Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

Next Level Adventure

Vi plejer da at have rimeligt styr på det liv der. Vi har vel vænnet os til i et moderne samfund – helt eller delvist – at kontrollere det meste; planlægge for derefter at glæde os til noget, vi ved, der kommer; fryde os over en udvikling, vi har sat i gang og som lykkes eller en plan, der er lagt og som følges og føles som noget, der bare spiller og klapper. Vi vækster, skalerer, optimerer og accelererer. Vi kender det meste, for vi har selv skabt det. Der er styr på lortet.

Problemer kendes, men som noget, der kan knuses, når vi har kæmpet med det. Noget vi skal tage fat i og overvinde. Bjerge skal bestiges, eksamener bestås osv. Vi kalder så problemerne udfordringer, for at de skal være noget, vi kan handle os igennem, overvinde, lykkes med. 

 I det hele tager møder vi verden med det, som sociologen Hartmut Rosa (og det er Rosas tanker, der er klangbund for denne klumme) kalder erobrerens aggression, som bedst forklares med en gammel CV Jørgensen-tekst (Lidt til og meget mer):

”Der er ikke den genstand

på hele kloden du ikke vil kunne begære

du vil eje besidde & ha' alt

ja det ku' knapt nok være meget værre”

Den form for tilværelsesforståelse fører ikke nødvendigvis til tilfredshed eller for den sags skyld lykke i livet. Tværtom:  Verden – livet - kommer os ikke af den grund i møde men trækker sig faktisk snarere tilbage; lader sig netop ikke kontrollere og styre.  Den affortrylles. Mister mening og bliver måske – paradoksalt nok – Den Store Skuffelse.

Men der, hvor verden så til gengæld kommer os i møde og i den grad kan mærkes med mening og anfægtelse – den vil os noget – er, når der faktisk sker noget, vi netop ikke har planlagt, regnet med og forudset. Når vi bliver ramt af noget ukontrollerbart, vi hverken havde set komme eller ønsket og ikke umiddelbart har redskaber eller begreber til at komme overens med. Når vi er ude af vatter. Det kan være en forelskelse; det kan være pludselig død. Stort & småt. Og det kan være en pandemi.

Corona-pandemien er på mange måder jo netop et udtryk for noget helt og aldeles ukontrollerbart, der i den grad kan mærkes. Verden kommer os i møde – vil os noget – og vi ved snart ikke hvad. Den – og de konsekvenser i form af nedlukning, isolation, begrænset nærvær osv., der følger med den, kan ikke lige overvindes og nedkæmpes. Vi kan ikke rigtig komme overens med den.

Vi må i stedet være ydmyge, bruge alt vores musikalitet og lytte varsomt til, hvad pokker der sker, og hvad vi skal; være varsomme og træde i en ny forbindelse til verden. Vi skal være i resonans, som Rosa udtrykker det, hvilket vel bedst kan oversættes som at være i genklang med verden.

På samme måde bliver resonans så netop løsningen på det moderne samfunds følelse af fremmedgørelse og affortryllelse. Når alt er styret og kontrolleret frem mod nye mål, som vi oven i købet også ofte lykkes med, mister livet den mening, det kan få igen, hvis vi formår at sætte os i et nyt forhold til verden, hvor netop det ukontrollerbare giver os mulighed for resonans. En følelse af genklang. 

Så det er vel læren af Corona pt. At der ikke som sådan skal læres noget konkret, der giver os en følelse af at opnå nye erkendelser og blive (endnu) klogere. Men snarere at tage imod med taknemlighed. Og lytte varsomt. Svare lidt. Og så lytte igen. Med ro & værdighed. Og der er jo heller ikke rigtigt noget alternativ.

Så det vil jeg så øve mig på hele denne vinter. Lige til foråret så sagte kommer, og vi får vores 200 skønne og dejlige Hald Ege-elever – og med dem vores helt vidunderlige efterskoleliv – tilbage. Det er det bedste. Ubetinget det bedste.

Til sidst et lille men fremragende digt af Peter Laugesen om stoisk ro:

”Stå med en vis

værdighed i regnen

af klappen og fyråb.

Det er det mindste

nogen kan gøre”.

 

Håber snart vi ses.

Kh

Erik