Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Skoleåret på Hald Ege Efterskole består af 42 uger med start i august og afslutning i juni. Der undervises på 9. og 10. klassetrin, som afsluttes med folkeskolens afgangsprøver. Vores mål med undervisningen følger folkeskolens mål, ligesom de afsluttende prøver er de samme som dem, man tager i folkeskolen.

På Hald Ege Efterskole skal du have basisfagene:

  • dansk
  • matematik
  • engelsk
  • humanitært iværksætteri

Ydermere skal du, hvis du går i 9. kl. have fysik, geografi, biologi, samfundsfag, historie, kristendom og som udgangspunkt tysk. Og i 10. som udgangspunkt tysk og fysik.

10.-klasserne deles i 3 – 4 forskellige klasser, hvor eleverne er inddelt efter deres formodentlige fremtidige ungdomsuddannelsesvalg. Klasserne er således mere interessedelte med ønsket om en mere målrettet undervisning, der flugter bedre med den pågældende klasses uddannelsesmæssige mål og behov. Visionen er således, at 10.klasserne rækker ind i og bliver første del af ungdomsuddannelsen – hvad enten der er tale om en gymnasiel uddannelse, EUD, EUX osv.

Og så har du jo din linje, som du har i 8 lektioner om ugen samt en række linjedage og en –uge.

Herudover er der en lang række aktiviteter, hvortil der er mødepligt. Endvidere er der i løbet af ugen morgensamlinger, stander- og fællestime samt kontaktgruppemøder og dannelsestimer, som du naturligvis også skal komme til. Endelig er der jo rengørings – og køkkentjanser, der selvfølgelig også skal passes.
Derudover er der forskellige aftenaktiviteter samt – foredrag.

Endelig skal træningen jo, hvis man f.eks. har valgt at spille fodbold eller håndbold i klub, også passes. Så der er masser af gang i den og nok at se til på Hald Ege Efterskole.

Derfor har vi også indlagt en ø af ro i løbet af dagen: En stilletime fra kl. 18.30 – 19.30, hvor alle elever er på deres værelser, så du – da du jo ikke går glip af noget andet på efterskolen – i fred og ro kan lave lektier mm. Du har i denne time også mulighed for at lave dine lektier i et klasseværelse, hvor der altid vil være en lærer tilstede. Det giver jo også en mulighed for at få hjælp til skolearbejdet.