Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Dm i dans 2021

Vi er igen værter for DM i dans for efterskoler 2021

Se mere her

Kære forældre!                                                                                    

En sen eftermiddag ude i provinsen i Sierra Leone så nogle af vores elever fra bussen noget, de først troede var et festligt karneval. Men da de nærmede sig, så de, at der nok snarere var tale om et begravelsesoptog. Helt tæt på så de så, at det var noget helt andet: En død mand med en machete stukket i sig blev båret i et voldsomt optog ført an af en, der havde stukket sig selv til blods i brystet med knive. Et mystisk, traditionelt ritual i et society. Og det var alt sammen alt for meget, og jo ikke noget, vi havde opsøgt.

En af eleverne spurgte efterfølgende, om vi ikke fik klager fra forældre, når vi viste dem sådan noget – altså forældre, der var utilfredse med, at de så den slags. Og lige der – lige der (og af og til kan man jo ellers godt blive lidt forbløffet over forældrehenvendelser!) kunne jeg sige, at det troede jeg helt sikkert ikke, skønt vi hurtigt kunne blive enige om, at det ikke var rart at se.

Og jeg blev helt taknemmelig over, hvor heldige vi er med vores forældre på Hald Ege. Nok efterskoleverdenens modigste og bedste forældre, og det skriver jeg ikke (kun) for at fedte, men fordi I har vist os tillid til, at vi godt kan tage jeres børn med til et vildt og helt anderledes land og give dem oplevelser, der gør noget ved dem, men at vi samtidig har styr på dem og det, og at det sker i en tryg ramme. Mod er godt. Tak for det.

Verden bliver større og livet rigere, når vi gribes af det, vi først fandt uforståeligt og fremmed. Vi tror derfor på, at dannelse først finder sted, når vi undrende præsenteres for det, der er anderledes. Forståelse fordrer forundring. Og det var præcist det, vi ville med denne dannelsesrejse – vores første tur til et af verdens allerfattigste lande.

Sierra Leone er et land helt uden omsvøb. Rå, grum og smuk.

Vi synes, det lykkedes. Turen var for alle 3 hold opdelt i 3 dele: De startede i junglen i byen Makeni, hvor de besøgte og legede med børnene på landsbyskoler, så et vildt kaotisk marked i byen – et sansebombardement af lugte, larm, farver og virvar - samt så og deltog i traditionel, afrikansk dans.

I Makeni så vi også et stenbrud, hvor sten med håndkraft bliver slået i stykker, så de kan sælges som byggematerialer osv. Et helt ubegribeligt hårdt arbejde til en dagløn på 2 -5 kr. Hold 2 havde 3 sække ris med til arbejderne, og vi så, hvor glad, man kan blive for ris: De kvitterede med dans og sang. En meget rørende og tankevækkende oplevelse.

Derefter kaotiske Freetown - hovedstaden: Hold. Nu. Op, hvor var jeres børn fantastiske: I skolerne underviste de og legede med børnene uanset alder og mængde af børn i klasselokalerne (og der kan være en ret høj klassekvotient). Også dejligt at se, at nogle af de elever, der måske til dagligt ikke fylder så meget, her foldede sig ud og trådte i karakter: Tog ansvaret, introducerede, gestikulerede og styrede slagets gang på engelsk.

I skulle have været der. Skulle næsten have set dem; så bliver man meget optimistisk på fremtidens vegne. De her unge mennesker kan og vil simpelthen så meget! De evner at indgå i relationer og er meget, meget åbne over for ellers ret fremmede ting. Det er løgn, hvis I hører noget andet.

Derudover blev der besøgt et universitet, et handicaphus i centrum af byen (for pokker da – sikke forhold) og Kroo Bay – et helt ubegribeligt slumområde, der udvides ud i havet med plastic. Vi hørte en børnesoldats historie fra den grumme borgerkrig; var han offer eller bøddel? Eller begge dele på samme tid? Og kan man være det? Ydermere fodboldkampe mod handicappede. Handicappet bestod som oftest i manglende arme eller ben grundet Polio, men vi tabte alle kampe, så så gode er vi åbenbart heller ikke. Eleverne forsøgte at undskylde nederlagene med, at de andre jo – f.eks. i form af krykker – havde 3 ben og dermed en fordel!

Endelig har vi under hele opholdet indgået i tæt samarbejde med PinkPower-pigerne, som kæmper for kvinders rettigheder. Vi har forsøgt at være en del af projektet. Livsbekræftende og et forsøg på at vise vores elever, at det nytter. Man kan faktisk gøre en forskel…Og bare det at møde den energi, glæde og power, de piger udstråler, er i sig selv livgivende.

Det hele sluttede med primitiv overnatning i sivhytter eller telte on the beach på River No. 2 uden for byen. Der blev badet igennem. Og det havde de dælme fortjent. Det skønneste hav – den dejligste strand. Jeg har i hvert fald aldrig været på så smuk en strand med hvidt sand, blåt hav og grønne bjerge i baggrunden.

Og nu skal vi have fortsat refleksionerne og puslet indtrykkene på plads i hovedet. Det må I meget gerne hjælpe med. Hvad så vi så, når vi så? Hvad lærte vi? Om fattigdom, Afrika, mennesker osv.? Hvordan løser vi det største problem i verden? Nytter det noget osv.? Og den slags overvejelser skal eleverne hjælpes til. Lige nu er de eksperter på Afrika – de ved rent faktisk noget om kontinentet – men det skal fastholdes, så det ikke blot var nok en ”been there – done that” – oplevelse men en reel dannelsesrejse, hvor vi rejste ud og kom hjem forandrede.

Sad turen så lige i skabet? Nej da! Og den bar vel nok præg af, at den var vores første til Sierra Leone. Omvendt gav netop det en friskhed og ren, fin følelse af, at vi var ude at opleve sammen med eleverne. At vi med store øjne så noget sammen, når vi f.eks. drønede rundt i keker (Tuk-tuker) i Freetown.

Lidt Afrika-mave slap vi ikke helt for, men mest til sidst og efter hjemkomst. Og hold nu op, hvor blev vi forskrækkede, da en dreng blev kørt ned i den compound, hvor vi boede i Freetown. Det lød voldsomt - så voldsomt ud. Han var ret tilredt i form af et brud og nogle skrammer, blev syet og fik gips på. Men heldigvis kun det, og han blev fint passet af vores egen sygeplejerske og de lokale læger på sygehuset, der ligger lige ved siden af. Og sejt gennemførte han resten af turen, så godt som han kunne og nåede også ud på standen osv. 

I en keke midt i Freetowns craziness af larm, lugte og desperat handelsliv fortalte en elev mig, at hun bare følte sig helt tryg. Det mindede mig om, at vi har ansatte, der kan gøre en sådan tur til en tryg oplevelse også – at vi således ikke kun har de bedte forældre men også de bedste ansatte. Det har jeg nu heller aldrig været i tvivl om. Tak. 

Nu får I – hold 3 ankommer i morgen - eller har fået nogle trætte unge mennesker hjem. De har fortjent, at I nusser dem; de er modige, seje og har været helt vidunderlige at være sammen med.

Og så ses vi søndag, den 16. februar. I er inviteret i sidste forældrebrev og har nu af jeres familielærer fået tildelt en tid mellem kl. 12 og 15 til f-lærersamtaler. Fra kl. 15 til 16 er der klasse- og vejledningsmøder, og dagen slutter med samtaler med faglærerne fra kl. 16 til 18, hvis I skønner, at der er behov for dette. 

Og nu skal vi have noget ferie. Må jeres blive rigtig god, hvis I også er så heldige.

Mvh

Erik