Unge skal gå kortere tid i skole, uddanne sig hurtigere – ikke til det, de brænder for og drømmer om (og derfor kan blive dygtige til) men til de håndværksmæssige fag – og så skal de arbejde i flere år, for det har samfundet brug for for at opretholde velfærdsniveauet og kunne bygge huse mm.; der mangler hænder, hører vi. Og specielt i nogle brancher. Sådan har jeg forstået hensigten i Reformkommissionens nylige udspil med at nedlægge 10. klasse, der trist og fint er i tråd med planer om at forkorte visse kandidatuddannelser, afkorte SU-perioden, senere pension osv.
Og ikke nok med det: Børn og unge skal styres – forstår vi - henimod det, samfundet pt. har brug for. Men det kan man ikke. Det bliver en fiasko for regeringen, hvis reformkommissionens udspil bliver regeringens. Heldigvis. For alle os, der både selv har eller har haft børn og unge i den alder og/eller arbejder med dem, møder dem hver dag og ved, hvad de pusler med i hovederne og skal navigere i, ja alle os, vi ved jo for pokker, at de unge først er klar, når de er klar. Og ikke før. At man ikke sådan kan booste modning og afklaring igennem. At ting tager tid. Og så bliver det til gengæld godt. For dem. Og for samfundet, fordi de så laver det, de er gode til.
Vi ved, at børn og unge heldigvis heller ikke kan styres hen i nogen bestemt retning. Og også, hvad det allerede nu gør ved deres trivsel, hvis de presses. De mistrives i stigende grad, hvorfor forslaget virker umådeligt gammeldags og helt ufølsomt over for, hvad børn og unge bøvler med i disse år. Og tænk, hvad det vil gøre ved et samfund, hvis vi tager drømmene ud af de unge mennesker. Hvad betyder det at have et rigt samfund, hvis vi er fattige i ånden og mister den poetiske dimension?
Forslaget er en regnearksøvelse. Således indgår der tanker om et ungdomsår, som visse unge kan tage på en efterskole - et slags højskoleår. Men dette mærkelige ungdomsår er løsrevet fra grundskolen, helt uden faglige ambitioner og med et så mærkbart sænket offentligt tilskud - dobbelt så dyrt som et alm. efterskoletilbud - at det vil frarøve tusinde af elever muligheden for at komme på efterskole.
Definitionen på det at være ung er (næsten kun), at man forbliver nysgerrig og søgende, forfølger drømme og i eget tempo finder ud af, hvad man vil i livet og altså også i arbejdslivet og tager et par forkerte beslutninger undervejs. Og det er det, vi i uddannelsessystemet skal støtte op om og faktisk hjælpe dem til at holde fast i. Så de ikke tror, de skal klappes i facon og passe ind i de kasser, vi tror fremtiden har brug for. Det er omvendt. Fremtiden tilhører de unge, og de ved faktisk bedst.
Børn og unge skal ikke være midler for noget som helst. De er mål i sig selv. Færdig. De skal ikke løse et problem eller være svar på en økonomisk eller erhvervsmæssig udfordring, der jo kun er et øjebliksbillede her og nu. I virkeligheden ved vi jo intet om, hvad samfundet har brug for om 10, 20 eller 50 år. Jeg kan huske, vi lukkede seminarier i 80erne – nu mangler vi lærere og pædagoger. Osv.
Tænk på, hvad vi i uddannelsessystemet i årtier har brugt af energi på at få flere til at vælge erhvervsuddannelserne. Og målene, hvad enten de var på 30% eller 25% af en ungdomsårgang, blev ikke nået. Det kunne ikke fikses ved intens vejledning eller en lækker biografreklame. Problemet ligger et andet sted:
Jeg synes, at dannelsesbegrebet i skolen er blevet for snævert. Den boglige dannelse fylder for meget på bekostning af andre dannelsesbegreber. Skolebørn lærer, hvem H.C. Andersen er, men ikke hvordan en bogfinke synger (den med ”ligesåtitsomdetskalvære). Og alt for sjældent oplever eleverne glæden ved at bruge hænderne til at forarbejde et stykke træ, bygge en højttaler, makke i noget, skille det ad og samle igen osv.
Jeg tror, at livet ville blive rigere, ja, måske endog hel genfortryllet, hvis disse 3 ovennævnte dannelsesbegreber: Den Boglige, Den Naturvidenskabelige og Den Praktiske fyldte lige meget i skolen – var ligeværdige! Og vel at mærke helt fra mellemtrinene til og med 10. klasse. Her synes jeg, der ligger en opgave, vi alle skal tage fat på.
Og så kan det da godt være, at flere ville søge ind på de mere praktiske uddannelser senere i deres skoleliv. Det kunne være en sidegevinst og fint jo. Men vi skal på børnenes vegne være optagede af at lære dem det, der har iboende værdi – giver mening i egen ret. De skal gribes af det og glædes derved. Og selv finde ud af, om og evt. hvad, det så skal bruges til.
For selvfølgelig vil unge gerne bidrage til samfundet. De vil gerne arbejde som små heste. Jeg hører aldrig, at de drømmer om lediggang. De er jo ikke uansvarlige og i deres følelsers vold men forstår sammenhænge, at vi alle er afhængige af hinanden, en del af noget større, og at man skal bidrage til det fælles. Det lærer de f.eks. i en 10. klasse på en efterskole, hvor de netop får kvalificeret mulighed og tid til at finde ud af, hvem de er. Og måske begynder at nærme sig et billede af, hvad de kan og vil bidrage med – hvad de kan se for sig i fremtiden.
Men vi skal lade dem være og være varsomme med at tro, at vi kan retningsstyre dem og afkorte den tid, der skal til, hvor de finder ud af netop det. Lad dem nu bare blive gode og hele mennesker i deres eget tempo.
Kære elever – kære årgang 2021/22.
Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Hvor mærkeligt dybe og vigtige ting bliver, når de er ved at forsvinde. Der er i nu! Det mærker I nu. Jeres efterskoleophold er helt forbi lige om lidt. Det er i sandhed en mærkedag i dag!
For næsten et år siden, sad i her på gulvet – spændte, måske lidt nervøse og i hvert fald fulde af forventninger. Nu skulle det så være. I var efterskoleelever og vel på en måde fastholdt i, at I skulle have det fedeste år – det helt perfekte, ultimative efterskoleophold. Og det kastede i jer så ud i. Og nu sidder i så her. Var det fantastisk? Var det så det her helt perfekte år, man hører så meget om på efterskoler? Var alt godt?
Det vender vi lige tilbage til. Vi kan i hvert fald godt blive enige om, at I har oplevet meget sammen:
Hold nu op, hvor var I hyggelige og sjove at være sammen med: Den første klassetur med overnatning i den første uge: Der fornemmede vi bare, at det lovede godt med jer. Linjeturene kort tid efter. I var simpelthen så seje: En ret vild tur, meget army, mange kilometers gåtur ude i en skov om natten og næsten ingen søvn. En overlevelsestur, faktisk. Det kunne I bare. Og danselinjen kunne også…
Hurtigt fik vi en fornemmelse – en opfattelse af jer - som holdt hele året: Sjove, godt selskab, åbne overfor det, vi ville have jer til og med stor lyst til og mod på – mod er vigtigt for jer – at gå i krig med hinanden, fællesskabet og hele efterskoleopholdet. At få det bedste ud af situationen, når den nu var, som den var. En fantastisk egenskab!
Og den fik I så også brug for. Efter en flyvende og skøn første halvleg af efterskoleåret har vi ikke glemt en mørk vinter på Hald Ege, hvor tilværelsen lå på lur med et af sine fald: Hvor tog I det flot og med ophøjet ro og accept, da det blev vanskeligt at lave efterskolehverdag: Først angsten for Corona, så rent faktisk Corona med hjemsendelse af nære kontakter, som var mange i starten – senere færre. Så Omikron-varianten, som ramte alle.
Og oven i alt det: Fnat, som herskede og regerede og sendte jer hjem på skift. Og nogle af jer mange gange (tror Adam har rekorden med 10 – 11 hjemsendelse – selv fik han aldrig fnat). Det betød, at vi aldrig – aldrig – var fuldtallige på skolen vinteren over. Vi fik ikke rigtigt fastholdt det vigtigste ved et efterskoleophold: Hverdagen.
Vi syntes simpelthen, det var så synd for jer, skammede os næsten over det. Men flere af jer trøstede os med, at vi overdrev det triste i det og tog det flot med ophøjet ro. Kære elever: Egentlig en kæmpebedrift vinteren over at stå igennem, holde ud og fast i jeres efterskoleophold, der nemt kunne være fadet ud men ikke gjorde det, fordi I havde en tro på, at det jo nok skulle blive bedre senere.
Og det blev det: Med foråret kom en forløsende lethed med efterskole for fuld hammer. Og det manglede da også bare, at I fik netop det. Lige præcist med jer, ville det have været ubærligt, hvis vi f.eks. ikke var kommet til Ghana. For I ville det, var åbne i Ghana, så og så, reflekterede og kastede jer ud i det, vi ville have jer til.
Nogle ting sker så tidligt i livet, at man tror, det kun er en begyndelse, og så er det i virkeligheden afslutningen på noget, for det kommer aldrig mere tilbage. At bo sammen og være sammen med 190 andre unge mennesker i forskellige fællesskaber, kommer I nok ikke til at opleve igen.
Derfor er det vigtigt, at Hald Ege ikke bare bliver en oplevelse – det var så det, videre. Det tager et helt liv at lære at være menneske. Man bliver aldrig færdig. Derfor skal I også få jeres efterskoleophold til at vare og lade det række langt ind i jeres liv.
Livet er som sådan uden mening. Derfor skal I give det mening. Put noget i en kasse og sørg for, at det får evig betydning. Pas på de tætte venskaber, I nu mærker, I har. Hold kontakten ved lige med mindst en FB-ven fra Ghana osv.
Og vil I ikke godt tage alt det gode med fra Hald Ege – både det I så undervejs – men også det, I er hver især og sammen: F.eks.:
Hvis I en dag ligesom ikke orker at gøre noget for et fællesskab, fordi det ikke lige kommer jeg selv til gode, så husk på Anders, der tog målmandstjansen på håndbold. Hele året. Fordi der ikke var nogen målmand. Og fordi håndbold bare er sjovest, når der er en, der står på mål. Så tog han den.
Eller husk på Rasmus Flensted, da I var værter for forældre og bedsteforældre til Ghana-dagen, og der manglede kaffe i hallen: Her så man Rasmus spurte hen over rundkørslen med hænderne fulde af tomme, røde kaffekander over i køkkenet for at få dem fyldt op. En spurt for fællesskabet! Rasmus!
Jeres spontane rejsen jer op fra stolene og flotte bifald til Philip, der holdt en mindeværdig og ret cool tale til gallafesten. I vidste godt, at det her var noget særligt; der var noget særligt på spil. Og I var ikke bange for at kvittere med bifald – vise - at det var dælme flot, det der. Det klæder jer at være generøse. Og det var I tit.
Eller kommer I til at mangle inspiration og tro på, at I kan klare nye opgaver, være i noget akavet osv., så husk på vores søde drenge – det kunne være Tobias, Oskar m.fl. – der sidder i et fattigt kvarter på et lergulv og pølser en fin skål op i ler, mens de ghanesiske, lidt ældre kvinder sidder omkring ham og ler lidt af ham. Kan man det, så kan man godt nok mange ting.
Eller jer alle sammen, der bare gav den gas, når der skulle danses traditionel, afrikansk dans i Afrika. Det gad I godt – det ku I godt. I var næsten hæmningsløse. Og det var rørende at se.
For I kunne alle sammen mere, end I måske umiddelbart troede: Undskyld, at vi proppede jer ind i sovesale med op mod 40 tætplacerede senge i mindst 40 graders varme i Ghana, skønt I vist var blevet lovet 2- eller 4-mandsværelser. Det pressede jer lidt.
Jeg mindes i hvert fald en aften ved sengetid med en let anspændt stemning – alt dirrede: Vi var vist alle kørt lidt op; jeg var på drengegangen med 100 halvnøgne drenge og kunne godt se, at det hele lignede en lejr fra 40erne i Tyskland. Undskyld. Men I – også pigerne – gjorde det. I skulle lige have lidt tid – jeg havde lidt vanskeligt ved at få øjenkontakt med jer - men I tog det faktisk pænt. Men en del af Ghana-turen var vel også, at I var lidt ulækre sammen. Sammen om at svede igennem. Vanskeligt at være pæn og perfekt en dag igennem i Ghana.
Og det er vel i det hele taget meningen med et fællesskab: at det er vanskelig at være pæn og perfekt hele tiden, når man er midt i et så tæt efterskolefælleskab, som I har været: Man taber ansigt, masker falder og man kan ikke rigtig holde på formerne….
Så nej: Ingen af disse historier har noget at gøre med at være perfekt. Intet af det, I kunne handler om, at I var perfekte efterskoleelever. Tvært om. Og flere af erfaringerne har jo netop klangbund i noget, der ikke lykkedes; noget, der var lidt svært, gjorde ondt, nedture eller noget, som vi eller I ikke havde styr på. At I kok lidt i modvind undervejs. Men at I ved at pusle ting på plads i hovedet – fandt en måde at forholde sig til det på – kom igennem det. Styrket og en ny god erfaring rigere.
Der findes nemlig ikke væsentlige erkendelser, mindeværdige hændelser, sjove episoder eller noget overhovedet, der er sandt, hvis det kan betegnes som perfekt. Perfektion er ikke en utopi, der er værd at gå efter. Det perfekte er en løgn. Så jeg synes, Anna har helt ret, når hun i sin årsopgave – et essay om efterskoler - skrev, at et efterskoleophold er en perfekt, uperfekt oplevelse.
For nogle var året fantastisk, for andre sådan mest okay, for andre igen udfordrende: Alt er lige godt – det er helt som det skal være.
Så lad også fremover være med at tro, at I skal være perfekte, når nu I har vist jer selv og hinanden, at I er så meget mere end det.
Lad være med at tro, at alt skal være så fint og rigtigt. ”There is a crack in everything – thats how the light gets in” (L. Cohen), som jeg fik lov at skrive i nogle mindebøger.
Vi lægger alle under for det, f.eks. i vores egne opslag på FB mm. F.eks. kan man se skønne elever, glade fællesskaber og unik dannelsesrejse men ikke læse på Hald Eges Facebook-side, at vi har haft et større frafald i år, end vi plejer, eller at vi en vinter igennem bøvlede med massivt fnatudbrud. Det har Signe fra tegneklassen gjort mig opmærksom på. Og det var jeg da træt af at få at vide. Så tak for det, Signe.
Tag fejl, forkerte beslutninger og omveje. Kast jer nysgerrigt og glubsk ud i det hele. Husk at det er bedre at elske verden, end at beherske den.
Det hele handler om relationer til andre – alt det, man kan give. Og alt det, man får. Men mest give. Det er vigtigere end karakterer, evigt at skulle levere og præstere, gå op i sig selv og om man ser godt ud: Livets mening er at indgå i kærlige relationer med andre. Færdig. Som digteren Benny Andersen siger: ”Bid livet i låret”.
Den her sang er nu jeres:
FOR ALTID – ÅBENBART - VIL HALD EGE BO I MIG.
DET LYSER UD AF MIG, OM JEG VIL DET ELLER EJ.
ANDERLEDES – ÅBENBART – LEDER STADIG EFTER SVAR.
HVOR GÅR MAN HEN, NÅR MAN ER FRA HALD EGE AF?
Kære årgang 2021/22:
I bliver aldrig smukkere, skønnere og mere dejlige, end I er lige nu. I skal være præcist dem, I er. I må aldrig, aldrig tro, at I skal lave jer om. Tak for jer!
Tillykke med translokationen. I er simpelthen det bedste hold, vi nogensinde har haft.
Andrea om hjemlighed på efterskole. Min blog har aldrig været bedre end i dag, for jeg har lånt den ud til Andrea Myryp Gregersen fra Højskole10.
"Jeg tror, det er hjemlighedsfølelsen, der gør et efterskoleophold så svært at slippe; følelsen af at hive teltpælene op af jorden på det sted, hvor dine nyforandrede rødder var ved at slå sig fast.
For bare seks måneder efter at have udskiftet den bløde dobbeltseng, en stuetemperatur på over 19 grader og køleskabet inden for 5 meters rækkevidde ud med en køjeseng lavet af stål, et evigt behov for at trække i den tykkeste trøje og de varmeste sokker, og fastlagte måltider, er jeg hjemme.
Det er ikke de fire vægge eller den røde bygning, jeg definerer som mit hjem. Det er derimod følelsen, der overvælder min krop hver søndag, når jeg slæber både vasketøj og diverse snacks til mit livsnødvendige forråd til alle ugens oplevelser, der gang på gang tvinger mig igennem alle følelser i hele følelsesregistret.
Det er følelsen af glæde, usikkerhed, tryghed og forventning; og hundrede millioner andre følelser oveni, hver gang jeg træder over dørtærsklen. Følelser, du måske aldrig nogensinde har vist andre, at du besidder, er lige pludselig blottet. Du er både dit stærkeste og svageste jeg i et helt år.
De fleste forbinder hjemme med specifikke personer eller steder; deres forældre, barndomshus et eller landet, de er vokset op i. Men det har aldrig handlet om personen, stedet eller landet, og det er også derfor, at et efterskoleophold på under 1 år kan blive ens nye og måske endda livsforandrende hjem.
Det er ikke omgivelserne, men de følelser, som omgivelserne tillader dig både at udtrykke og anerkende. Hjemme er der, hvor du ikke kun er beskyttet af fire vægge eller elsket af dine nærmeste, men hvor du helhjertet og uforbeholdent har lov til at give slip: Give slip på alle de facader, som gennem tid og erfaring er blevet opbygget i sociale omgivelser. Hjemme er der, hvor du ikke kun føler dig godt tilpas. Det bliver derimod først dit hjem, når du også føler dig vred, ensom, i tvivl og mange andre knap så velsete følelser. Hjem er der, hvor dine omgivelser giver dig tryghed nok til at rumme alle følelser.
Den hårde køjeseng er nu blevet bedre end dobbeltsengen, 19 grader er den perfekte temperatur og de tidsbestemte måltider slår køleskabets tilgængelighed (den sidste er nok en løgn, intet slår et fyldt, tilgængeligt køleskab).
Om 4 måneder får midlertidigheden sin rigtige betydning tilbage, og den grønne skov, de røde - lidt gamle - bygninger og de førhen fremmede mennesker vil være et afsluttet kapitel. Det vil være blot endnu et år i mit forhåbentligt gennemsnitligt lange liv.
Men det vil altid være der, hvor jeg følte mig hjemme. Der hvor jeg væltede ud af sengen om morgenen med søvn i øjnene og dårlig ånde og uden en tanke begav mig ned til den uoverraskende morgenmad reddet af venlige godmorgenhilsner.
Det vil altid være der, hvor jeg brugte utallige aftener vandrende op og ned af gangene til lugten af brændte popcorn, oversvømmede gange og lyden af endnu en ufortjent sejr i pool.
Det vil altid være der, hvor jeg - måske endda for første gang - blev anerkendt og måske endda også bekræftet i, at alle følelser er værd at føle.
Efterskole vil for evigt og altid være mit hjem".
Kh
Andrea Myrup Gregersen, Højskole10., årgang 2022/23 på Hald Ege Efterskole.
hørte jeg nogle elever udtrykke på vores dannelsesrejse til Ghana. Nånå. Ro på. Sagde de nu også virkelig det, eller var det bare noget, vi ønskede så inderligt, at de erkendte og derfor syntes, at vi hørte.
Men den er god nok, og – kære forældre – hvor kan I bare være stolte af jeres børn, der tog alt ind, så og så og reflekterede over det, de mødte på turen. De var simpelthen for vilde og bemærkelsesværdigt gode til at være i Afrika, og når nogle af lærerne udtrykker, at det var den bedste Ghana-tur, de nogensinde har haft, skyldes det bla. eleverne, der gav så meget, var åbne og ville have alt ud af den her tur. De ville den, hinanden, os og Afrika, og det var fantastisk at være en del af.
FÆLLES GYMNASTIK
Udfordringer var der ellers nok af. Da de efter lang flyrejse, ret vilde ventetider og bustur på 14 timer landede i Tamale og håbefuldt spurgte, om de skulle på 2- eller 4-mandsværelser var svaret, at det nok snarere var et 40-mandsværelse – eller deromkring – de skulle på: Tæt pakkede i sovesale i køjesenge i en fugtig varme med tæt på 40 grader om dagen – 30 om natten. Jeg husker ellers fra ReCon-tur i januar, at det var anderledes og havde vist lovet noget andet. Men efter lidt krise, gik det fint, og selv de to nætter, hvor alle 190 elever sov i den lille bygning og var så tætte, som de kunne blive, overvandt følelsen af fællesskab udfordringen med midt i den vildeste varme at få plads til sin urørlighedszone . Det her er Hald Eges svar på fællesgymnastik, tænkte jeg opstemt (for at få bugt med lidt dårlig samvittighed). Jeg tror ikke, at I kunne have sovet der….
FUFU ELLER KFC?
Eleverne var gode til at springe ud i samtaler eller aktiviteter, hvad enten de pølsede lerskåle op, flettede kurve, lavede perler, vævede, dansede afrikansk (det kan vores elever bare), eller spillede fodbold, hvor vi ganske vist tabte igen (vi har aldrig vundet i Afrika) men gav og fik en vild oplevelse på rødt jord i gummisko i 40 graders varme med landsbyens mange børn som tilskuere. En vild og smuk oplevelse, som jeg i hvert fald aldrig vil glemme.
Unge ghansere viste eleverne Tamale, hvor de drønede rundt i Tuk-tukker og så det vidunderlige liv af kaos, handel og markeder, byen er rig på. De skulle også ud og spise med de lokale, hvor vi ved planlægningen havde håbet på Fufu eller anden lokal ret, men hvor en nystartet restaurant kaldet KFC blev frekventeret i stedet. Der blev jeg da lidt døsig….
TIDEN HAR INGEN VÆRDI
Jeg tror, at elevernes største oplevelse var landsbydagen. Skolebesøg – masser af børn – og rundt på ladet af MotorKings igennem savannen ud til landsbyerne eller gårdene. Så kan man ikke komme længere væk hjemmefra. Planlægningen af disse dage var grundig og ambitiøs, men vi oplevede også, at der kan være langt fra plan til virkelighed. Selv var jeg i Kumbungu, hvor det meste af dagen gik med at sidde og vente, og da vi så endelig skulle afsted til ny aktivitet, skulle der bedes. Så sad vi der igen, og det havde vi det lidt stramt med. Men vi lærte, at tiden ingen værdi har i Afrika – ro på – og at vi i øvrigt nåede det, vi skulle og ville alligevel. Og eleverne udtrykte, at det var en fantastisk dag! Så måske er der noget med tempo, plan og kontrol, vi skal lære her. Tiden har ingen værdi. Ro på.
STEGT OG KOGT – ALT ER GODT
var jo mantraet for at undgå Afrika-mave, og vi spiste faktisk godt alle steder i Ghana og ikke kun ris! Men lidt hurtig mave var der flere, der ikke undgik. De fleste kom hurtigt over det igen; hos et par enkelte var det voldsommere. Således var en elev ikke klar til afgang fra nord mod syd med bus, hvorfor vi puttede ham på et fly senere samme dag. Ligeledes tog vi i Tamale til lægen med en dreng, der var meget udmattet, angiveligt manglede væske, besvimede hele tiden osv. Et drop og en nat senere kom han tilbage. Han var hurtig klar igen men afventer stadig svar fra nogle prøver.
Og som en 3. oplevelse, vi gerne havde været foruden, blev vores bus i et sving i lav fart presset så meget hen ad siden af en lastbil, at en rude i bussen sprang, hvilket selvfølgelig var noget af en forskrækkelse for dem, der sad tæt på. Ligeledes betød det en forsinkelse på turen på op på ca. 3 timer, da vi ventede på en ny bus. Men også det tog eleverne cool og i stiv arm. Udover disse 3 ting, kan jeg komme i tanke om noget, der bør nævnes som noget, der ikke var så godt. Resten var småting og det, der sker, når vi er en stor flok afsted i et helt fremmed og varmt land.
EN DANNELSEJSE – IKKE BARE EN OPLEVELSE.
Der er en enorm fokus på oplevelser i vor tid. Mennesker vil have oplevelser, hedder det. Men det er noget underligt fersk noget og helt hult, hvis det i sig selv skulle have iboende værdi. Jeg synes vores opgave som efterskole er at undervise i verden og livet på en sådan måde, at eleverne får lyst til at tage ansvaret for det: Verden som det fælles; livet som deres eget. Lige her og nu er jeg sikker på, at eleverne havde en dannelsesrejse: De kom ud – de så – og de kommer hjem forandrede. Det har gjort noget ved dem; der er blevet reflekteret over liv og verden, skulle jeg mene. Vi håber ikke, at rejsen bare bliver en oplevelse, men at turen varer ved, og at refleksioner bliver til en sand erkendelse, der skaber en eller anden form for handling. Eller i det mindste et perspektiv, der kommer til at præge dem fremover. Hvis det skal lykkes, skal vi blive ved med at hjælpe hinanden med at sætte ord på turen, reflektere og minde om. Så den ikke forsvinder….
Rejsen var i den grad ikke noget, vi gjorde hver for sig. Men en rejse, hvor vi sammen tog ud og så og talte sammen. Tusind tak for lån af jeres børn – vores elever – også på denne tur. Det var livgivende, sjovt og meningsfuldt, og det var en gave at være sammen med dem. OG TAK TIL JER, for at være efterskoleverdenens modigste forældre. I turde godt og viste os stor tillid. Tak for den.
(I Kumbungu blev jeg midt i middagsheden i nok en pause (!) ringet op af Viborg Sygehus, der meddelte, at de nu endelig har en tid til en hofteoperation: På mandag. Det blev jeg selvfølgelig helt vild glad for, men det betyder, at jeg er væk i i hvert fald et par uger. Tag fat i Simon, hvis der er det mindste).
Kh
Erik
De unge er blevet bedre til at lade som om. Lade som om de er glade. Vi oplever på efterskolen, at vi har glade, skønne elever, der viser os og hinanden, at de lykkes og har det godt ved netop at signalere, at de er glade. Happy. Det er jo sådan set dejligt nok. Livsbekræftende. Men det er ikke ubetinget godt.
For ridses der lidt i overfladen – og der gør der heldigvis i den grad på en efterskole – krakelerer den udvendige glæde, og der åbnes døre for langt mere komplekse og nuancerede følelser. Den dybde der viser sig, når maskerne falder, er det vigtigste i et efterskoleår, for det er her de unge ærligt viser, hvem de er. Og det er her, vi skal være der for hinanden og kan en masse sammen.
Man kan sagtens forstå, hvorfor de unge mennesker lader som om, de er glade. Det er deres forsøg på svar på de massive forventninger, der er til dem: Forventninger om at kunne lykkes, når ”de nu har alle mulighederne, verden er åben for dem, og at de kan, hvad de vil, bare de gør det så godt, som de kan”. Friheden er overvældende, men der er i højere grad tale om idealer, der er umulige at leve op til; netop fordi, de er idealer og altså ikke målbare. Det er diffust. Idealerne efterlader de unge frit svævende helt uden en klar fornemmelse af, om de faktisk gør det godt nok. Lykkes. I skolen. I fritiden. I livet.
Jeg gider virkelig ikke at være nok en ældre mand, der giver sociale medier skylden for alverden, men den sammenligning, der her finder sted, den uundgåelige måling af sig selv i forhold til andre, forstærker følelsen af at skulle lykkes i forhold til alle de andre, man tror gør det, ved at poste sit glade liv, der måske endog fremstår lidt federe end de andres. De sociale medier skaber et glædestyranni: Se hvor fedt jer har det her. Griner med vennerne osv. Et glædens udstillingsvindue. Vel nærmest en konkurrence.
Så tro pokker, at man som ung kan have den opfattelse af, at man skal være glad: De ikke målbare idealer som forventninger; det umulige i at leve op til dem, og kravet om at vise, at man midt i alt, gør det alligevel.
Men glæde er jo ikke et mål i sig selv og da slet ikke noget at stræbe efter. Man skal ikke nødvendigvis være superglad i det her liv. Det kan være en dejlig følelse, der pludselig opstår, noget, der følger med eller af noget, en eftervirkning. Men altså ikke nok et ideal, der skal leves op til. For når man så som ung opdager (for det gør man), at det kunne man (heller) ikke leve op til, føler man sig helt forkert og mislykket, fordi man er blevet fortalt, at man jo har alle muligheder osv.
Men det er cool at være trist. Punktum. Godt at være lidt blå i det. Det er mere end okay: Det er et om man vil ideal, man godt kan leve op til. Og det skal vi lære hinanden og give hinanden plads til at være. Men mere end det: Også motivere de unge mennesker til at turde. De skal hjælpes til at besøge mørket i dem selv, være i det og i øvrigt vide, at det er helt ok. Det er her, man vokser og udvikler sig, bliver klogere på sig selv og andre, bliver stærkere. Og en efterskole er et fremragende sted til også at dele, hvad man så møder der, bøvler med, bliver ked af, forskrækket over osv.
Det er nemlig sådan, at der hvor man er allermest privat og tror sig helt alene, også er det samme sted, hvor vi ligner hinanden allermest: Triste, mørke tanker vi troede kun vi havde, viser sig at kendes og genkendes af andre. Således at blive set og forstået som den, man virkelig er og lige der opleve, at vi ligner hinanden, er en langt mere vidunderlig følelse end blot at blive accepteret som den, man tror, man skal være for at leve op til værdiløse krav og forventninger.
Det er der, vi har noget at snakke med hinanden om, og hvor en samtale kan have en helt uvurderlig kraft. Og hvor vi kan være noget for andre, være en attraktiv samtalepartner, tænde lys. Og så erfare, at det faktisk ofte er sådan, at det netop er der, hvor man er noget for andre, at man er allermest sig selv. Og oplever en glæde derved. Bliver helt glad. Ja. Og livet bliver rigere.
”Ingen kan gå alene. Altid i mørket her”, som det hedder i et Peter Laugesen-digt.
Det er i hver fald en af de erkendelser, vi håber, at eleverne får med fra vores efterskole, nu hvor vi nærmer os den mørkere tid.
Noget af det mest triste, der er fulgt i kølvandet på Covid-19 har været en ny og umiddelbart mere legal nationalisme: Vi har i det væsentlige kun være optaget af egne stater; hvert enkelt lands måde at tackle epidemien på osv. Grænserne er igen blevet grænser for vores interesse og omsorg, og statsministeren siger selv, at hendes opgave først og fremmest er at passe på danskerne! Verden er blevet lukket og lille; vi rykker sammen og passer kun på de nærmeste!
På Hald Ege Fri- og Efterskole – min arbejdsplads - vil vi gerne med filosoffen Hannah Arendts ord undervise i verden på en sådan måde, at eleverne får lyst til at tage ansvar for den. Helt konkret tager vi både friskolens 9. klasse og hele efterskolen med hvert år til Vestafrika: Sierre Leone eller Ghana. Men en sådan dannelsesrejse virker på mange måder helt ude at sync, når det så mærkbart clasher med den egenrådighed og faktisk også grådighed, der hersker, når epidemier skal bekæmpes:
Mange vestlige lande svømmer i vacciner og mangler – og efterlyser – folk, der vil stikkes i. Der flirtes med ideer om vaccinepligt. I flere lande i Afrika er der i den grad katastrofalt mangel på vacciner. Nogle steder er nærmest ingen vaccinerede!
Tom Jensen skriver fint i lørdagens leder i Berlingske, at ”jo mindre immunitet, der fortsat er rundt omkring i den tredje verden, des større er risikoen for, at nye, bekymrende varianter opstår og lynhurtigt breder sig til hele kloden”. Det har han ret i (skønt den aktuelle Omikron angiveligt opstod i Sydafrika, der rent faktisk har masser af vacciner liggende klar).
Der vil helt sikkert i nogle af disse lande opstå varianter netop pga. vaccinemangel. Og vi vil komme til at mærke dem. Der har simpelthen ikke – som også WHO har begrædt – været fokus på at få vacciner til de fattigste lande men i højere grad og næsten kun at sikre de rigeste lande mulighed for 3. stik, stik til de mindste børn, reservelagre osv.
Men det også et uskønt argument for at interessere sig for og sikre de fattigste lande flere vacciner: Vi skal ikke først og fremmest være optaget af det for vores skyld men for pokker for befolkningernes skyld i disse lande (som Jensen da også er inde på). Og kommer dette fokus så også os til gode, er det en sidegevinst. Men kun det!
Omvendt køber jeg i den grad argumentationen, hvis det er det, der skal til for at problemstillingen finder plads i Berlingskes leder, og for at vi løfter blikket og kigger ud i verden med bekymring og lyst til at hjælpe økonomisk, få udrullet vaccinerne globalt, stille krav til vaccineproducenterne og i det hele taget tage dette ansvar på os. Så er det fint med mig og motivet ligegyldigt.
Håndteringen af Coronaen i mange vestlige lande - og i hvert fald i Danmark - har stukket en kæp i hjulet på det internationale udsyn, jeg synes, verden med al tydelighed skriger på. Netop også i en tid, hvor vi helt konkret oplever, at vi gensidigt er afhængige af og forbundne med hinanden. Og det er netop også derfor, vi skal være vores betydning for hinanden bevidst. Ikke kun, når smitte skal forhindres men menneskeligt på kryds og tværs af landegrænse og verdensdele. De fattige landes befolkninger har lige så meget ret til vacciner, som os andre. Det skal vi tage ansvaret for!