Kom og oplev

atmosfæren

Book rundvisning

DM i Dans 2021 aflyst

På Hald Ege Høj-, Fri- & Efterskole vil vi noget med de 185 efterskoleelever, 140 friskoleelever og forhåbentlig snart 30 højskoleelever:

Vi vil lære eleverne om fællesskabets betydning. Dels som noget værdifuldt for dem selv: Det er, når man er en del af et mangfoldigt og forpligtende fællesskab, at det virkeligt rykker i livet: Man bliver klogere på sig selv, livet synes større og rigere, og man får lyst til at tage medansvar for fællesskabet. Både det lille fælleskab på skolen. Men også i det store fællesskab: Vi vil nemlig gerne med filosoffen Hannah Arendts ord lære eleverne om verden, så de får lyst til at tage ansvar for den. Og ansvaret er vigtigt for at forstå, hvad et egentligt fællesskab er. Det forpligter.

Derfor er vores frie skoler også først og fremmest et dannelsesprojekt: Vi vil gerne trække eleverne hen til steder, de ikke kan komme på egen hånd, og som gør dem til større – bedre – mennesker, altså præsentere dem for noget umiddelbart fremmed, der så alligevel griber dem og giver mening og retning.

Det er dannelsestankerne på de 3 frie skoleformer i Hald Ege. Men også værdier, jeg synes, nemt kan føres over i et demokratisk samfund: At vi vil hinanden noget ind i det fælles. Og vi har en fælles dannelsesmæssig, politisk opgave og udfordring her:

For åh, hvor kan det være bøvlet at være en del af noget større. Man skal tage hensyn og være optaget af, om alle har det godt. Dels når efterskoleelever skal være sammen et helt år 4 mand på et (lille) værelse. Men også i et samfundsperspektiv, hvor det ofte er lettest at lade være med at tænke på andre end sig selv, gøre sit liv småt og bygge mure for at dæmme op for alt det, man ikke forstår og som forstyrrer.

Og har man ikke set så meget i livet, kan det endog være vanskeligt helt at forstå, hvorfor ikke alle synes at evne at gribe alle muligheder og folde sig liv fuldt ud, når man nu selv synes, man kan.

Ligeledes skal vi være vores betydning for andre bevidst, som også kan virke hæmmende. Friheden stopper der, hvor andres begrænses.

Men at ville fællesskabet er et valg, vi skal tage – noget man beslutter sig for. Og selvfølgelig noget, der koster. Ofte legitimeres forringelser på velfærdsområderne med en beklagende slåen ud med armene: Vi skal jo spare. Men det er ikke rigtigt. Som alt andet handler det om prioriteringer og valg mellem f.eks. skattelettelser og folkelighed. Om individets muligheder fremfor sammenhængskraft i et fællesskab. Og vi skal være bevidste om både værdier og konsekvenser, der ligger bag om hurtige beslutninger, der umiddelbart synes tiltrækkende.

At tænke sig ind i og opleve sig selv som en aktiv del af et demokratisk samfund, giver den ordentlighed og ydmyghed, der følger med et ansvar. Jeg tænker, at et forpligtende fælleskab, ligesom DR-licens reklamerne, er noget, vi giver hinanden.

Og jo for pokker også fordi vi netop hele tiden selv oplever, at et fælleskab kan noget, vi slet ikke kan selv. Når det på efterskolens slogan lyder, at det er sammen, at vi udvikler vores talenter, handler det først og sidst om en lyst til at få det bedste frem i hinanden. På efterskolen. Som i livet.

Mennesket er frit, men det kan kun blive sig selv gennem forpligtende fællesskaber.

For nogle år siden havde vi en elev – Nadja, der på vej hjem i bussen fra Tjekkiet, tog mikrofonen og sagde: ”Nå. Nu begynder I at kede mig, så nu synes jeg, at vi skal have en fællessang”.

Nadja havde erfaret to vigtige ting, som et stærkt fællesskab gør ved os: Dels at det har betydning og værdi, hvad hver enkelt kommer med: Hun kedede sig, så nu skulle vi andre sammen med hende på banen og fylde et tomrum ud – give det mening og retning.

Og dels viste hun også et livgivende selvværd, der netop udvikles der, hvor man viser lysten til at engagere sig aktivt. Her var det i de nære relationer i en bus. Men jeg er sikker på, at det er sådanne erfaringer, der er altafgørende i udviklingen af et demokratisk samfund, hvor vi vil hinanden noget – vil hinanden det bedste.