Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Dm i dans 2019

Vi er værter for DM i dans for efterskoler 2019

Se mere her

Netop vendt hjem fra efterskoletur til Ghana med 185 unge mennesker, er det svært at bevare pessimismen i forhold til nutidens unge mennesker. Hold. Nu. Fast. Hvor er de givende i forhold til andre og har som 16 – 17-årige sociale kompetencer og egenskaber, vi andre næppe havde, da vi var teenagere. Jeg kan fortælle jer, at der er håb for fremtiden. Og det i den grad:

At se dem undervise og lege med f.eks. ghanesiske børn i landsbyerne i Nord og bare give og give (og langt mere end man behøver) til børn, der ikke har meget – ikke har fået meget – og som er taknemmelige over det relativt meget lidt, vi kan give dem, men som var klar og tog imod, når vores elever satte aktiviteter og lege i gang, var vildt livsbekræftende og rørende: Så megen glæde og kærlighed skabte eleverne i et par dage rundt omkring i området. De ville rigtig gerne gøre en forskel, der gav mening, og det greb os alle. Ikke mindst pga. den gensidige betydning, for vi fik omvendt så meget igen fra de ghanesiske børn og unge, der smittede og inspirerede med deres energi, livsglæde, tillid og begejstring

Vi så også et Afrika, hvor børnene kastede sig over hinanden og sloges om de appelsiner, vi havde med; så hvor stor betydning en appelsin kan have, og at alle midler i kampen om 1 stk. frugt tages i brug. Lidt rystende at se for nogle men jo netop også meningsfuldt at opleve og reflektere over i et dannelsesperspektiv for vores elever. 

Efterskoleeleverne var også modige, f.eks. når de sov hos familier i de omkringliggende landsbyer eller i det hele taget i deres møde med ghaneserne. De gik oplagte til dem med åbne øjne og lyst til at indgå i en eller anden form for relation, og det var fedt at se og mærke deres umiddelbarhed, når der skulle snakkes, spilles fodbold, danses, spises sammen, leges eller noget andet. Med ophøjet ro (fra de fleste) blev en skorpion, kæmpefirben eller gigantisk græshoppe på værelset – frøer i toilettet - også håndteret. Mod er en vigtig evne, og det udviste de.

Og dejligt at kunne høre den eftertænksomhed og de refleksioner fra eleverne, der kommer helt af sig selv i mødet med alt det fremmede og ukendte; f.eks. i en bustur fra Nord til Syd på 17 timer (som eleverne tog i stiv arm uden at kny (næsten)).  For godt nok oplevede eleverne et umiddelbart helt fremmed land, hvor alle forskelle springer i øjnene, men – det er i hvert fald vores håb – de erkendte også, hvor ens vi er, og hvor meget vi har til fælles, når det kommer til stykket: De samme håb for fremtiden, behov, længsler lyst til samvær – den samme humor osv. Blot er vores forudsætninger for at indfri - lykkes med - det hele helt forskellige. Og det er vi slet ikke færdige med at forholde os til og skal tænke mere over, snakke mere om.

Man kan ellers sagtens være bekymret for ungdommen, hvis man kun læser eller hører om den: Unge er småødelagte af computerspil, så de ikke kan indgå i ordentlige relationer men kun i afstumpede former for erstatningsfællesskaber, hvor de har mistet evnen til medfølelse osv.

De findes og fungerer kun på sociale medier, som styrer alt i deres liv, og er i øvrigt ramt af curlingforældre, og jeg ved da ikke hvad. Men der er mere at sige:  

For så mødte vi i Ghana en flok efterskoleelever, der netop ind i et fælleskab havde lyst til at give, dele og indgå i kærlige relationer – være omsorgsfulde og empatiske – med de lokale. Altså kort sagt var og kunne alt det, vi er så bekymrede for, at de ikke længere kan.

Og jeg tror netop ikke, at det kun er i Afrika, at unge mennesker i overflod besidder dette engagement og lysten til at give ind i det fælles. Vi oplever det jo rent faktisk også i en hverdag på en efterskole. Men jeg tror, at vi nogle gange skal flytte os - f.eks. til Afrika - for at genopdage det; for at vi rigtigt lægger mærke til, hvor meget de kan og vil med hinanden – på trods af alle forskelle.

Unge har ingenlunde mistet deres empati eller evne til at indgå i fælleskaber…Ved I hvad: Danske teenagere klarer sig rigtig godt, og det er vanskeligt at bevare en pessimisme i forhold til fremtiden, når man har fået den gave at få lov til være sammen med dem intenst i 10 dage i Ghana, 1 år på en efterskole eller i andre sammenhænge, hvor noget vigtigt er på spil.

Tak til årgang 2018/19 for den skønneste tur; for den vildeste tur. 

God vinterferie.

Så blev det Midsommer. Og i modsætning til mange andre danske somre, har vi midt i den helt særlige nordiske melankoli, der altid er forbundet med denne aften, vel også en følelse af, at ja – vi er midt i den, dagene bliver kortere igen; det er okay og virker rigtigt i år, for hvor har vi allerede haft en hel vidunderlig sommer.

Eller: Kan vi huske det? 6 uger, tørke, hede, helt vidunderligt vejr. Var vi der? Fik vi det hele med? For mig er Stk. Hans altid lige præcist en påmindelse om dette i alle forhold: At vi skal være der og hele tiden gøre os umage med at være tilstede lige nu – være nærværende og taknemmelig.

Biskop Keld Holm fra Århus har engang fortalt, at et spørgsmål, der meget ofte meldte sig, når han havde samtaler med gamle, syge - måske døende - mennesker netop var dette: Var vi der, når vi var der? Var vi egentlig og ordentlig til stede, eller passerede det hele, uden vi rigtig fik fat.

At gøre sig umage med at være ordentlig tilstede er en livsopgave. Troels Kløvedal – forfatteren og sømanden – fortæller i bogen: ”Alle mine morgener på jorden”, at han tidligt i sit liv bestemte sig for, at hans morgener skulle være poetiske. Og at han derefter hele sit liv har holdt fast i, at uanset, hvor i verden han er: på havet, Djursland eller en stillehavsø, skal morgenerne være poetiske – ladet med betydning: kaffen, stilheden, eftertænksomheden, være åben og så lade dagen komme til sig…tænke på, hvad den skal bringe. Være der, når man er der. Også Kim Larsen taler om, at det er livets fornemmeste opgave at bevare det bløde og poetiske inden i – ikke blive kynisk.

Det er ikke nemt. Og det er heller ikke en hemmelighed, at vi er stolte på efterskolen over vores dannelsesrejse for alle 200 elever, der hvert år forventningsfulde drager til Afrika og kommer hjem forandrede, forundrede og grebet en hel del klogere på sig selv og verden. Dælme en meningsfuld flyrejse.

Men i løbet de seneste par år er vi jo blevet (gjort) opmærksomme på, at flyrejser qua CO2-udslippet er det, der forurener mest og har størst negativ indflydelse på klimaet. Og også, at klimaforandringerne er en tikkende bombe under hele klodens fremtid. Det bliver således et paradoks, at vores Afrika-ture, der har til hensigt at engagere eleverne i og tage ansvar for det fælles, på samme vis udfordrer det, vi skal passe allermest på: Den verden, vi efterlader til vores børn.

Med god ret er der fokus på flyrejser lige nu, og der breder sig stemninger, hvor det at rejse ud småkriminaliseres: Der tales om staycation i stedet for vacation, hvor sand dannelse består i med god samvittighed at sidde og glo hjemme i haven eller provinsen, spise vegetarisk og foretage indre refleksioner og være optaget af det nære. Fint nok. Men:

Det tror jeg overhovedet ikke på. Er helt med på, at hjemmeliv ikke belaster miljøet, men verden har brug for nysgerrige unge mennesker, der rejser rundt på kryds og tværs med en glubsk appetit på at se det hele og møde alle mulige kulturer. Og derefter på tværs af alle åbenlyse, kulturelle forskelle erkende, når det kommer til behov, drømme om fremtiden, det gode liv, kærligheden osv., hvor underligt ens vi er på kloden. Men også jo: Hvor forskellige vores forudsætninger er. 

Der er præcist brug for, at vi alle med et åbnet sind og store øjne ser og ser og bliver grebet. Det får man store hjerte af. Og det giver store hjerner. I hvert fald en lyst til at blive klogere på verden, sætte sig ind i den og i alle mulige komplekse historiske og kulturelle forhold for derigennem at tage ansvar. Det er med filosoffen Hannah Arendts ord vores dannelsesprojekt at undervise i verden, så eleverne får lyst til at tage ansvar for den. Er man optaget af verden, skal man ud at flyve en gang imellem. På Kløvedals ”Nordkaperen” besluttede man, at var det dem, der ville længst væk, der altid skulle have ret.

Men: Det er også vigtigt at lære eleverne, at netop den tilgang til livet har en konsekvens. Med klangbund i klimaudfordringerne skal vi danne vores børn og unge til ansvar og mådehold samt en varsomhed, der består i ikke bare at gøre alt, fordi det er muligt, men at balance tingene, så man tager hensyn og er sig sin betydning for andre og for verden bevidst. At noget har en pris..

Det vil vi gerne hjælpe eleverne til på Hald Ege. Når vi absolut vil til Sierra Leone el. Ghana med fly – og det vil vi – betyder det fremover, at vi så i det mindste skylder hinanden ikke at spise oksekød, der jo som bekendt er en anden af de helt, helt store klimabelastere, hvorfor oksekød fra 2019/20 ikke mere er at finde på efterskolemenuen. Det er en konsekvens, der måske nok forsøger at få klimaregnskabet lidt mere i vatter men vigtigst af alt skal inspirere til refleksion og lære eleverne, at vi bliver nødt til at ændre vaner i vores liv, hvis vi vil passe på klimaet. Og det vil vi.

Og nej. Det er ikke for at spare penge, at oksekød forsvinder på Hald Ege. Det troede jeg ellers lige et kort sekund, men vores dygtige kok har fortalt mig, at det ingenlunde bliver tilfældet: Oksekødet skal erstattes af andre mindst lige så lækre og ernæringsrigtige ting. Jeg er også med på, at man kan købe sig ud af problemet: Flere tilbyder CO2-kvoter som kompensation. Men det synes jeg er en underlige afladstanke og jo faktisk netop uden den seriøsitet og konsekvens, vi vil lære eleverne, at man skal møde klimaproblemet med.

IDEEN

Hele ideen om Højskolen Hald Ege – en spritny idrætshøjskole ved Viborg – har sit udspring og klangbund i de værdier og det dannelsesprojekt, vi har på de to frie skoler, vi allerede har, og som vi lykkes med: Friskolen Hald Ege– en idrætsfriskole med 140 elever fra 0. – 9 kl. – og Hald Ege Efterskolemed 180 fortrinsvist idrætselever. Alle 3 skoler – fri-, efter- og nu højskole – hviler på det samme værdigrundlag med stort set – dog aldersjusteret – dannelsesprojekt.

DANNELSESPROJEKTET

Dannelsesprojektet – det vi vil eleverne – er dette: At trække eleverne hen til steder, de ikke kan komme på egen hånd, og som gør dem til større – måske endda bedre – mennesker. Altså med en dannelsesformulering lånt af tidligere biskop i Århus Kjeld Holm: At præsentere eleverne for noget for dem umiddelbart ganske fremmed – noget de forundres over, noget, der foruroliger dem, skaber uro. Men netop at gøre det på en sådan måde, at det griber eleverne, gør noget ved dem, giver dem lyst til at vide mere, sætte sig ind i noget, undersøge – altså begribe. Først blive grebet – så begribe.

Åh..Jeg længes sådan efter en hel ny lærertype.

Eller rettere et helt nyt lærerideal: Læreren, der veloplagt foran en tavle med kridtet (!) i hånden, lidenskabeligt underviser nogle børn eller unge, som hun/han sådan holder af i et fag, hun/han i stærkt smittende grad brænder for – brænder igennem på. En lærer, der tør tage ansvaret for elevernes læring: ”Nu skal jeg fortæller jer om…senere snakker vi så om, hvad det gjorde ved jer”. Jeg møder lærertypen hver dag på min arbejdsplads, men hold fast, hvor jeg i hele debatten om undervisning savner denne tilgang til læring.

Min søn havde i folkeskolen en lærer, der bad eleverne sidde stille, tage notater og småtegne lidt, og så ellers høre efter, for nu skulle han nok fortælle dem hele historien om 1. Verdenskrig. Derefter fulgte så en involverende samtale på klassen, hvor eleverne kunne spørge ind til krigen, og hvor der blev perspektiveret osv. i et trygt læringsrum, hvor det havde værdi, hvad hver elev bidrog med, og hvor læreren kærligt var oprigtig nysgerrig på elevernes indlæg. Min søn glædede sig til timerne - blev grebet af undervisningen. Det er denne lærer, jeg synes, der skal være vores nye, fælles ideal for al undervisning. 

Kære forældre!

Ifølge tænkeren Colin Camerer skal tillid indebære noget risikabelt. Trust must be risky. Det er selve definitionen på tillid, at den skænkes og gives, når man ikke helt har styr på tingene – ikke helt ved, hvad der kan ske; det er så her, tilliden byder sig til som en mulighed. Tillid udspringer af usikkerhed; ellers er den intet.

Jeg vil bare sige: Tusind tak for jeres store tillid til skolen ved at turde overlade jeres børn til os i Afrika. Ret vildt faktisk. Det er slet ikke så lidt endda. 180 teenagere (!) i Ghana og i områder, der for os er så fremmedartede, som noget vel stadig har en mulighed for at være i en globaliseret verden!

Vores mål med turen var ikke fattigdomsturisme, men at vi netop skulle involvere os, involveres i det samfund – Dalun ved Tamale – som vi boede i, således at vi erfarede, at vi netop på trods af alle forskelle, der umiddelbart springer i øjnene, når man besøger Ghana, i langt højere, når det kommer til det egentlige og væsentlige, er ens: Vi ligner hinanden og har så meget tilfælles; de samme behov, drømme og håb for fremtiden. Blot helt, helt forskellige forudsætninger for at få dem opfyldt, levet ud. Det er Ghana-turens dannelsesprojekt.