Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Dm i dans 2020

Vi er igen værter for DM i dans for efterskoler 2020

Se mere her

På efterskolen bliver vi ofte spurgt af forældre, hvad vores holdning er til mobiltelefon. Det er jo et ret vildt spørgsmål, når man tænker nærmere over det, og det er fristende at synes, man så skal have et klart svar (og det har vi så også). Men helt galt går det, hvis vi tror, at vi har det rigtige svar – at vi har ret.

Før hen har jeg ellers været ret sikker på følgende: De unge – f.eks. på en efterskole – skal mødes med tydelighed og et rammesat og værditungt dannelsesprojekt, de kan spille bold op ad og som er ret stålsat i egen bevidsthed om, at vi ved bedst, hvad der er væsentligt for de unge. Om stort og småt. Her og nu i al evighed. Og som frie skoler har vi faktisk alle (og bør også have) klare bud på, hvad det gode liv er. Det er vi normalt ret gode til at mene og sige noget om. På Hald Ege tillader vi os endda at have 8 Dannelsesmål, som vi arbejder hen imod for i en eller anden grad at nå og vurderer eleverne, hinanden og skolen på.

Nu er jeg blevet knap så sikker. Det kan meget vel være den ældre mands begyndende usikkerhed men: Hvem er vi, hvis vi tror, at vi ved bedst i forhold til en dynamisk tid med verdensordner, der falder sammen, flydende identiteter, den vildeste hastighed i omskiftelighed og mange fine bud på meningsfulde tilværelsesfortolkninger, der som sådan netop ikke kan vurderes men kun deles. Vi skal være mere ydmyge i vores skråsikkerhed. Og definerer vi først og fremmest vores dannelsesprojekt som modkultur, har vi koblet os mere af end på en udvikling. Er jeg forsigtig begyndt at mene.

Hvis vi vil være relevante for nye generationers udvikling, danne eleverne og ville dem noget (og det vil vi i den grad stadig) er de korslagte armes tid med postulater og absolutter helt forbi og skal afløses af noget andet: En åbenhed og generøsitet, når vi udveksler synspunkter for at finde vej – netop ikke vejen men egne veje, der giver mening og liv. Varsomt og musikalsk skal vi møde eleverne og være virkelig gode til først og fremmest at give tid og lytte.

Vi står over for en megacool generation, hvis refleksioner er lige så værdifulde som dem, vi ældre stakåndet halser efter for at udtrykke, fordi vi tror, at vi skal have en stærk holdning til alt. Og vi har vel alle prøvet at blive sat til vægs af en teenager – komme lidt til kort i en diskussion rent faktisk, fordi den unge har et mere holdbart argument, en mere spændende vinkel, en bedre fantasi. Det må være det bedste og mest livsbekræftende, der findes. På klimaområdet f.eks. er det de unge, der trækker politikerne hen til steder, de ikke kan komme på egen hånd – trækker dem op i fart og faktisk får ting til at ske. 

Skal vi da så bare lade de unge sejle deres egen sø og selv finde svar. Nej – for pokker. Slet ikke. Vi skal snakke med dem; hele tiden og igen og igen. Udveksle synspunkter, dele drømme og visioner, være nysgerrige, generøse og åbne og sammen søge holdbare tilværelsesforståelser, der holder lige til, de ikke gør det længere. Insistere på ligeværdige samtaler om det væsentligste, hvor idealet for samtalen godt kunne være afdøde forfatter Ejvind Larsens i hans bog ”Det levende ord” om Grundtvig: At en samtale først rigtig er lykkedes, når man har overtaget hinandens synspunkter – at det er der, det rykker og der, vi flytter hinanden.

Her bliver det aldrig vigtigt at have ret. Aldrig. Men vigtig at have relationer, fordi det er gennem dem, vi rører og bevæger hinanden. Meningen med livet er at indgå i kærlige relationer. Punktum.  Og i skolen skal relationerne også bruges til at flytte, forstyrre og udfordre hinanden – stifte livgivende uro. Og jo – selvfølgelig med klangbund i grundlæggende antagelser, man helt ned i maven kan mærke, man har. Og måske endog udtrykt i værdier og gode og livgivende dannelsesmål. Jojo. Når bare vi ved, at vi ikke har ret men først og fremmest har fokus på relationen og troen på samtalens kraft. Og at det hele finder sted i sand frihed, hvor de unge mennesker frit kan vælge til og fra men altid på en sådan måde, at de aldrig er i tvivl om, at det her liv er værd at turde binde an med.

Det er ikke nemt. Og det er heller ikke en hemmelighed, at vi er stolte på efterskolen over vores dannelsesrejse for alle 200 elever, der hvert år forventningsfulde drager til Afrika og kommer hjem forandrede, forundrede og grebet en hel del klogere på sig selv og verden. Dælme en meningsfuld flyrejse.

Men i løbet de seneste par år er vi jo blevet (gjort) opmærksomme på, at flyrejser qua CO2-udslippet er det, der forurener mest og har størst negativ indflydelse på klimaet. Og også, at klimaforandringerne er en tikkende bombe under hele klodens fremtid. Det bliver således et paradoks, at vores Afrika-ture, der har til hensigt at engagere eleverne i og tage ansvar for det fælles, på samme vis udfordrer det, vi skal passe allermest på: Den verden, vi efterlader til vores børn.

Med god ret er der fokus på flyrejser lige nu, og der breder sig stemninger, hvor det at rejse ud småkriminaliseres: Der tales om staycation i stedet for vacation, hvor sand dannelse består i med god samvittighed at sidde og glo hjemme i haven eller provinsen, spise vegetarisk og foretage indre refleksioner og være optaget af det nære. Fint nok. Men:

Det tror jeg overhovedet ikke på. Er helt med på, at hjemmeliv ikke belaster miljøet, men verden har brug for nysgerrige unge mennesker, der rejser rundt på kryds og tværs med en glubsk appetit på at se det hele og møde alle mulige kulturer. Og derefter på tværs af alle åbenlyse, kulturelle forskelle erkende, når det kommer til behov, drømme om fremtiden, det gode liv, kærligheden osv., hvor underligt ens vi er på kloden. Men også jo: Hvor forskellige vores forudsætninger er. 

Der er præcist brug for, at vi alle med et åbnet sind og store øjne ser og ser og bliver grebet. Det får man store hjerte af. Og det giver store hjerner. I hvert fald en lyst til at blive klogere på verden, sætte sig ind i den og i alle mulige komplekse historiske og kulturelle forhold for derigennem at tage ansvar. Det er med filosoffen Hannah Arendts ord vores dannelsesprojekt at undervise i verden, så eleverne får lyst til at tage ansvar for den. Er man optaget af verden, skal man ud at flyve en gang imellem. På Kløvedals ”Nordkaperen” besluttede man, at var det dem, der ville længst væk, der altid skulle have ret.

Men: Det er også vigtigt at lære eleverne, at netop den tilgang til livet har en konsekvens. Med klangbund i klimaudfordringerne skal vi danne vores børn og unge til ansvar og mådehold samt en varsomhed, der består i ikke bare at gøre alt, fordi det er muligt, men at balance tingene, så man tager hensyn og er sig sin betydning for andre og for verden bevidst. At noget har en pris..

Det vil vi gerne hjælpe eleverne til på Hald Ege. Når vi absolut vil til Sierra Leone el. Ghana med fly – og det vil vi – betyder det fremover, at vi så i det mindste skylder hinanden ikke at spise oksekød, der jo som bekendt er en anden af de helt, helt store klimabelastere, hvorfor oksekød fra 2019/20 ikke mere er at finde på efterskolemenuen. Det er en konsekvens, der måske nok forsøger at få klimaregnskabet lidt mere i vatter men vigtigst af alt skal inspirere til refleksion og lære eleverne, at vi bliver nødt til at ændre vaner i vores liv, hvis vi vil passe på klimaet. Og det vil vi.

Og nej. Det er ikke for at spare penge, at oksekød forsvinder på Hald Ege. Det troede jeg ellers lige et kort sekund, men vores dygtige kok har fortalt mig, at det ingenlunde bliver tilfældet: Oksekødet skal erstattes af andre mindst lige så lækre og ernæringsrigtige ting. Jeg er også med på, at man kan købe sig ud af problemet: Flere tilbyder CO2-kvoter som kompensation. Men det synes jeg er en underlige afladstanke og jo faktisk netop uden den seriøsitet og konsekvens, vi vil lære eleverne, at man skal møde klimaproblemet med.

Ønsket om et nyt karaktersystem begrundes ofte i, at for mange får 12, og at der i det nuværende ikke er mulighed for at honorere den ekstraordinære præstation; det helt unikke. Dette ønske flugter så fint med den high performance-kultur, der er herskende for tiden og som har fokus på talentet og den særligt dygtige elev, der virkelig kan præstere på det helt rigtige tidspunkt.

Det synes som om, det nærmest er synd for de dygtige. Men jeg længes ingenlunde efter tider med 13-tals-hysteri, flaget op, så er der kage og hurra, hurra. Jeg har det fint med, at der er mange veje til den bedste karakter, og at den kan ramme bredt – en bred top.

Med klangbund i vores skoleforms hovedsigte er det hverken klædeligt for os som efterskoler – ej heller ideen - at vi skal være alt for optagede af at hylde de allerdygtigste. Det kan aldrig være en grundskoles vigtigste opgave. 

Vi kunne jo i karakterdebatten være en fin modkultur og besinde os på præcist dette: At de dygtige nu nok skal klare sig alligevel, hvorfor vores fokus bør ligge dels på dem, der i højere grad bøvler; og så i øvrigt på alt det, der netop ikke sådan lige kan vurderes og indeholdes i et tal: Hele dannelsesprojektet og alt det, vi først og fremmest vil eleverne; det vi er sat i verden for.

Det er jo med Hal Kochs ord ikke skolens vigtigste opgave at give men at skabe karakterer.

Andre tanker med et nyt karaktersystem er ifølge uddannelsesministeren, at det skal følges op af mål, der tager udgangspunkt i det, eleven rent faktisk kan og gør og ikke i manglerne. Enig. Mangeltænkende, triste censorer, der altid starter voteringen med tørt at konstatere, hvad eleven jo ikke kom ind på – ikke gjorde – bør være fortid.

Jeg er egentlig på mange måder tilhænger af karaktergivning. I den daglige undervisning er der mange andre, langt mere givende og nuancerede måder at give feedback på. Heldigvis. Og de skal dyrkes og styrkes, men det er faktisk helt cool, at en del af evalueringen og feedbackkulturen på en efterskole, når det gælder hardcore undervisning, består i at give en karakter. Det indgår vi jo i, når vi tilbyder prøverne og gerne vil ”stå mål med”, være grundskole, i det hele taget tages alvorlig og ikke være osteklokke, lang lejrskole eller beskyttet ungdomsbolig.  

Men det, der sættes lys på, vokser. Og vi sætter alt for megen lys på prøverne og karaktererne. Desværre ikke kun fra politisk side, men vi lader os selv rive med: Som forældre, elever, lærere, ledere osv. Der er i stedet brug for, at vi hjælper hinanden med at genbesøge dette gode, gamle perspektiv: At det er prøverne, der skal afspejle undervisningen (og jo for pokker ikke omvendt): Vi leger så lidt eksamen til sidst omkring det, vi har arbejdet med i løbet af året, og nå ja – så ender det med, at eleverne får en karakter ud fra en – helst international – skala. Og at det faktisk er en fin, meningsfuld og retfærdig form for feedback i den pågældende situation.

Denne form for ro og coolness har vi pligt til at vise eleverne, så de lærer at balance tingene, vurdere hvad der er vigtigt i livet, blive livsduelige, robuste osv. Og der er brug for, at vi som voksne minder hinanden om det. Og så i øvrigt vedbliver med at sætte det voldsomste lys på det, der virkelig er væsentligt – vores kerneydelse – og lader det vokse. Så ro på.

Åh..Jeg længes sådan efter en hel ny lærertype.

Eller rettere et helt nyt lærerideal: Læreren, der veloplagt foran en tavle med kridtet (!) i hånden, lidenskabeligt underviser nogle børn eller unge, som hun/han sådan holder af i et fag, hun/han i stærkt smittende grad brænder for – brænder igennem på. En lærer, der tør tage ansvaret for elevernes læring: ”Nu skal jeg fortæller jer om…senere snakker vi så om, hvad det gjorde ved jer”. Jeg møder lærertypen hver dag på min arbejdsplads, men hold fast, hvor jeg i hele debatten om undervisning savner denne tilgang til læring.

Min søn havde i folkeskolen en lærer, der bad eleverne sidde stille, tage notater og småtegne lidt, og så ellers høre efter, for nu skulle han nok fortælle dem hele historien om 1. Verdenskrig. Derefter fulgte så en involverende samtale på klassen, hvor eleverne kunne spørge ind til krigen, og hvor der blev perspektiveret osv. i et trygt læringsrum, hvor det havde værdi, hvad hver elev bidrog med, og hvor læreren kærligt var oprigtig nysgerrig på elevernes indlæg. Min søn glædede sig til timerne - blev grebet af undervisningen. Det er denne lærer, jeg synes, der skal være vores nye, fælles ideal for al undervisning. 

Netop vendt hjem fra efterskoletur til Ghana med 185 unge mennesker, er det svært at bevare pessimismen i forhold til nutidens unge mennesker. Hold. Nu. Fast. Hvor er de givende i forhold til andre og har som 16 – 17-årige sociale kompetencer og egenskaber, vi andre næppe havde, da vi var teenagere. Jeg kan fortælle jer, at der er håb for fremtiden. Og det i den grad:

At se dem undervise og lege med f.eks. ghanesiske børn i landsbyerne i Nord og bare give og give (og langt mere end man behøver) til børn, der ikke har meget – ikke har fået meget – og som er taknemmelige over det relativt meget lidt, vi kan give dem, men som var klar og tog imod, når vores elever satte aktiviteter og lege i gang, var vildt livsbekræftende og rørende: Så megen glæde og kærlighed skabte eleverne i et par dage rundt omkring i området. De ville rigtig gerne gøre en forskel, der gav mening, og det greb os alle. Ikke mindst pga. den gensidige betydning, for vi fik omvendt så meget igen fra de ghanesiske børn og unge, der smittede og inspirerede med deres energi, livsglæde, tillid og begejstring

Vi så også et Afrika, hvor børnene kastede sig over hinanden og sloges om de appelsiner, vi havde med; så hvor stor betydning en appelsin kan have, og at alle midler i kampen om 1 stk. frugt tages i brug. Lidt rystende at se for nogle men jo netop også meningsfuldt at opleve og reflektere over i et dannelsesperspektiv for vores elever. 

Efterskoleeleverne var også modige, f.eks. når de sov hos familier i de omkringliggende landsbyer eller i det hele taget i deres møde med ghaneserne. De gik oplagte til dem med åbne øjne og lyst til at indgå i en eller anden form for relation, og det var fedt at se og mærke deres umiddelbarhed, når der skulle snakkes, spilles fodbold, danses, spises sammen, leges eller noget andet. Med ophøjet ro (fra de fleste) blev en skorpion, kæmpefirben eller gigantisk græshoppe på værelset – frøer i toilettet - også håndteret. Mod er en vigtig evne, og det udviste de.

Og dejligt at kunne høre den eftertænksomhed og de refleksioner fra eleverne, der kommer helt af sig selv i mødet med alt det fremmede og ukendte; f.eks. i en bustur fra Nord til Syd på 17 timer (som eleverne tog i stiv arm uden at kny (næsten)).  For godt nok oplevede eleverne et umiddelbart helt fremmed land, hvor alle forskelle springer i øjnene, men – det er i hvert fald vores håb – de erkendte også, hvor ens vi er, og hvor meget vi har til fælles, når det kommer til stykket: De samme håb for fremtiden, behov, længsler lyst til samvær – den samme humor osv. Blot er vores forudsætninger for at indfri - lykkes med - det hele helt forskellige. Og det er vi slet ikke færdige med at forholde os til og skal tænke mere over, snakke mere om.

Man kan ellers sagtens være bekymret for ungdommen, hvis man kun læser eller hører om den: Unge er småødelagte af computerspil, så de ikke kan indgå i ordentlige relationer men kun i afstumpede former for erstatningsfællesskaber, hvor de har mistet evnen til medfølelse osv.

De findes og fungerer kun på sociale medier, som styrer alt i deres liv, og er i øvrigt ramt af curlingforældre, og jeg ved da ikke hvad. Men der er mere at sige:  

For så mødte vi i Ghana en flok efterskoleelever, der netop ind i et fælleskab havde lyst til at give, dele og indgå i kærlige relationer – være omsorgsfulde og empatiske – med de lokale. Altså kort sagt var og kunne alt det, vi er så bekymrede for, at de ikke længere kan.

Og jeg tror netop ikke, at det kun er i Afrika, at unge mennesker i overflod besidder dette engagement og lysten til at give ind i det fælles. Vi oplever det jo rent faktisk også i en hverdag på en efterskole. Men jeg tror, at vi nogle gange skal flytte os - f.eks. til Afrika - for at genopdage det; for at vi rigtigt lægger mærke til, hvor meget de kan og vil med hinanden – på trods af alle forskelle.

Unge har ingenlunde mistet deres empati eller evne til at indgå i fælleskaber…Ved I hvad: Danske teenagere klarer sig rigtig godt, og det er vanskeligt at bevare en pessimisme i forhold til fremtiden, når man har fået den gave at få lov til være sammen med dem intenst i 10 dage i Ghana, 1 år på en efterskole eller i andre sammenhænge, hvor noget vigtigt er på spil.

Tak til årgang 2018/19 for den skønneste tur; for den vildeste tur. 

God vinterferie.

Så blev det Midsommer. Og i modsætning til mange andre danske somre, har vi midt i den helt særlige nordiske melankoli, der altid er forbundet med denne aften, vel også en følelse af, at ja – vi er midt i den, dagene bliver kortere igen; det er okay og virker rigtigt i år, for hvor har vi allerede haft en hel vidunderlig sommer.

Eller: Kan vi huske det? 6 uger, tørke, hede, helt vidunderligt vejr. Var vi der? Fik vi det hele med? For mig er Stk. Hans altid lige præcist en påmindelse om dette i alle forhold: At vi skal være der og hele tiden gøre os umage med at være tilstede lige nu – være nærværende og taknemmelig.

Biskop Keld Holm fra Århus har engang fortalt, at et spørgsmål, der meget ofte meldte sig, når han havde samtaler med gamle, syge - måske døende - mennesker netop var dette: Var vi der, når vi var der? Var vi egentlig og ordentlig til stede, eller passerede det hele, uden vi rigtig fik fat.

At gøre sig umage med at være ordentlig tilstede er en livsopgave. Troels Kløvedal – forfatteren og sømanden – fortæller i bogen: ”Alle mine morgener på jorden”, at han tidligt i sit liv bestemte sig for, at hans morgener skulle være poetiske. Og at han derefter hele sit liv har holdt fast i, at uanset, hvor i verden han er: på havet, Djursland eller en stillehavsø, skal morgenerne være poetiske – ladet med betydning: kaffen, stilheden, eftertænksomheden, være åben og så lade dagen komme til sig…tænke på, hvad den skal bringe. Være der, når man er der. Også Kim Larsen taler om, at det er livets fornemmeste opgave at bevare det bløde og poetiske inden i – ikke blive kynisk.