Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Next Level Adventure

hørte jeg nogle elever udtrykke på vores dannelsesrejse til Ghana. Nånå. Ro på. Sagde de nu også virkelig det, eller var det bare noget, vi ønskede så inderligt, at de erkendte og derfor syntes, at vi hørte.

Men den er god nok, og – kære forældre – hvor kan I bare være stolte af jeres børn, der tog alt ind, så og så og reflekterede over det, de mødte på turen. De var simpelthen for vilde og bemærkelsesværdigt gode til at være i Afrika, og når nogle af lærerne udtrykker, at det var den bedste Ghana-tur, de nogensinde har haft, skyldes det bla. eleverne, der gav så meget, var åbne og ville have alt ud af den her tur. De ville den, hinanden, os og Afrika, og det var fantastisk at være en del af.

FÆLLES GYMNASTIK

Udfordringer var der ellers nok af. Da de efter lang flyrejse, ret vilde ventetider og bustur på 14 timer landede i Tamale og håbefuldt spurgte, om de skulle på 2- eller 4-mandsværelser var svaret, at det nok snarere var et 40-mandsværelse – eller deromkring – de skulle på: Tæt pakkede i sovesale i køjesenge i en fugtig varme med tæt på 40 grader om dagen – 30 om natten. Jeg husker ellers fra ReCon-tur i januar, at det var anderledes og havde vist lovet noget andet. Men efter lidt krise, gik det fint, og selv de to nætter, hvor alle 190 elever sov i den lille bygning og var så tætte, som de kunne blive, overvandt følelsen af fællesskab udfordringen med midt i den vildeste varme at få plads til sin urørlighedszone . Det her er Hald Eges svar på fællesgymnastik, tænkte jeg opstemt (for at få bugt med lidt dårlig samvittighed). Jeg tror ikke, at I kunne have sovet der….

FUFU ELLER KFC?

Eleverne var gode til at springe ud i samtaler eller aktiviteter, hvad enten de pølsede lerskåle op, flettede kurve, lavede perler, vævede, dansede afrikansk (det kan vores elever bare), eller spillede fodbold, hvor vi ganske vist tabte igen (vi har aldrig vundet i Afrika) men gav og fik en vild oplevelse på rødt jord i gummisko i 40 graders varme med landsbyens mange børn som tilskuere. En vild og smuk oplevelse, som jeg i hvert fald aldrig vil glemme.

Unge ghansere viste eleverne Tamale, hvor de drønede rundt i Tuk-tukker og så det vidunderlige  liv af kaos, handel og markeder, byen er rig på. De skulle også ud og spise med de lokale, hvor vi ved planlægningen havde håbet på Fufu eller anden lokal ret, men hvor en nystartet restaurant kaldet KFC blev frekventeret i stedet. Der blev jeg da lidt døsig….

TIDEN HAR INGEN VÆRDI

Jeg tror, at elevernes største oplevelse var landsbydagen. Skolebesøg – masser af børn – og rundt på ladet af MotorKings igennem savannen ud til landsbyerne eller gårdene. Så kan man ikke komme længere væk hjemmefra. Planlægningen af disse dage var grundig og ambitiøs, men vi oplevede også, at der kan være langt fra plan til virkelighed. Selv var jeg i Kumbungu, hvor det meste af dagen gik med at sidde og vente, og da vi så endelig skulle afsted til ny aktivitet, skulle der bedes. Så sad vi der igen, og det havde vi det lidt stramt med. Men vi lærte, at tiden ingen værdi har i Afrika – ro på – og at vi i øvrigt nåede det, vi skulle og ville alligevel. Og eleverne udtrykte, at det var en fantastisk dag! Så måske er der noget med tempo, plan og kontrol, vi skal lære her. Tiden har ingen værdi. Ro på.

STEGT OG KOGT – ALT ER GODT

var jo mantraet for at undgå Afrika-mave, og vi spiste faktisk godt alle steder i Ghana og ikke kun ris! Men lidt hurtig mave var der flere, der ikke undgik. De fleste kom hurtigt over det igen; hos et par enkelte var det voldsommere. Således var en elev ikke klar til afgang fra nord mod syd med bus, hvorfor vi puttede ham på et fly senere samme dag. Ligeledes tog vi i Tamale til lægen med en dreng, der var meget udmattet, angiveligt manglede væske, besvimede hele tiden osv. Et drop og en nat senere kom han tilbage. Han var hurtig klar igen men afventer stadig svar fra nogle prøver.

Og som en 3. oplevelse, vi gerne havde været foruden, blev vores bus i et sving i lav fart presset så meget hen ad siden af en lastbil, at en rude i bussen sprang, hvilket selvfølgelig var noget af en forskrækkelse for dem, der sad tæt på. Ligeledes betød det en forsinkelse på turen på op på ca. 3 timer, da vi ventede på en ny bus. Men også det tog eleverne cool og i stiv arm. Udover disse 3 ting, kan jeg komme i tanke om noget, der bør nævnes som noget, der ikke var så godt. Resten var småting og det, der sker, når vi er en stor flok afsted i et helt fremmed og varmt land.

EN DANNELSEJSE – IKKE BARE EN OPLEVELSE.

Der er en enorm fokus på oplevelser i vor tid. Mennesker vil have oplevelser, hedder det. Men det er noget underligt fersk noget og helt hult, hvis det i sig selv skulle have iboende værdi. Jeg synes vores opgave som efterskole er at undervise i verden og livet på en sådan måde, at eleverne får lyst til at tage ansvaret for det: Verden som det fælles; livet som deres eget. Lige her og nu er jeg sikker på, at eleverne havde en dannelsesrejse: De kom ud – de så – og de kommer hjem forandrede. Det har gjort noget ved dem; der er blevet reflekteret over liv og verden, skulle jeg mene. Vi håber ikke, at rejsen bare bliver en oplevelse, men at turen varer ved, og at refleksioner bliver til en sand erkendelse, der skaber en eller anden form for handling. Eller i det mindste et perspektiv, der kommer til at præge dem fremover. Hvis det skal lykkes, skal vi blive ved med at hjælpe hinanden med at sætte ord på turen, reflektere og minde om. Så den ikke forsvinder….

Rejsen var i den grad ikke noget, vi gjorde hver for sig. Men en rejse, hvor vi sammen tog ud og så og talte sammen. Tusind tak for lån af jeres børn – vores elever – også på denne tur. Det var livgivende, sjovt og meningsfuldt, og det var en gave at være sammen med dem. OG TAK TIL JER, for at være efterskoleverdenens modigste forældre. I turde godt og viste os stor tillid. Tak for den.

(I Kumbungu blev jeg midt i middagsheden i nok en pause (!) ringet op af Viborg Sygehus, der meddelte, at de nu endelig har en tid til en hofteoperation: På mandag. Det blev jeg selvfølgelig helt vild glad for, men det betyder, at jeg er væk i i hvert fald et par uger. Tag fat i Simon, hvis der er det mindste).

Kh

Erik