Kom og oplev

atmosfæren

Tilmeld dig informationsmøde

Next Level Adventure

Miley Cyrus og Hald Ege har måske ikke umiddelbart så meget til fælles men så alligevel. En samarbejdspartner har nemlig  fortalt: “Jeg har aldrig mødt nogen, som i den grad var parat til at arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, til hun fik det gennemført. Jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor afsindigt drevet hun er og bare knokler og knokler. Det er helt uhyggeligt indimellem”(WA, 16.10.15).

Det er livsbekræftende nyt og noget, vi skal huske på Hald Ege. Der er altså ikke nogen lette veje, tingene kommer ikke af sig selv, og ingen appelsiner falder af sig selv ned i nogen turban. Der skal arbejdes. Hårdt. Sammenbidt. Igennem. Og man skal, skønt det lyder skolemesteragtigt og meget gammeldags,  lære at gøre sig umage og være omhyggelig. Det er også præcist det, vi gerne vil have, at eleverne indser i faget “Humanitær Innovation”: At uagtet hvor god en ide synes, og hvor god man i øvrigt er til at pitche den, kommer man ikke uden om, at man skal arbejde som en lille hest, hvis der skal være den mindste chance for at få ideen ført ud i verden, ud i livet.

Og så kan popstjernen Cyrus lige pludselig godt tjene som forbillede. Og det er egentlig helt rimeligt, at det er sådan. Men noget vi skal minde hinanden om og hjælpe hinanden med, så vi lige præcist synes, vi lykkes med noget og får det bedste frem i hinanden. Det bedste frem i hinanden, ja.

sad de der så til Nye Elevers-dag : 185 kommende Hald Ege-elever, der alle er klar til  et efterskoleophold til august. Forventningsfulde, åbne med store øjne (overskriften er et CV Jørgensen-citat) og helt med på, at det her vist kan blive det bedste år indtil videre i deres liv. Men deres store forventninger til os og skolen samt den tillid, de har vist os ved at vælge Hald Ege, gør os godt nok også meget ydmyge:

Vi er helt klar over, at det privilegium, det er at få lov til at være en del af deres liv i så stort og betydningsfuldt år i deres liv, ikke er en evig ret, vi har eller blot et sæde, man kan abonnere på år efter år; det er noget, vi skal gøre os fortjente til hvert år: Ved hårdt arbejde ordentligt at gøre os værdige til deres tillid og konstant have blik for, at det så netop bliver lige præcist så godt og udviklende et år for dem, som det overhovedet lader sig gøre.

Og vi glæder os til at lære dem rigtigt at kende. Tak for en god Nye-Elevers Dag. Det lover godt.

Whou. Vi er i gang. Og det er helt fantastisk at opleve 187 elever gøre sig umage med at forstå og gøre det, man skal, når et fællesskab med så mange unge mennesker langsomt skal til at fungere. De gør sig meget umage og viser derved, at de gerne vil det her, hinanden, skolen og os. Det er, når man ved, at man vil hinanden noget, at man lyst til at gøre sig umage. De har helt klart en fornemmelse af, at vi som efterskole generelt og det helt særlige som Hald Ege vil eleverne noget, der har betydning og som rykker.Vi kan så til gengæld i denne tid hele tiden se, at de virkelig, virkelig gerne vil det efterskoleophold, mange taler så begejstret om, men som de jo først skal til at lære at være i nu.

“De stiller ikke rigtig krav; de har snarere en forventning om, at vi følger reglerne”, skrev Isabelle Hansen fra årgang 13/14 om lærerne i en stil og fortsatte: “og det er fedt, at de stoler så meget på os. Jeg er helt sikker på, at det er den måde, vi rykker os mest, når vi f.eks. tænker: Må vi det her? Hvad kan der ske ved det?”

Whau. Det er jo dejligt at læse en sådan stil fra en efterskoleelev. Ikke fordi vi altid skal roses og tales efter munden, men Isabellas fine formuleringer udtrykker præcist, hvordan vi gerne vil møde eleverne på Hald Ege: Med store forventninger med klangbund i en kultur og ånd, hvor rammesætningen er forholdsvis tydelig, men hvor det er værdierne snarere end adfærdsregulerende manualer, der konstant er i spil.

Regler giver svar; værdier giver ansvar. Det er tanken bag det dannelsesprojekt, vi har med eleverne på Hald Ege. Det medfører ikke altid de letteste og klareste løsninger. Og selvfølgelig har vi en struktureret hverdag med tydelige regler, 160 teenagere også af og til skal mindes om. Men i det væsentlige, og der hvor det virkeligt rykker, er det altafgørende, at eleverne oplever skolens ånd og kultur på den måde, Isabelle udtrykker det i stilen.