, der kendetegner jer som årgang:

Generøsitet:

I var en generøs (givende) årgang. Giver gerne noget af jer selv. Vil gerne være med. I gad godt bade midt om natten ved Hald Sø til 24-timers-løbet – ikke så meget for pointenes skyld – men bare fordi, alting bliver sjovere – en rigere oplevelse – når man kaster sig ud i det – hvad enten det er kold søvand eller livet. Eller noget, man egentlig ikke tror, man er så god til, men så alligevel blev sjovt: Teaterugen (!), Dansen om Den gyldne Sko. Natteløb (Kenneth og Simon). Og sådan var det hele vejen: I gav noget af jer selv. Til hinanden. Til fællesskabet. Og til os, skulle jeg lige hilse og sige.

Ordentlighed:

”Tak for jeres arbejde – tak for løbet”, var der nogen, der sagde til Preben efter 24-timers-løbet for en uge siden. I var så ordentlige. Kårings/nomineringsfilmen fra Galla er et studie i humor, charme, lidt kant og ordentlighed. Ordentlighed handler også om, at det hele ikke handler om migmigmig: Til samme Galla-fest var det ikke vigtigt for elevrådet at blive set.  Det er det ellers tit for elevråd! De havde bedt to andre om at være konferencier til denne aften. Vel blot fordi de tænkte, at de var bedre til det. Og Lasse og Eva var eminente og charmerende. Ordentlighed er også at vide, at der er noget, der er vigtigere end en selv. At man med fordel kan sætte sig selv lidt til side – spille bolden over til nogle andre, der så scorer. Sagde jeg lige der.

Så er I dygtige – det 3. ord. Der er ikke noget galt ved at være dygtig. Hver på jeres felt og jeres måde men faktisk rigtig dygtige, som vi specielt så, når det virkelig gjaldt. Når der skal fremlægges, leverer og præsterer I bare, og det er ubetinget godt. Vi så det faktisk også på Teams, Zoom osv.

I gjorde næsten ren bord ved ØM i håndbold, og så var vi ellers klar til at høste triumfer i de andre linjers turneringer, efterskole-DM, stævner osv., hvorefter alt blev aflyst: Tænk hvad vi også kunne have vundet med jer.  Ren vildskab. (nok ikke i fodbold, når man kan tabe til en flok handicappede! – vi fastholder, flere kun havde 1 ben – ikke 3 som I ellers undskyldte nederlag på nederlag med).

Ord nr. 4: Åbenhed: Tusind tak for Sierra Leone: I var nysgerrige, ville landet og afrikanerne. I turde. Det modsatte af at være åben må være at være lukket, fordomsfuld og forudindtaget. Det er I bare ikke. Vi glemmer aldrig Mille i Sierra Leone. Mille fylder ikke altid så meget men at se hende tage ansvar og sørge for, at et møde med en skole gik fra det akavede til en ren fest af kærlighed og aktiviteter, fordi hun åbent gik ind i det – ville – var det fineste og mest rørende  billede på åbenhed. Vi husker også Thorsø f.eks. viste i Sierra Leone, da han sammen med andre drenge var ude midt i Freetown og købe madrasser til det offentlige handicaphus: Helt vildt jo! Bagefter spurgte jeg ham så, for at få refleksion i gang, hvad han syntes om det: ”Det var hyggeligt”, sagde han. Måske skulle Cool have været det 5. ord, men det venter vi lige lidt med.

Ikke alt var såre skønt & dejligt: Vi håber, at I lærte, at når det var vanskeligt, at det faktisk nyttede at tage fat, bide tænderne sammen og smøge ærmerne op – f.eks. ved at få ting puslet på plads i hovedet, få taget en snak med en roomie, en lærer eller en mor.

Lock-down:

I blev den første årgang, der så pludselig en dag i marts på brutal vis oplevede, at I ikke blot kan indtage verden, men at verden kan indtage jer – sætte begrænsninger – at vi er forbundne med andre globalt, og at det mærkes:  I blev revet ud af det fælleskab, der lige var ved at sætte sig og blive stærkt og mistede rent faktisk 9 ugers efterskoleophold. Det var der ingen, der ønskede for jer. Men en vigtig erfaring: Vi kan ikke alt og bestemmer ikke alt selv. Vi er afhængige af hinanden, forbundne i hele verden. Det er på mange måder en god erfaring: For det betyder også, at I kan redde hele verden – sætte noget i gang, der spreder sig som ringe i vandet – ikke en smitte jo – og rykke verden i den retning, I ønsker.

Og bliv nu ikke for gode og kom ikke til at holde for meget af de der Corona-restriktioner. Det er det modsatte af efterskoleliv – men også af liv i det hele taget:

Lad ikke afstand på nogen måde komme imellem jer og de andre – verden.

Mød hinanden med tillid og kærlighed – ikke forbehold og mistro. Mød ikke andre som om de er smittede med noget som helst.

Ikke for meget kontrol & fornuft.  Giv plads til følelser, lyst og spontanitet. Lad f.eks. lysten bestemme, hvilken uddannelse I vælger/job I får. Hvis I ikke først og fremmest har lysten, bliver I aldrig rigtig gode til noget.

Der skal ikke være plexiglas, handsker og plastic mellem jer og de andre. I skal være tæt på og i direkte kontakt.

Lev ikke livet efter noget forsigtighedsprincip: I skal ikke have kontrol over noget som helst. Tag fejl, forkerte beslutninger og omveje. Kast jer nysgerrigt og glubsk ud i det hele.  Husk at det er bedre at elske verden, end at beherske den. Og husk også det, jeg skrev i mange af jeres mindebøger: ”Theres a crack in everything – thats how the light gets in” (Cohen). Der er i sprækkerne, at lyset og med det livet viser sig; ikke i det hermetisk lukkede og fint kontrollerede.

Rejs ud i verden – de vildeste steder – vær modig! (som I var i Sierra Leone) og vær sammen med de lokale og kom så tæt på, som man næsten kan komme.

Fordi det at være så tæt, som man næsten kan blive, er det mest vidunderlige af alt i livet. Det ved I lige nu i dag – det mærker I lige nu. Det handler efterskole også om. Livets mening er at indgå i kærlige relationer. Færdig. Og her kommer det 5. ord: I var en kærlig årgang. Kærlige overfor hinanden. Passede nænsomt på, bar over med osv. Generøsitet, Ordentlighed, Dygtighed, Åbenhed og ja, Kærlighed. Det er jer! Tusind tak for jer og det.

Til allersidst vil vi gerne sige til jer:

Intet varer evigt – snart er året forbi. Men man siger også at ”evigt ejes kun tabte”. Altså kun det, man mister, kan man beholde evigt. Oppe i hovedet, nemlig. I skal være gode til at jeres efterskoleår på Hald Ege række langt ind i jeres kommende liv.

Livet er som sådan uden mening. Meningsløs. I skal selv skabe meningen og bestemme jer for, hvad der skal have jeres opmærksomhed: Få nu året til at vare. Bevar hinanden og det I så. Put noget i en kasse og sørg for, at det får evig betydning. Pas på de tætte venskaber, I nu mærker, I har. Bevar et Facebook-venskab med 1 eller 2 fra Sierra Leone, så vigtige ting ikke bare forsvinder & bliver reduceret til en oplevelse. Oplevelser kan nemt være underligt værdiløse. Skriv og spørg, hvordan de andre har det. Gem det og brug det I så og lærte i forhold til alt det fantastiske, I nu skal i gang med. Det er først nu, det hele rigtigt begynder – og det er helt, helt fantastisk, det liv, der nu venter jer, skulle vi lige mene:

Held og lykke med det hele. Pas godt – ikke på jer selv (skidt med det, egentlig) - nej pas godt på hinanden.

Og nu har I jo også fået en Hald Ege-sang, som I kan sidde og nynne, når I tænker på os:

”For altid – åbenbart – vil Hald Ege bo i mig.

Det lyser ud af mig, om jeg vil det eller ej.
Anderledes, åbenbart, leder stadig efter svar
Hvor går man hen, når man er fra Hald Ege af?”

Kære årgang 19/20.

I er det bedste elevhold, vi nogensinde har haft.