Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Et mærkeligt år – et år, der kan mærkes – er ved at være forbi. Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning: Hvor dybe og vigtige ting føles, når man sige farvel til dem. Jeres efterskoleår er forbi lige om lidt. Og det var så det.

Det er en mærkedag i dag. Dagen kan mærkes. Og det er godt, for det betyder, at I kan mærke, hvor stor betydning, I havde for hinanden. Og er I vedmodige nu (og det ser sådan ud), så er det jo godt, fordi I også viser hinanden, hvor meget I har betydet for hinanden – mærket hinanden. Og at det er i kraft af hinanden – de andre – at livet får betydning, mening og mærkes. Bliver rigt!

Hold nu op, hvor havde vi et vildt år. Og et vildt dejligt år. I kom i august, og vi fik hurtigt en fornemmelse af, at I var noget særligt. I livet kan man godt have skelsættende begivenheder – altså en dag eller en hændelse, hvor noget går op for en – man bliver hel sikker – fra den dag af, vidste man bare….Sådan en dag var for mange af os ”Byttekøn-dagen” i september. Vi var helt høje – os der var med den dag – fordi jeres lyst til at folde jer ud, ikke tage jer selv så alvorligt, være åndsvage sammen og grine sammen – ikke ad hinanden men netop sammen – var så åbenlyst. Og livgivende! Og så vidste vi bare med jer… Den dag gik I fra at være en flok fremmede til at være en stor familie – for nu at bruge Aksels ord fra Galla-talen.

Der går en lige linje fra den dag igennem hele skoleåret over Sierra Leone til de sidste uger, vi har haft sammen. Lige, fordi I var der hele vejen igennem – egentlig aldrig svigtede – altid var til at tale med – også, når I blev for loose – eller for åndsvage/lejrskoleagtige: Altid kunne man tale med jer til det bedste i jer, og så kom vi sammen i vatter igen. I var godt nok gode til at gå på efterskole!

Der er 5 ord, der kendetegner jer som årgang:

Generøsitet:

I var en generøs (givende) årgang. Giver gerne noget af jer selv. Vil gerne være med. I gad godt bade midt om natten ved Hald Sø til 24-timers-løbet – ikke så meget for pointenes skyld – men bare fordi, alting bliver sjovere – en rigere oplevelse – når man kaster sig ud i det – hvad enten det er kold søvand eller livet. Eller noget, man egentlig ikke tror, man er så god til, men så alligevel blev sjovt: Teaterugen (!), Dansen om Den gyldne Sko. Natteløb (Kenneth og Simon). Og sådan var det hele vejen: I gav noget af jer selv. Til hinanden. Til fællesskabet. Og til os, skulle jeg lige hilse og sige.

Ordentlighed:

”Tak for jeres arbejde – tak for løbet”, var der nogen, der sagde til Preben efter 24-timers-løbet for en uge siden. I var så ordentlige. Kårings/nomineringsfilmen fra Galla er et studie i humor, charme, lidt kant og ordentlighed. Ordentlighed handler også om, at det hele ikke handler om migmigmig: Til samme Galla-fest var det ikke vigtigt for elevrådet at blive set.  Det er det ellers tit for elevråd! De havde bedt to andre om at være konferencier til denne aften. Vel blot fordi de tænkte, at de var bedre til det. Og Lasse og Eva var eminente og charmerende. Ordentlighed er også at vide, at der er noget, der er vigtigere end en selv. At man med fordel kan sætte sig selv lidt til side – spille bolden over til nogle andre, der så scorer. Sagde jeg lige der.

Så er I dygtige – det 3. ord. Der er ikke noget galt ved at være dygtig. Hver på jeres felt og jeres måde men faktisk rigtig dygtige, som vi specielt så, når det virkelig gjaldt. Når der skal fremlægges, leverer og præsterer I bare, og det er ubetinget godt. Vi så det faktisk også på Teams, Zoom osv.

I gjorde næsten ren bord ved ØM i håndbold, og så var vi ellers klar til at høste triumfer i de andre linjers turneringer, efterskole-DM, stævner osv., hvorefter alt blev aflyst: Tænk hvad vi også kunne have vundet med jer.  Ren vildskab. (nok ikke i fodbold, når man kan tabe til en flok handicappede! – vi fastholder, flere kun havde 1 ben – ikke 3 som I ellers undskyldte nederlag på nederlag med).

Ord nr. 4: Åbenhed: Tusind tak for Sierra Leone: I var nysgerrige, ville landet og afrikanerne. I turde. Det modsatte af at være åben må være at være lukket, fordomsfuld og forudindtaget. Det er I bare ikke. Vi glemmer aldrig Mille i Sierra Leone. Mille fylder ikke altid så meget men at se hende tage ansvar og sørge for, at et møde med en skole gik fra det akavede til en ren fest af kærlighed og aktiviteter, fordi hun åbent gik ind i det – ville – var det fineste og mest rørende  billede på åbenhed. Vi husker også Thorsø f.eks. viste i Sierra Leone, da han sammen med andre drenge var ude midt i Freetown og købe madrasser til det offentlige handicaphus: Helt vildt jo! Bagefter spurgte jeg ham så, for at få refleksion i gang, hvad han syntes om det: ”Det var hyggeligt”, sagde han. Måske skulle Cool have været det 5. ord, men det venter vi lige lidt med.

Ikke alt var såre skønt & dejligt: Vi håber, at I lærte, at når det var vanskeligt, at det faktisk nyttede at tage fat, bide tænderne sammen og smøge ærmerne op – f.eks. ved at få ting puslet på plads i hovedet, få taget en snak med en roomie, en lærer eller en mor.

Lock-down:

I blev den første årgang, der så pludselig en dag i marts på brutal vis oplevede, at I ikke blot kan indtage verden, men at verden kan indtage jer – sætte begrænsninger – at vi er forbundne med andre globalt, og at det mærkes:  I blev revet ud af det fælleskab, der lige var ved at sætte sig og blive stærkt og mistede rent faktisk 9 ugers efterskoleophold. Det var der ingen, der ønskede for jer. Men en vigtig erfaring: Vi kan ikke alt og bestemmer ikke alt selv. Vi er afhængige af hinanden, forbundne i hele verden. Det er på mange måder en god erfaring: For det betyder også, at I kan redde hele verden – sætte noget i gang, der spreder sig som ringe i vandet – ikke en smitte jo – og rykke verden i den retning, I ønsker.

Og bliv nu ikke for gode og kom ikke til at holde for meget af de der Corona-restriktioner. Det er det modsatte af efterskoleliv – men også af liv i det hele taget:

Lad ikke afstand på nogen måde komme imellem jer og de andre – verden.

Mød hinanden med tillid og kærlighed – ikke forbehold og mistro. Mød ikke andre som om de er smittede med noget som helst.

Ikke for meget kontrol & fornuft.  Giv plads til følelser, lyst og spontanitet. Lad f.eks. lysten bestemme, hvilken uddannelse I vælger/job I får. Hvis I ikke først og fremmest har lysten, bliver I aldrig rigtig gode til noget.

Der skal ikke være plexiglas, handsker og plastic mellem jer og de andre. I skal være tæt på og i direkte kontakt.

Lev ikke livet efter noget forsigtighedsprincip: I skal ikke have kontrol over noget som helst. Tag fejl, forkerte beslutninger og omveje. Kast jer nysgerrigt og glubsk ud i det hele.  Husk at det er bedre at elske verden, end at beherske den. Og husk også det, jeg skrev i mange af jeres mindebøger: ”Theres a crack in everything – thats how the light gets in” (Cohen). Der er i sprækkerne, at lyset og med det livet viser sig; ikke i det hermetisk lukkede og fint kontrollerede.

Rejs ud i verden – de vildeste steder – vær modig! (som I var i Sierra Leone) og vær sammen med de lokale og kom så tæt på, som man næsten kan komme.

Fordi det at være så tæt, som man næsten kan blive, er det mest vidunderlige af alt i livet. Det ved I lige nu i dag – det mærker I lige nu. Det handler efterskole også om. Livets mening er at indgå i kærlige relationer. Færdig. Og her kommer det 5. ord: I var en kærlig årgang. Kærlige overfor hinanden. Passede nænsomt på, bar over med osv. Generøsitet, Ordentlighed, Dygtighed, Åbenhed og ja, Kærlighed. Det er jer! Tusind tak for jer og det.

Til allersidst vil vi gerne sige til jer:

Intet varer evigt – snart er året forbi. Men man siger også at ”evigt ejes kun tabte”. Altså kun det, man mister, kan man beholde evigt. Oppe i hovedet, nemlig. I skal være gode til at jeres efterskoleår på Hald Ege række langt ind i jeres kommende liv.

Livet er som sådan uden mening. Meningsløs. I skal selv skabe meningen og bestemme jer for, hvad der skal have jeres opmærksomhed: Få nu året til at vare. Bevar hinanden og det I så. Put noget i en kasse og sørg for, at det får evig betydning. Pas på de tætte venskaber, I nu mærker, I har. Bevar et Facebook-venskab med 1 eller 2 fra Sierra Leone, så vigtige ting ikke bare forsvinder & bliver reduceret til en oplevelse. Oplevelser kan nemt være underligt værdiløse. Skriv og spørg, hvordan de andre har det. Gem det og brug det I så og lærte i forhold til alt det fantastiske, I nu skal i gang med. Det er først nu, det hele rigtigt begynder – og det er helt, helt fantastisk, det liv, der nu venter jer, skulle vi lige mene:

Held og lykke med det hele. Pas godt – ikke på jer selv (skidt med det, egentlig) - nej pas godt på hinanden.

Og nu har I jo også fået en Hald Ege-sang, som I kan sidde og nynne, når I tænker på os:

”For altid – åbenbart – vil Hald Ege bo i mig.

Det lyser ud af mig, om jeg vil det eller ej.
Anderledes, åbenbart, leder stadig efter svar
Hvor går man hen, når man er fra Hald Ege af?”

Kære årgang 19/20.

I er det bedste elevhold, vi nogensinde har haft.

 

På efterskolen bliver vi ofte spurgt af forældre, hvad vores holdning er til mobiltelefon. Det er jo et ret vildt spørgsmål, når man tænker nærmere over det, og det er fristende at synes, man så skal have et klart svar (og det har vi så også). Men helt galt går det, hvis vi tror, at vi har det rigtige svar – at vi har ret.

Før hen har jeg ellers været ret sikker på følgende: De unge – f.eks. på en efterskole – skal mødes med tydelighed og et rammesat og værditungt dannelsesprojekt, de kan spille bold op ad og som er ret stålsat i egen bevidsthed om, at vi ved bedst, hvad der er væsentligt for de unge. Om stort og småt. Her og nu i al evighed. Og som frie skoler har vi faktisk alle (og bør også have) klare bud på, hvad det gode liv er. Det er vi normalt ret gode til at mene og sige noget om. På Hald Ege tillader vi os endda at have 8 Dannelsesmål, som vi arbejder hen imod for i en eller anden grad at nå og vurderer eleverne, hinanden og skolen på.

Nu er jeg blevet knap så sikker. Det kan meget vel være den ældre mands begyndende usikkerhed men: Hvem er vi, hvis vi tror, at vi ved bedst i forhold til en dynamisk tid med verdensordner, der falder sammen, flydende identiteter, den vildeste hastighed i omskiftelighed og mange fine bud på meningsfulde tilværelsesfortolkninger, der som sådan netop ikke kan vurderes men kun deles. Vi skal være mere ydmyge i vores skråsikkerhed. Og definerer vi først og fremmest vores dannelsesprojekt som modkultur, har vi koblet os mere af end på en udvikling. Er jeg forsigtig begyndt at mene.

Hvis vi vil være relevante for nye generationers udvikling, danne eleverne og ville dem noget (og det vil vi i den grad stadig) er de korslagte armes tid med postulater og absolutter helt forbi og skal afløses af noget andet: En åbenhed og generøsitet, når vi udveksler synspunkter for at finde vej – netop ikke vejen men egne veje, der giver mening og liv. Varsomt og musikalsk skal vi møde eleverne og være virkelig gode til først og fremmest at give tid og lytte.

Vi står over for en megacool generation, hvis refleksioner er lige så værdifulde som dem, vi ældre stakåndet halser efter for at udtrykke, fordi vi tror, at vi skal have en stærk holdning til alt. Og vi har vel alle prøvet at blive sat til vægs af en teenager – komme lidt til kort i en diskussion rent faktisk, fordi den unge har et mere holdbart argument, en mere spændende vinkel, en bedre fantasi. Det må være det bedste og mest livsbekræftende, der findes. På klimaområdet f.eks. er det de unge, der trækker politikerne hen til steder, de ikke kan komme på egen hånd – trækker dem op i fart og faktisk får ting til at ske. 

Skal vi da så bare lade de unge sejle deres egen sø og selv finde svar. Nej – for pokker. Slet ikke. Vi skal snakke med dem; hele tiden og igen og igen. Udveksle synspunkter, dele drømme og visioner, være nysgerrige, generøse og åbne og sammen søge holdbare tilværelsesforståelser, der holder lige til, de ikke gør det længere. Insistere på ligeværdige samtaler om det væsentligste, hvor idealet for samtalen godt kunne være afdøde forfatter Ejvind Larsens i hans bog ”Det levende ord” om Grundtvig: At en samtale først rigtig er lykkedes, når man har overtaget hinandens synspunkter – at det er der, det rykker og der, vi flytter hinanden.

Her bliver det aldrig vigtigt at have ret. Aldrig. Men vigtig at have relationer, fordi det er gennem dem, vi rører og bevæger hinanden. Meningen med livet er at indgå i kærlige relationer. Punktum.  Og i skolen skal relationerne også bruges til at flytte, forstyrre og udfordre hinanden – stifte livgivende uro. Og jo – selvfølgelig med klangbund i grundlæggende antagelser, man helt ned i maven kan mærke, man har. Og måske endog udtrykt i værdier og gode og livgivende dannelsesmål. Jojo. Når bare vi ved, at vi ikke har ret men først og fremmest har fokus på relationen og troen på samtalens kraft. Og at det hele finder sted i sand frihed, hvor de unge mennesker frit kan vælge til og fra men altid på en sådan måde, at de aldrig er i tvivl om, at det her liv er værd at turde binde an med.

Her kommer 5 gode ting, vi kan sætte i værk, når efterskoleeleverne kommer igen. Og 1 ting, som aldrig kommer til at ske:

Når efterskoleeleverne senest 10. maj forhåbentligt mødes igen, giver de hinanden et stort knus. Der bliver kæmpekrammere til mange, og det bliver helt vidunderligt at overvære. De længes helt ind i knoglerne efter hinanden og de tætte, nære venskaber, man kan opleve på en efterskole. Og det er helt, som det skal være. De kommer med alt, hvad der er dem. Uden forbehold! 

Som forstander kommer jeg heller ikke til at forbyde godnat-krammerrunden, som afslutter hver dag, og som man skal være voldsom kynisk for ikke at blive rørt over. Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig, at jeg vil appellere til, at de begrænser den fysiske kontakt. Eller at jeg løfter et øjenbryn, hvis jeg ser dem gå hånd i hånd hen ad gangen.

En efterskole er nemlig hjemlighed. Meget mere end blot en skole med kost og logi, hvorfor regler for institutioner virker så forkerte her. De rører ved hinanden på en efterskole! Og de rører hinandens hjerter! Og det er meningen med et efterskoleophold, at eleverne oplever, hvor stor betydning, de har for hinanden; hvordan de er viklet ind i hinanden og helt forbundne, bærer hinandens sorger og glæder og i tætte og nære relationer mærker (!), hvor givende et fælleskab, hvor man vil hinanden noget, kan være. Hvor stærkt, livgivende og meningsfuldt, det er.

Og det er her en stor del af efterskolens dannelse ligger: At man ser sig selv som en del af noget større, man indgår i, har stor betydning for og kan tage et medansvar for.

Samfundssind og efterskolens dannelsesprojekt er et langt stykke hen ad vejen det samme – ja, næsten identiske begreber. Vi danner til samfundssind.

Derfor kan vi ikke holde afstand, når vi åbner igen. Og vi kan ikke være sammen hver for sig på nye måder og blot lade som om, at vi har betydning for hinanden. Eleverne bor på en efterskole; det er deres hjem, og det er også præcist sådan, de oplever det. De kærlige relationer, de her indgår i, flugter ikke med 2 meters afstand, hold-dig-væk og rør-mig-ikke. På samme måde som det heller ikke ville give mening i jeres familie. Det er sådan virkeligheden er, og det er, som det fremgår, også en væsentlig del af hele dannelsesprojektet. 

Det er også derfor, at det virker helt forkert, at eleverne i denne tid ikke kan være hjemme på efterskolen, hvor de bor. Bo på deres værelser, spise sammen, gå i skole og dyrke sport sammen - være sammen.

Omvendt er vi glade for, at vi ikke kom med i første runde af genåbningsplanen (hvis der er en) men skal vente lidt endnu. Vi har også en friskole – Friskolen Hald Ege – der åbner igen lige om lidt, og til denne genåbning har der fra Sundhedsmyndighedernes side været stillet tæt ved 50 krav! Dem lever vi fint op til på Friskolen, men med klangbund i dem ville det ikke give mening at åbne efterskolen, og her er det primært reglerne om afstand, antal elever i et lokale osv., jeg tænker på:

Det problematiske i det er ikke, hvorvidt vi praktisk kunne løse udfordringen, indrette os på måder, leje partytelte og jeg ved ikke hvad…der er innovative kræfter på Hald Ege, så det skulle nok kunne lade sig gøre. Men det virkeligt problematiske er, at det ikke ville være efterskole overhovedet: At afstand og berøringsangst ikke bare er uforeneligt med men faktisk det stik modsatte af efterskolehverdag og hvad, vi er sat i verden for. Af alle reglerne, retningslinjer og forbehold ville skygge for den umiddelbare tillid og åbenhed, de unge på efterskolen både møder og skal møde de andre med.

Derfor venter vi gerne til 10. maj, og så er vi i den grad klar. Men også vi er med på, at det er en vigtig samfundsopgave at mindske smitten. Er der da så slet ikke noget, vi som efterskole kan og bør gøre? Jo da – en masse lavpraktiske og fornuftige tiltag med klangbund i sund fornuft – f.eks. disse 5 ting:

Rengøring: Vi bør her følge de fornuftige retningslinjer og lave udvidet rengøring på både fællesarealer og værelserne 2 gange dagligt. Her har eleverne i forvejen udviklet gode vaner og rutiner, som vi kan forædle og gerne stramme kaserneagtigt op på, hvor det er nødvendigt. Og det vil det være nogle steder.

Håndhygiejne: Vi bør lave gode rutiner for håndvask og købe - og rundt omkring placere - al den håndsprit, vi kan få, betale og være bekendt at købe. Fra vores fællestur til Sierra Leone ved vi, at eleverne sagtens kan lære og er dygtige til at spritte af og ikke tage hænderne op til ansigtet. Lige præcis denne disciplin har vi gode erfaringer med,  og den kan sagens videreføres i en efterskolehverdag og giver god mening. 

Spisesalen: Her bør vi begrænse buffet og i stedet kun lave bordservering – evt. portionsanretninger, hvis muligt.

Morgensamlinger, stander- og fortælletimer, hvor alle er samlet i længere tid, kan evt. forkortes noget og ikke gøres længere end nødvendigt. Det går nok…

Og til sidst det vigtigste:

At vi kraftigt henstiller til, at eleverne bliver på efterskolen – altså deres hjem – i de mindst 7 uger, der er tilbage, når de kommer igen til maj. Eller anmoder dem om? Kærligt forlanger? Lidt i tvivl om ordvalget, men det er en god ide i, at de bliver her hen over både Kr. Himmelfart og Pinse og så meget som overhovedet muligt, hvad de jo for pokker også præcist har lyst til og længes så usigeligt efter. Skal de absolut hjem til familien, bør besøget så absolut begrænses til den nærmeste familie. 

Det var 5 forslag til gode, realistiske retningslinjer, når efterskoleeleverne er her igen og som i modsætning til afstandskravene er mulige og realistisk. Vi håber på først og fremmest elevernes men også på hele efterskolens vegne sådan på, at vi senest om 4 uger får lov til at lave efterskole igen for fuld hammer med alt, hvad det indebærer.  Også fordi det i så fald er et tegn på, at regeringens tiltag lykkes, at der er styr på smittefrekvensen, sygehusene kan følge med, og at syge får den behandling, de skal have for at blive raske.

Ønsket om et nyt karaktersystem begrundes ofte i, at for mange får 12, og at der i det nuværende ikke er mulighed for at honorere den ekstraordinære præstation; det helt unikke. Dette ønske flugter så fint med den high performance-kultur, der er herskende for tiden og som har fokus på talentet og den særligt dygtige elev, der virkelig kan præstere på det helt rigtige tidspunkt.

Det synes som om, det nærmest er synd for de dygtige. Men jeg længes ingenlunde efter tider med 13-tals-hysteri, flaget op, så er der kage og hurra, hurra. Jeg har det fint med, at der er mange veje til den bedste karakter, og at den kan ramme bredt – en bred top.

Med klangbund i vores skoleforms hovedsigte er det hverken klædeligt for os som efterskoler – ej heller ideen - at vi skal være alt for optagede af at hylde de allerdygtigste. Det kan aldrig være en grundskoles vigtigste opgave. 

Vi kunne jo i karakterdebatten være en fin modkultur og besinde os på præcist dette: At de dygtige nu nok skal klare sig alligevel, hvorfor vores fokus bør ligge dels på dem, der i højere grad bøvler; og så i øvrigt på alt det, der netop ikke sådan lige kan vurderes og indeholdes i et tal: Hele dannelsesprojektet og alt det, vi først og fremmest vil eleverne; det vi er sat i verden for.

Det er jo med Hal Kochs ord ikke skolens vigtigste opgave at give men at skabe karakterer.

Andre tanker med et nyt karaktersystem er ifølge uddannelsesministeren, at det skal følges op af mål, der tager udgangspunkt i det, eleven rent faktisk kan og gør og ikke i manglerne. Enig. Mangeltænkende, triste censorer, der altid starter voteringen med tørt at konstatere, hvad eleven jo ikke kom ind på – ikke gjorde – bør være fortid.

Jeg er egentlig på mange måder tilhænger af karaktergivning. I den daglige undervisning er der mange andre, langt mere givende og nuancerede måder at give feedback på. Heldigvis. Og de skal dyrkes og styrkes, men det er faktisk helt cool, at en del af evalueringen og feedbackkulturen på en efterskole, når det gælder hardcore undervisning, består i at give en karakter. Det indgår vi jo i, når vi tilbyder prøverne og gerne vil ”stå mål med”, være grundskole, i det hele taget tages alvorlig og ikke være osteklokke, lang lejrskole eller beskyttet ungdomsbolig.  

Men det, der sættes lys på, vokser. Og vi sætter alt for megen lys på prøverne og karaktererne. Desværre ikke kun fra politisk side, men vi lader os selv rive med: Som forældre, elever, lærere, ledere osv. Der er i stedet brug for, at vi hjælper hinanden med at genbesøge dette gode, gamle perspektiv: At det er prøverne, der skal afspejle undervisningen (og jo for pokker ikke omvendt): Vi leger så lidt eksamen til sidst omkring det, vi har arbejdet med i løbet af året, og nå ja – så ender det med, at eleverne får en karakter ud fra en – helst international – skala. Og at det faktisk er en fin, meningsfuld og retfærdig form for feedback i den pågældende situation.

Denne form for ro og coolness har vi pligt til at vise eleverne, så de lærer at balance tingene, vurdere hvad der er vigtigt i livet, blive livsduelige, robuste osv. Og der er brug for, at vi som voksne minder hinanden om det. Og så i øvrigt vedbliver med at sætte det voldsomste lys på det, der virkelig er væsentligt – vores kerneydelse – og lader det vokse. Så ro på.

Kære forældre!                                                                                    

En sen eftermiddag ude i provinsen i Sierra Leone så nogle af vores elever fra bussen noget, de først troede var et festligt karneval. Men da de nærmede sig, så de, at der nok snarere var tale om et begravelsesoptog. Helt tæt på så de så, at det var noget helt andet: En død mand med en machete stukket i sig blev båret i et voldsomt optog ført an af en, der havde stukket sig selv til blods i brystet med knive. Et mystisk, traditionelt ritual i et society. Og det var alt sammen alt for meget, og jo ikke noget, vi havde opsøgt.

En af eleverne spurgte efterfølgende, om vi ikke fik klager fra forældre, når vi viste dem sådan noget – altså forældre, der var utilfredse med, at de så den slags. Og lige der – lige der (og af og til kan man jo ellers godt blive lidt forbløffet over forældrehenvendelser!) kunne jeg sige, at det troede jeg helt sikkert ikke, skønt vi hurtigt kunne blive enige om, at det ikke var rart at se.

Og jeg blev helt taknemmelig over, hvor heldige vi er med vores forældre på Hald Ege. Nok efterskoleverdenens modigste og bedste forældre, og det skriver jeg ikke (kun) for at fedte, men fordi I har vist os tillid til, at vi godt kan tage jeres børn med til et vildt og helt anderledes land og give dem oplevelser, der gør noget ved dem, men at vi samtidig har styr på dem og det, og at det sker i en tryg ramme. Mod er godt. Tak for det.

Verden bliver større og livet rigere, når vi gribes af det, vi først fandt uforståeligt og fremmed. Vi tror derfor på, at dannelse først finder sted, når vi undrende præsenteres for det, der er anderledes. Forståelse fordrer forundring. Og det var præcist det, vi ville med denne dannelsesrejse – vores første tur til et af verdens allerfattigste lande.

Sierra Leone er et land helt uden omsvøb. Rå, grum og smuk.

Vi synes, det lykkedes. Turen var for alle 3 hold opdelt i 3 dele: De startede i junglen i byen Makeni, hvor de besøgte og legede med børnene på landsbyskoler, så et vildt kaotisk marked i byen – et sansebombardement af lugte, larm, farver og virvar - samt så og deltog i traditionel, afrikansk dans.

I Makeni så vi også et stenbrud, hvor sten med håndkraft bliver slået i stykker, så de kan sælges som byggematerialer osv. Et helt ubegribeligt hårdt arbejde til en dagløn på 2 -5 kr. Hold 2 havde 3 sække ris med til arbejderne, og vi så, hvor glad, man kan blive for ris: De kvitterede med dans og sang. En meget rørende og tankevækkende oplevelse.

Derefter kaotiske Freetown - hovedstaden: Hold. Nu. Op, hvor var jeres børn fantastiske: I skolerne underviste de og legede med børnene uanset alder og mængde af børn i klasselokalerne (og der kan være en ret høj klassekvotient). Også dejligt at se, at nogle af de elever, der måske til dagligt ikke fylder så meget, her foldede sig ud og trådte i karakter: Tog ansvaret, introducerede, gestikulerede og styrede slagets gang på engelsk.

I skulle have været der. Skulle næsten have set dem; så bliver man meget optimistisk på fremtidens vegne. De her unge mennesker kan og vil simpelthen så meget! De evner at indgå i relationer og er meget, meget åbne over for ellers ret fremmede ting. Det er løgn, hvis I hører noget andet.

Derudover blev der besøgt et universitet, et handicaphus i centrum af byen (for pokker da – sikke forhold) og Kroo Bay – et helt ubegribeligt slumområde, der udvides ud i havet med plastic. Vi hørte en børnesoldats historie fra den grumme borgerkrig; var han offer eller bøddel? Eller begge dele på samme tid? Og kan man være det? Ydermere fodboldkampe mod handicappede. Handicappet bestod som oftest i manglende arme eller ben grundet Polio, men vi tabte alle kampe, så så gode er vi åbenbart heller ikke. Eleverne forsøgte at undskylde nederlagene med, at de andre jo – f.eks. i form af krykker – havde 3 ben og dermed en fordel!

Endelig har vi under hele opholdet indgået i tæt samarbejde med PinkPower-pigerne, som kæmper for kvinders rettigheder. Vi har forsøgt at være en del af projektet. Livsbekræftende og et forsøg på at vise vores elever, at det nytter. Man kan faktisk gøre en forskel…Og bare det at møde den energi, glæde og power, de piger udstråler, er i sig selv livgivende.

Det hele sluttede med primitiv overnatning i sivhytter eller telte on the beach på River No. 2 uden for byen. Der blev badet igennem. Og det havde de dælme fortjent. Det skønneste hav – den dejligste strand. Jeg har i hvert fald aldrig været på så smuk en strand med hvidt sand, blåt hav og grønne bjerge i baggrunden.

Og nu skal vi have fortsat refleksionerne og puslet indtrykkene på plads i hovedet. Det må I meget gerne hjælpe med. Hvad så vi så, når vi så? Hvad lærte vi? Om fattigdom, Afrika, mennesker osv.? Hvordan løser vi det største problem i verden? Nytter det noget osv.? Og den slags overvejelser skal eleverne hjælpes til. Lige nu er de eksperter på Afrika – de ved rent faktisk noget om kontinentet – men det skal fastholdes, så det ikke blot var nok en ”been there – done that” – oplevelse men en reel dannelsesrejse, hvor vi rejste ud og kom hjem forandrede.

Sad turen så lige i skabet? Nej da! Og den bar vel nok præg af, at den var vores første til Sierra Leone. Omvendt gav netop det en friskhed og ren, fin følelse af, at vi var ude at opleve sammen med eleverne. At vi med store øjne så noget sammen, når vi f.eks. drønede rundt i keker (Tuk-tuker) i Freetown.

Lidt Afrika-mave slap vi ikke helt for, men mest til sidst og efter hjemkomst. Og hold nu op, hvor blev vi forskrækkede, da en dreng blev kørt ned i den compound, hvor vi boede i Freetown. Det lød voldsomt - så voldsomt ud. Han var ret tilredt i form af et brud og nogle skrammer, blev syet og fik gips på. Men heldigvis kun det, og han blev fint passet af vores egen sygeplejerske og de lokale læger på sygehuset, der ligger lige ved siden af. Og sejt gennemførte han resten af turen, så godt som han kunne og nåede også ud på standen osv. 

I en keke midt i Freetowns craziness af larm, lugte og desperat handelsliv fortalte en elev mig, at hun bare følte sig helt tryg. Det mindede mig om, at vi har ansatte, der kan gøre en sådan tur til en tryg oplevelse også – at vi således ikke kun har de bedte forældre men også de bedste ansatte. Det har jeg nu heller aldrig været i tvivl om. Tak. 

Nu får I – hold 3 ankommer i morgen - eller har fået nogle trætte unge mennesker hjem. De har fortjent, at I nusser dem; de er modige, seje og har været helt vidunderlige at være sammen med.

Og så ses vi søndag, den 16. februar. I er inviteret i sidste forældrebrev og har nu af jeres familielærer fået tildelt en tid mellem kl. 12 og 15 til f-lærersamtaler. Fra kl. 15 til 16 er der klasse- og vejledningsmøder, og dagen slutter med samtaler med faglærerne fra kl. 16 til 18, hvis I skønner, at der er behov for dette. 

Og nu skal vi have noget ferie. Må jeres blive rigtig god, hvis I også er så heldige.

Mvh

Erik

 

 

 

 

 

Netop vendt hjem fra efterskoletur til Ghana med 185 unge mennesker, er det svært at bevare pessimismen i forhold til nutidens unge mennesker. Hold. Nu. Fast. Hvor er de givende i forhold til andre og har som 16 – 17-årige sociale kompetencer og egenskaber, vi andre næppe havde, da vi var teenagere. Jeg kan fortælle jer, at der er håb for fremtiden. Og det i den grad:

At se dem undervise og lege med f.eks. ghanesiske børn i landsbyerne i Nord og bare give og give (og langt mere end man behøver) til børn, der ikke har meget – ikke har fået meget – og som er taknemmelige over det relativt meget lidt, vi kan give dem, men som var klar og tog imod, når vores elever satte aktiviteter og lege i gang, var vildt livsbekræftende og rørende: Så megen glæde og kærlighed skabte eleverne i et par dage rundt omkring i området. De ville rigtig gerne gøre en forskel, der gav mening, og det greb os alle. Ikke mindst pga. den gensidige betydning, for vi fik omvendt så meget igen fra de ghanesiske børn og unge, der smittede og inspirerede med deres energi, livsglæde, tillid og begejstring

Vi så også et Afrika, hvor børnene kastede sig over hinanden og sloges om de appelsiner, vi havde med; så hvor stor betydning en appelsin kan have, og at alle midler i kampen om 1 stk. frugt tages i brug. Lidt rystende at se for nogle men jo netop også meningsfuldt at opleve og reflektere over i et dannelsesperspektiv for vores elever. 

Efterskoleeleverne var også modige, f.eks. når de sov hos familier i de omkringliggende landsbyer eller i det hele taget i deres møde med ghaneserne. De gik oplagte til dem med åbne øjne og lyst til at indgå i en eller anden form for relation, og det var fedt at se og mærke deres umiddelbarhed, når der skulle snakkes, spilles fodbold, danses, spises sammen, leges eller noget andet. Med ophøjet ro (fra de fleste) blev en skorpion, kæmpefirben eller gigantisk græshoppe på værelset – frøer i toilettet - også håndteret. Mod er en vigtig evne, og det udviste de.

Og dejligt at kunne høre den eftertænksomhed og de refleksioner fra eleverne, der kommer helt af sig selv i mødet med alt det fremmede og ukendte; f.eks. i en bustur fra Nord til Syd på 17 timer (som eleverne tog i stiv arm uden at kny (næsten)).  For godt nok oplevede eleverne et umiddelbart helt fremmed land, hvor alle forskelle springer i øjnene, men – det er i hvert fald vores håb – de erkendte også, hvor ens vi er, og hvor meget vi har til fælles, når det kommer til stykket: De samme håb for fremtiden, behov, længsler lyst til samvær – den samme humor osv. Blot er vores forudsætninger for at indfri - lykkes med - det hele helt forskellige. Og det er vi slet ikke færdige med at forholde os til og skal tænke mere over, snakke mere om.

Man kan ellers sagtens være bekymret for ungdommen, hvis man kun læser eller hører om den: Unge er småødelagte af computerspil, så de ikke kan indgå i ordentlige relationer men kun i afstumpede former for erstatningsfællesskaber, hvor de har mistet evnen til medfølelse osv.

De findes og fungerer kun på sociale medier, som styrer alt i deres liv, og er i øvrigt ramt af curlingforældre, og jeg ved da ikke hvad. Men der er mere at sige:  

For så mødte vi i Ghana en flok efterskoleelever, der netop ind i et fælleskab havde lyst til at give, dele og indgå i kærlige relationer – være omsorgsfulde og empatiske – med de lokale. Altså kort sagt var og kunne alt det, vi er så bekymrede for, at de ikke længere kan.

Og jeg tror netop ikke, at det kun er i Afrika, at unge mennesker i overflod besidder dette engagement og lysten til at give ind i det fælles. Vi oplever det jo rent faktisk også i en hverdag på en efterskole. Men jeg tror, at vi nogle gange skal flytte os - f.eks. til Afrika - for at genopdage det; for at vi rigtigt lægger mærke til, hvor meget de kan og vil med hinanden – på trods af alle forskelle.

Unge har ingenlunde mistet deres empati eller evne til at indgå i fælleskaber…Ved I hvad: Danske teenagere klarer sig rigtig godt, og det er vanskeligt at bevare en pessimisme i forhold til fremtiden, når man har fået den gave at få lov til være sammen med dem intenst i 10 dage i Ghana, 1 år på en efterskole eller i andre sammenhænge, hvor noget vigtigt er på spil.

Tak til årgang 2018/19 for den skønneste tur; for den vildeste tur. 

God vinterferie.