På efterskolen bliver vi ofte spurgt af forældre, hvad vores holdning er til mobiltelefon. Det er jo et ret vildt spørgsmål, når man tænker nærmere over det, og det er fristende at synes, man så skal have et klart svar (og det har vi så også). Men helt galt går det, hvis vi tror, at vi har det rigtige svar – at vi har ret.
Før hen har jeg ellers været ret sikker på følgende: De unge – f.eks. på en efterskole – skal mødes med tydelighed og et rammesat og værditungt dannelsesprojekt, de kan spille bold op ad og som er ret stålsat i egen bevidsthed om, at vi ved bedst, hvad der er væsentligt for de unge. Om stort og småt. Her og nu i al evighed. Og som frie skoler har vi faktisk alle (og bør også have) klare bud på, hvad det gode liv er. Det er vi normalt ret gode til at mene og sige noget om. På Hald Ege tillader vi os endda at have 8 Dannelsesmål, som vi arbejder hen imod for i en eller anden grad at nå og vurderer eleverne, hinanden og skolen på.
Nu er jeg blevet knap så sikker. Det kan meget vel være den ældre mands begyndende usikkerhed men: Hvem er vi, hvis vi tror, at vi ved bedst i forhold til en dynamisk tid med verdensordner, der falder sammen, flydende identiteter, den vildeste hastighed i omskiftelighed og mange fine bud på meningsfulde tilværelsesfortolkninger, der som sådan netop ikke kan vurderes men kun deles. Vi skal være mere ydmyge i vores skråsikkerhed. Og definerer vi først og fremmest vores dannelsesprojekt som modkultur, har vi koblet os mere af end på en udvikling. Er jeg forsigtig begyndt at mene.
Hvis vi vil være relevante for nye generationers udvikling, danne eleverne og ville dem noget (og det vil vi i den grad stadig) er de korslagte armes tid med postulater og absolutter helt forbi og skal afløses af noget andet: En åbenhed og generøsitet, når vi udveksler synspunkter for at finde vej – netop ikke vejen men egne veje, der giver mening og liv. Varsomt og musikalsk skal vi møde eleverne og være virkelig gode til først og fremmest at give tid og lytte.
Vi står over for en megacool generation, hvis refleksioner er lige så værdifulde som dem, vi ældre stakåndet halser efter for at udtrykke, fordi vi tror, at vi skal have en stærk holdning til alt. Og vi har vel alle prøvet at blive sat til vægs af en teenager – komme lidt til kort i en diskussion rent faktisk, fordi den unge har et mere holdbart argument, en mere spændende vinkel, en bedre fantasi. Det må være det bedste og mest livsbekræftende, der findes. På klimaområdet f.eks. er det de unge, der trækker politikerne hen til steder, de ikke kan komme på egen hånd – trækker dem op i fart og faktisk får ting til at ske.
Skal vi da så bare lade de unge sejle deres egen sø og selv finde svar. Nej – for pokker. Slet ikke. Vi skal snakke med dem; hele tiden og igen og igen. Udveksle synspunkter, dele drømme og visioner, være nysgerrige, generøse og åbne og sammen søge holdbare tilværelsesforståelser, der holder lige til, de ikke gør det længere. Insistere på ligeværdige samtaler om det væsentligste, hvor idealet for samtalen godt kunne være afdøde forfatter Ejvind Larsens i hans bog ”Det levende ord” om Grundtvig: At en samtale først rigtig er lykkedes, når man har overtaget hinandens synspunkter – at det er der, det rykker og der, vi flytter hinanden.
Her bliver det aldrig vigtigt at have ret. Aldrig. Men vigtig at have relationer, fordi det er gennem dem, vi rører og bevæger hinanden. Meningen med livet er at indgå i kærlige relationer. Punktum. Og i skolen skal relationerne også bruges til at flytte, forstyrre og udfordre hinanden – stifte livgivende uro. Og jo – selvfølgelig med klangbund i grundlæggende antagelser, man helt ned i maven kan mærke, man har. Og måske endog udtrykt i værdier og gode og livgivende dannelsesmål. Jojo. Når bare vi ved, at vi ikke har ret men først og fremmest har fokus på relationen og troen på samtalens kraft. Og at det hele finder sted i sand frihed, hvor de unge mennesker frit kan vælge til og fra men altid på en sådan måde, at de aldrig er i tvivl om, at det her liv er værd at turde binde an med.