Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Next Level Adventure

Kære elever – kære årgang 2020/21.

I løbet af efteråret, var der flere og flere af jer, der med et på en gang frygtsomt og håbefuldt blik i øjnene spurgte: ”Tror du, vi alle bliver sendt hjem – at efterskolen lukker ned?”.

Og som julen nærmede sig, blev det mere og mere sandsynligt. I Højskole10. sagde jeg, at jeg ikke rigtig vidste det mere, hvorpå Anthon sagde: Kan man overhovedet regne med, hvad de siger? Hvad I siger? Kan man overhovedet regne med noget mere? Kan man overhovedet stole på noget?

Og I blev i den grad sendt hjem, mistede vel 11 uger af jeres efterskoleophold og sad så der på værelset buret inde som uskyldigt dømte. Jo vist havde vi haft et efterår sammen med et par hele eller delvise nedlukninger, men vi ved vist alle, at der hvor det skulle peake, blev det uvist, om I måtte komme.

Og så kom I igen: Fra da af, blev alt hvad der kunne lade sig gøre – alt hvad I så måtte og vi kunne sammen – dyrebart og vigtigt. Det gav en hel særlig intensitet. Dels fordi I godt vidste, at I – sammenlignet med mange andre i samfundet – måtte meget. Men også fordi, det føltes som om, det var på lånt tid: Bliver vi snart sendt hjem igen. Det dirrede hele året.

Kære elever. I var fantastiske til at være i netop den usikkerhed.

Det gjorde ondt – helt ind i knoglerne – når vi aflyste: Ghana, Kbh. turneringer, løb, mesterskaber, hvor I jo havde banket dem alle sammen; både på færdigheder og charme. Mest ondt – i hvert fald direkte og stadig husket – gjorde vist en elevfest, der vel blev aflyst lige da, bussen skulle komme.

Men 3 ting kendetegnede jer i de situationer og i hele efterskoleåret:

1. Hold nu op, hvor var I gode til at anerkende, at det var sådan det var. Værdige men skuffede. It is what it is. Så er det sådan, det er. Bedre end mange andre var I til at tackle den modstand – måske endda lidt bedre end os og jeres forældre nogle gange. Det var rørende at se.

2. Og så var I optagede at, hvad vi så kunne i stedet. Da vi på Zoom endelig skød Afrika-turen ned og introducerede Skallerup som erstatning, gik der ikke en time, før jeg fik forslag fra nogle af jer til, hvad man så kunne ved Vesterhavet. Da Kbh. ikke var inden for rammen af, hvad vi måtte, kom I – og her også jeres forældre – men forslag til, hvad vi så ku.

Og I tog imod, ville gerne og foldede jer – og dermed hele efterskoleblomsten – helt ud, f.eks. i weekends, til ”Den gyldne Sko”,24 timers-løb, Lalandia, festivalen og her i den sidste uge. Whou.

Det er ikke tilfældigt, at vi taler om Galla-festen, som den bedste, vi har oplevet i lang tid. Der viste I,

hvor meget I ville det;

Hvor meget I ville en efterskoletradition på Hald Ege.

Og mest af alt: Hvor meget I ville hinanden.

Den ordentlighed og kærlighed, hvormed I hyldede hinanden til de her kåringer, var mærkbar. I har godt nok en godhed for hinanden. Tak for det.

Og som den 3. ting fortæller lærerne, hvor gode I var til rent faktisk og udtrykke en taknemlighed. I ku godt se, at lærerne lagde sig voldsomt i selen, for at I skulle have det bedst mulige ud af jeres efterskoleliv. Det muliges kunst. Og det udtrykte mange af jer. Og i det hele taget kunne vi mærke en dybfølt glæde, ydmyghed og taknemlighed, når vi gjorde det, vi ku og måtte. Tak for den. I tog ikke ting for givet men var glade for det, I så fik!

Så det er 3 ting, vi vil huske jer for, som I har i jer, og som I kan sammen:

  1. Visdom til ikke at ærgre sig alt for meget over det, man ikke kan ændre men bare acceptere det.
  2. En lyst og evne til at få det bedste ud af nye muligheder. I ville have – og fik dermed – meget ud af lidt. I puslede ting på plads i hovedet og fandt noget i jer selv, der gav jeres efterskoleår mening og retning. I kan om nogen ligge på en græsplæne og kigge ned i stjernerne…
  3. Og så den her for jer helt særlige taknemlighed, som vi mærkede. Glæde over det, vi ku. Og ikke så bange for at sige tak eller udtrykke det på anden vis.

3 måder at forhold sig til livet på, som I i den grad, behersker.

Så kære Anthon:

Kan man overhovedet regne med noget mere – stole på noget?

  1. Vi har lært, at der netop er noget, vi kan stole på/regne med.

Man kan i hvert fald regne med sådan nogen som jer. Jeres tilgang til livet. Jeres lyst til at ville hinanden. Og jeres fine, reflekterede evne, til at komme igen. Også når det er svært.  

På den måde blev noget af det værste ved jeres efterskoleophold måske det bedste. Den erkendelse det gav jer, og det I så gjorde med den erkendelse. Og det var vel lige præcist det, som Mille og Noah i den smukkeste tale ever på Hald Ege til Gallafesten, sagde. Og deres fine tale er i den grad hele inspirationen til min her. Mille snakker også, om at I var sammen. Uanset, om det var noget, I gjorde. Eller det var noget, I ikke gjorde – valgte ikke at gøre. Så var I sammen om det; I aftalte det. I aftalte f.eks. at give den gas til Scarlett Pleasure forleden.

Tak for jer. Men, og det vil vi også sige:

Bliv nu ikke for gode til det her. Bliv i hvert fald ikke for gode til at finde jer i at lade jer nøjes med. I skal ikke lade jer nøjes med noget.

Og vi vil vældig gerne minde jer om, at livet ikke er at sidde en hel vinter på sit værelse, og glo ind i skærme og høre voksne påstå, at Zoom og Teams kan noget. Det kan ingenting. Færdig. Livet er heller ikke at nogle skal bestemme, hvor mange man må se, hvor man må gå hen, og om man må røre ved hinanden. Og at man 2 gange om ugen, skal putte noget op i næsen. Det er ikke sådan noget, der er almindeligt, at en stat skal bestemme. Vi har været i hel crazy undtagelsessituation.

Mød hinanden med tillid og kærlighed – ikke forbehold og mistro. Mød ikke andre, som om de er smittede med noget som helst.

Lev ikke livet efter noget forsigtighedsprincip: I skal ikke have kontrol over noget som helst. Tag fejl, forkerte beslutninger og omveje. Kast jer nysgerrigt og glubsk ud i det hele.  Husk at det er bedre at elske verden, end at beherske den.

Landstræner Kasper Hjulmann sagde på det første pressemøde efter Eriksens kollaps, at livet består af meningsfulde relationer. Det er det, det hele handler om: Relationer. Det er vigtigere end karakterer, fodbold osv.: Livets mening er at indgå i kærlige relationer med andre.

Mærk hinanden og verden, rør ved hinanden og lad ingen afstand komme imellem jer. Og det udtrykkes netop bedst ved helt fysiske begreber. Har I ikke fået det endnu, så håber vi snart, at I alle får lus, fnat eller sugemærker. Det er nemlig tegn på, at alt er godt igen - er lige som det skal være". Som digteren Benny Andersen siger: ”Bid livet i låret”. Eller TV2s Steffen Brandt: ”Kys det nu – det satans liv. Og grib det, fang det, før det er forbi”.

Et mærkeligt år – et år, der kan mærkes – er nu forbi. Det er en Mærkedag i dag. Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning: Hvor dybe og vigtige ting føles, når man siger farvel til dem. Jeres efterskoleår er nu forbi.

Livet er som sådan uden mening. Meningsløs. I skal selv skabe meningen og bestemme jer for, hvad der skal have jeres opmærksomhed: Få nu året til at vare. Bevar hinanden og det I så. Put noget i en kasse og sørg for, at det får evig betydning. Pas på de tætte venskaber, I nu mærker, I har.

Og I har jo hinanden. Enten helt konkret som venskaber, der varer. Eller fordi, ”at evigt ejes jo kun det tabte”. Og så har i Hald Ege. Og det vil glæde os, hvis i lige skænker os en tanke nu og da. Og måske synger:

”For altid – åbenbart – vil Hald Ege bo i mig.

Det lyser ud af mig; om jeg vil det eller ej.
Anderledes, åbenbart, leder stadig efter svar
Hvor går man hen, når man er fra Hald Ege af?”

Kære årgang 20/21.

I er det bedste elevhold, vi nogensinde har haft.

Tillykke med translokationen.