Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Hvor mærkeligt dybe og vigtige ting bliver, når de er ved at forsvinde. Der er i nu! Det mærker I nu. Jeres efterskoleophold er helt forbi lige om lidt. Det er i sandhed en mærkedag i dag! Det kan mærkes. Ægte.

Nogle ting sker så tidligt i livet, at man tror, det kun er en begyndelse, og så er det i virkeligheden afslutningen på noget, der aldrig mere kommer tilbage: At bo sammen og være sammen med 200 andre unge mennesker i så tætte, forskellige fællesskaber, kommer I nok aldrig rigtig til at opleve igen.

I en lille Afrika-bus midt ude i ekstrem fattigdom, hvor vi passerede en landsby, hvor de ingenting har – ingenting har – udbrød Thilde pludselig: ”Man får bare lyst til at blive her”.

Wow. Det er det helt rigtige tidspunkt at erkende sådan noget på. Der, hvor det rykker. Ikke ved poolen i Masaka eller på Kosa Beach i ved Guldkysten. Ikke når jeres efterskoleophold bare var fantastisk, fedt og sjovt. Ikke når det hele bare var let og ligetil.

Men der hvor det hele havde tyngde, rykkede ved jer, gjorde noget, gjorde ondt osv. Vi håber, at I nu tænker tilbage på de tider med tyngde, hvor I fik et eksistentielt immunforsvar, modvindskompetencer, blev stærke, og at I så siger, som Thilde sagde i Uganda: ”Man får bare lyst til at blive her”. Lige der!

I kom i august sidste år. Det var vildt og akavet, I var flyttet hjemmefra, kendte ikke rigtig en sjæl, vi tog jeres telefoner og computere fra jer, og så skulle I ellers lige folde jer ud som glade, unge mennesker med styr på det meste.

Fra den første tirsdag aften i den første uge skrev AG i vores vagtbog (den vi som ansatte har, og hvor vi har skrevet om jer hele året):

”Waaaauw så er vi da også i gang. Vi tog hver vores gang i stilletimen, go stemning, men meget trætte og fyldte elever - vi tog en vurdering af stemningen, og holdt en kort samling, hvor vi valgte at give aftenen fri til at tage i Løvbjerg. Det var tiltrængt:

Astrid fra Gul 8 synes det hele er svært, vil hellere være derhjemme, vi snakkede lidt, og hun fik også lov at ringe hjem - moren bakker godt op omkring hendes efterskoleophold - har lovet hende at vi også følger op på Astrid i morgen.

Emma Nordli havde lidt panik over alle de 9. klasser i familiegruppen - om hun NOGENSINDE skulle få venner i 10. klasse. Jeg mindede hende om klasseopstart i morgen og klassetur torsdag – og så en krammer og videre, tror jeg.

Sophie fra Gul 4 ringede også hjem - vi havde en længere samtale i eftermiddag (også lidt i går) og fandt det kompromis: Måske hun har behov igen i morgen. Hun kæmper med det - men vil gerne. Savner bare hjemme, så de der 10-15 min. telefon med mor/far, tror jeg er godt givet ud.

Ja. Der kunne være flere eksempler, for de 3 pigers følelser (og det kunne også og sagtens have været drenge), rummer jo netop det, vi tror, at I næsten alle oplevede: Uhh, I var lidt pressede der i starten. Men tænk lige tilbage på, hvad der er sket siden. Og tænk også på, at I kom igennem. Værre var det ikke. I fik styr på jeres nye liv. Og oplevede, som året gik, at gråd og latter gik i vatter. At der var en balance i tingene.

For derefter gik året slag i slag. I Freyas og Danas fine tale til jeres Galla-fest, hvor I var så fine og smukke, beskrev de så flot og rammende og bedre end mig, rejsen I har været på på Hald Ege i år i 3 dele:

1. Alt godt i starten, eksemplificeret i overlevelsesturen (meget army, vild men I kom igennem). Nærmest nyforelskede og euforiske.
2. Så kom skuffelserne. Alle skuffer over tid. I gjorde, vi gjorde, kameler skulle sluges, noget uforståeligt skulle pusles på plads i hovedet. I fandt ud af, at man efter en skuffelse, skulle finde en måde at komme igen på. At finde fodfæste igen, når man var faldet: ”Op i hesten igen”, som Razak siger.
3. Og så den sidste tid: Sommeren, der kom med fuld styrke i maj: Ja, det var som om alting var magisk. En magisk sommer, som Dana og Freya sagde.

Faktisk stærkt, godt gået og ret vildt sådan at flytte hjemmefra, stå igennem alle mulige udfordringer, pusle modgang på plads i hovedet, være viklet ind i hinanden, holde andres liv i jeres hænder, opleve, hvordan andre holder noget af jeres liv i deres hænder. Og hvordan netop det kan gøre jeg kede af det. Sårbare. Usikre. Men også nærmest lykkelige. Mange ville ikke kunne gennemføre sådan noget. Det kunne I. Alle sammen. I er her nu. Stærkt! Godt gået!

Hvad er så jeres bedste minde om året på Hald Ege? Hvad er det for noget, med det her sted? Det bedste ved det? Når man spørger jer, og I skal svare hurtigt, får man forskellige svar:

Afrika-turene; både Uganda og Ghana.

Hverdagsaftnerne – blot det at cruise rundt.

Da vi slog FC Midtjylland (det er næsten også mit bedste minde).

Godnat-knus hver aften på Nytorv. I det hele taget Nytorv!

24-timers-challenge. Også et magisk døgn.

Håndbold. Alt omkring håndbold.

Sommerperioden i maj.

Turen på MTB til Italien.

Elevfesterne.

Dagligdagen.

De tætte venskaber.

Om alle disse tanker om minder er der blevet tænkt og talt meget de sidste dage og nætter – ikke mindst på Remmerstrand. Og tilsammen udgør de sandheden om jeres efterskoleophold på Hald Ege. Men en sandhed, der netop har mange ansigter:

Nogle af jer sidder nu og tænker, at det var et helt fantastisk år, andre at det var vanskeligt at gennemføre, andre igen, at det var sådan fint nok. Det er alt sammen præcist, som det skal være. Hver en tanke og følelse omkring et så vildt år er rigtig. Fordi den er jeres og bygger på det, I så.

Mit bedste minde fra året, der gik, var da jeg ankom høj af oplevelser alene til lufthavnen i Amsterdam fra Uganda. Jeg havde været sammen med halvdelen af jer, og takket være jeres måde at være i Afrika på (for hold fast, hvor er I åbne, nysgerrige, kan meget, tør meget), havde jeg haft min bedste tur med elever til Afrika i mange år.

Jeg tog selv hjemad, og I Amsterdam mødte jeg så den anden halvdel af efterskolen, som havde været i Ghana: jeres blikke, øjne, lyst til at fortælle, begejstring og glæde over jeres tur (det var vildt at høre jer fortælle) – ja, der blev jeg sgu lidt rørt og stolt over jer alle sammen, der på det tidspunkt var fordelt rundt omkring i lufthavne i Europa.

Det glemmer jeg aldrig: Alt det I kan. I er altså for vilde. Også når det er klamt. Og varmt. Og unge mennesker er optaget af andet end dem selv og vil gerne hjælpe folk, der har behov. Det ved vi, for vi så jer i Afrika. Tusind tak for det.

De gamle grækere definerede tiden i to begreber: Kronos & Kairos.

Kronos er den tid, vi normalt taler om. Den tid, vi tæller, sekunder, minutter, timer, dage, år. Den kvantitative, lineære tid. Med tempo, tempo.

Kairos betyder mere det rette øjeblik. Et særligt øjeblik med muligheder og betydning. Den anden tid – Kronos – er sådan set gået i stå. Kairos er et øjeblik, der varer ved. Eller en evighed, der forsvinder på et øjeblik. Den kvalitative tid. Noget, der kommer på tværs af den lineære tid, der bare går.

Om lidt bliver I kastet ud i Kronos: Der er drøn på derude. Deadlines for opgaver, der skal skrives, karakterer, der skal opnås, fritidsarbejde, der skal passes ind i strømmen af træningstider, man skal overholde, skemaer og aftaler, der skal være styr på. Der er tryk på. Det går stærkt, og I bliver pressede – måske stressede, fordi I jo for pokker gerne vil gøre det godt.

Kairos er mere roen med mulighed for at forholde sig til sig selv, undersøge ting i livet, finde ud af varsomt i sit eget tempo, hvem man er sammen med andre, hvad man gerne vil og går og drømmer om. Mærke efter med et åbent hjerte, hvor det handler om at blive til nogen. Hvor det i Kronos handler mere om at blive til noget.

Hvis Kronos er strømmen, der fører os videre, så vi næsten ikke kan følge med; altså strømmen, der fører os væk, væk, er Kairos den stille sø, vi bader i.

Måske rent faktisk præcist den sø, I badede i en stille nat på Hald Ege til 24-timers-challenge eller senere i løbet af foråret. Og hvor det nærmest føltes magisk. Og på den måde håber vi, at Hald Sø bliver et rammende billede på, at Hald Ege var et Kairos for jer: At I oplevede magiske øjeblikke, som I bærer med jer. Og ejer for evigt. For evigt ejes kun det tabte.

4 eksempler på Kairos på Hald Ege – altså særlige øjeblikke:

1. Viggo-Bingo i en bliveweekend i september. I drønede rundt og løste opgaver, var sjove, var taktiske. Tiden forsvandt; I var fantastiske – et ganske særligt hold.
2. Forestillingen i performance-ugen. Den var lang som en evighed, men føltes som et kort øjeblik, fordi I var helt særligt gode til at tænke og spille teater. En kunstform, vi vel alle føler os lidt fremmed overfor, men som greb os, der så jer, fordi I var så gode.
3. En søndag aften, hvor jeg kom ned i hallen, og hvor op imod 20 drenge spillede fodboldkamp kun iført underbukser. Det er et syn, der varer ved. Som man aldrig glemmer – som man tager med sig i døden - fordi det var så mærkeligt (og nok noget, man skal have været på Hald Ege for at se for sig og forstå storheden i).
4. Når en Nicolines og Morten Emils Ubuntu-gruppe sidder og holder hinanden i hænderne, og Micchelle beder bordbøn for dem alle. Det glemmer vi ikke. Et særligt øjeblik. Også lidt mærkeligt. 

Husk resten af jeres af liv at søge efter disse særlige øjeblikke, Kairos, læg mærke til dem, værdsæt dem, behold dem i hjertet.

En definition på unge kunne næsten være, at I har pligt til at gøre noget helt åndsvagt. Det skal jeg da også lige love for, at I gjorde undervejs. Men: Når der var noget med jer, var I altid til at tale med. Og jo: Måske skulle vi tale to gange med jer, men så var der heller ikke så meget pis med jer. Samtalers kraft er helt fantastiske – det vidste vi godt – men I bekræftede os i den grad i troen. På samtalen! Vi skulle lige have en snak. Og så var I der igen. Når noget kom lidt ud af kontrol i en periode, tror jeg, det var fordi, vi snakkede for lidt sammen. Det behøver ikke at være jeres skyld.

Tak for at vi i samværet med jer netop lærte det, vi gerne ville lære jer.

Hvad er så vigtigst: Målet eller Vejen hen til målet. Svaret er let: Det er Selskabet; altså hvem man gør det med. Det er ikke så vigtig, hvad man gør. Men med hvem. Det hele handler nemlig om relationer til andre – alt det, man kan give. Jeg tror, I er enige med os i, at Fællesskab ikke er noget, man får. Det er noget, vi giver til hinanden.  Det er derfor, det var en fornøjelse for os at få lov til at være med i et så vildt og udviklende år i jeres liv. Det var noget, I gav hinanden. Og os. Livets mening er nemlig at indgå i kærlige relationer med andre. Færdig. Mere er der faktisk ikke at sige om det!

Nu kommer der nok et magisk øjeblik:

For altid. Åbenbart. Vil Hald Ege bo i mig.

Det lyser ud af mig. Om jeg vil det eller ej.

Anderledes. Åbenbart. Leder stadig efter svar.

Hvor går man hen, når man er fra Hald Ege af.

Ohhh. Yeah!

Kære årgang 2023/24:

I bliver aldrig smukkere, skønnere og mere dejlige, end I er lige nu. I skal være præcist dem, I er. I må aldrig, aldrig tro, at I skal lave jer om. Ægte. Tak for jer!

I er simpelthen det bedste hold, vi nogensinde har haft på Hald Ege. TILLYKKE MED TRANSLOKATIONEN.

RIGTIG GOD SOMMER.

AFSLUTNINGSTALE  FOR ÅRGANG 2022/23

Kære elever! Kære fine årgang 2022/23.

Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Hvor mærkeligt dybe og vigtige ting bliver, når de er ved at forsvinde. Der er i nu! Det mærker I nu. Jeres efterskoleophold er helt forbi lige om lidt. Det er i sandhed en mærkedag i dag!

Nogle ting sker så tidligt i livet, at man tror, det kun er en begyndelse, og så er det i virkeligheden afslutningen på noget, for det kommer aldrig mere tilbage. At bo sammen og være sammen med 190 andre unge mennesker i forskellige fællesskaber, kommer I nok aldrig til at opleve igen.

For næsten et år siden, sad I her på gulvet – spændte, måske lidt nervøse - og i hvert fald fulde af forventninger. Nu skulle det så være. I var efterskoleelever; det skulle være godt. Som Alba sagde i sin og Siglis fine tale til Galla, forestillede I jer måske: Kopnudler, 0 skole, masser af venner, ingen problemer.

Hvordan var det så? Stella sammenligner i et essay et efterskoleophold på Hald Ege med en tur i tivoli:

De tårnhøje forventninger. Fokus på den største og vildeste rutsjebane. Man er klar. Men også usikkerheden: Kommer jeg til at køre alene i den rutsjebane der? Hvad nu, hvis ingen kan lide mig?

Så står man ifølge Stella der i køen, får langsomt snakket med et par stykker; beslutter sig så for at følges og laver aftaler med de nye, man møder: 

Og sammen med netop dem opdager man så 3 ting:

1. At de undervurderede forlystelser slet ikke er så kedelige, som man troede.
2. At man kan hjælpe hinanden med at prøve ting/forlystelser, som man slet ikke troede, man turde, ville eller måske burde.
3. Det vigtigste bliver så ikke, hvad man laver. Men hvem, man gør det med!

Hvis I alle sammen i nogen grad genkender det, er det betydningsfuldt, for det er en vigtig erkendelse at få med sig i et så intenst, vildt, vanvittigt og sjovt år i jeres liv.

Og Stellas tivolimetafor kan jo sagtens udvides til også at omhandle netop rutsjebanen, der ræser op og styrter ned, ræser op og styrter ned. Præcist som et efterskoleår. Det ved I alt om.

Vi håber, I følte jer hjemme på Hald Ege. At vi for jer var Hjemlighed.  Hald Ege er ikke en institution – sikke et ord i øvrigt. Heller ikke en kostskole. Og da slet ikke en folkeskole, hvor man også lige spiser og sover. Og i øvrigt heller ikke kun en fed oplevelse. Vi håber, at I kunne mærke, at vi ville jer noget mere – meget mere faktisk - end bare det, nemlig den der hjemlighed, en efterskole skal være:

At Hald Ege blev jeres hjem, ” som først bliver ens hjem, når man også føler sig vred, ensom, i tvivl og mange andre knap så velsete følelser. Hjem er der, hvor ens omgivelser giver en tryghed nok til at rumme alle følelser”. Det skrev Andrea Myrup på en blog-take-over på vores hjemmeside. Og fortsatte: ”Hjemlighed er der, hvor alle følelser er værd at føle”.

Og det er jo lige det…Wow: Der var mange følelser i spil i løbet af året. Og mange gange modsatrettede. F.eks.:

Glæden ved at synes, man lykkes på sin linje: Man har måske spillet en god kamp, scoret et vanvittigt mål, holdet har vundet, og man føler sig i den grad som en del af både hold og sejr. Og så kommer man op på sit værelse, hvor nogle har været på besøg i skabet og taget sodavand, slik (som man lige havde fået med hjemmefra fra sin farmor) eller noget andet. 

Lige der er det godt nok en udfordring at være på efterskole. Så bliver man ked af og er i tvivl. Fordi det fineste af alt – hjemlighedsfølelsen – mærkbart bliver udfordret. Gider man så være her?

Alle her gjorde. I gennemførte. Og netop nogle gange som ovennævnte eksempel viser på trods. Med besvær. Det har ikke været let hele året på Hald Ege.

Heller ikke i løbet af en mørk, kold vinter med maskefald og kuller (tror da pokker, at man får det, når man er så tæt sammen med mange hele tiden). Og når tilværelsen som sådan lå på lur med et af sine mange fald. Når I oplevede, at Minds of 99 havde ret: ”Alle skuffer over tid” (også jer selv). Når I blev presset, og det blev i alle ind imellem.

Men I er her nu. Lidt endnu i hvert fald. Faktisk stærkt og ret vildt sådan at flytte hjemmefra, stå igennem alle mulige udfordringer, pusle modgang på plads i hovedet, være viklet ind i hinanden, holde andres liv i jeres hænder, opleve, hvordan andre holder noget af jeres liv i deres hænder. Og hvordan netop det kan gøre jeg kede af det. Men også nærmest lykkelige. Mange kan ikke gennemføre sådan noget. Det kunne I. Alle sammen. Stærkt!

”Hvad skulle I gøre uden solskin? Hvad skulle I gøre, hvis det ikke rimede på modvind?”. ”Åh..hvad sku vi dog gøre uden jer?”. Det er altså det vildeste efterskolenummer, ”Ukendt Kunstner” der har lavet. Rammer rent i forhold til jer, faktisk.

Et efterskoleår lykkes, når gråd og latter går i vatter! 

”There is a crack in everything – that’s how the light gets in” (Cohen), som der nu også står i nogle af jeres mindebøger.

Der går nogle rygter om unge i den her tid: At I er sårbare, stressede, lidt skrøbelige og ikke kan så meget. Kort og godt, at unge som jer mistrives. Og det er dælme synd, når det er det, I gør.

Men det bliver også tit fremstillet som om, det er jer, der er noget galt med jer. Fordi I er for meget på skærme – for meget på Sociale Medier. Som om det kun var jer….

Men se jer lige omkring. På hinanden. Og kære forældre: Se lige på de her unge mennesker. Vi taler i øvrigt tit om, at vi skulle have kameraer op rundt omkring på skolen. Ikke for at tjekke, kontrollere og buste i natterend. Men for at også I kærligt kunne følge med, se og bare lytte, så I også kunne bevidne, at rygterne om alt det, de unge ikke kan finde ud af, enten er stærkt overdrevne. Eller måske endda løgne. 

Vi har været sammen med dem her hver dag i et år nu. Det går faktisk ret godt, skulle vi hilse af sige. Måske har vi aldrig haft bedre unge mennesker end lige nu: Evnen til at reflektere og forholde sig til sig selv, humoren, selvironien er bemærkelsesværdig. De er dygtige, høflige og faktisk meget, meget ordentlige.

Og noget af det, de reagerer på, er jo for pokker fordi, der er noget helt galt andre steder. Altså en sund modreaktion:

Det er da godt, at de ofte ikke passer ind i nogle kasser. Ikke kan klappes i facon. Ikke vil presses ned i en endelig form. Men at noget stikker ud. Det er det, der stikker ud, der giver liv.

Vi skal ikke aflyse mistrivselsdebatten, for den er vigtig. Men vi skal ikke tale om de unge, som om der er noget galt med dem – noget de ikke kan, fordi de gør noget forkert. Det er ikke dem, der er noget galt med.  

Her til sidst eksempler, som flugter så fint med netop det, vi gerne ville jer. Og som giver masser af liv og håb for fremtiden:

For lidt over en uge siden blev Gustav Bärnholdt og Mads Vissing sendt hjem pga. natterend; de talte dage, og det viste sig, at de skulle være hjemme i 4 dage. 4! Det forstod de simpelthen ikke. Det var for hård en straf, syntes de, og de kom ind til mig, fordi de havde tillid til, at når en sådan åbenlys uret er blev begået, må vi da for Søren kunne snakke om det. Og så ændre det. De var uforstående og vrede. Og kede af det!

Og de trådte nu i karakter: Som gode Hald Ege-elever: Ikke pga. natterend, men pga. troen på, at ting kan laves om, når en uret er blev begået; når man gider samtalen og mener, man har gode argumenter og i øvrigt er villig til at påtage sig noget – meget - af ansvaret.

Hvis man ikke tror på, at man kan argumentere sig frem til at nedsætte en slags ”tænker” fra 4 til 2 dage, hvordan så tro på, at man kan lave verden om. Selvfølgelig havde de ret. Og så fik de det jo også. Verden kan laves om. Det havde de en tro på, at de kunne.

Et andet eksempel: Alt det I kunne i år på linjerne… Hold nu fast, hvor er i dygtige. Og når I vinder, er det flotteste nemlig ofte, måden I vinder på. Hvor kan I præstere på et højt og flot niveau hele vejen rundt. Omkring sport synes jeg, at en præstation i år skal fremhæves og bør være et forbillede for jer alle mht. vilje, dedikation mm.: Marius Danielsen: Ved World Games i Frankrig i foråret tog han 2 guld-, 2 sølv- og 1 bronzemedalje. Tillykke. I dag er han til DM.

I var alle sammen fremragende i Ghana og gav os måske den bedste tur, vi nogensinde har haft til Afrika, fordi I bare var der, fuldt tilstede med åbenhed & nysgerrighed – også når det var klamt og varmt. I var modige.

F.eks. glemmer jeg aldrig det udtryk, I havde i øjnene, når I kom hjem en sen eftermiddag fra en tur i en yellowyellow med en lokal guide, der havde vist jer rundt i den her vildt mærkelige og anderledes by:  Tamale. I kom hjem med store øjne. I bare så og så. Og store øjne giver store hoveder. Der så igen giver store hjerter. Tak for åbenhed og gode refleksioner. Ghana blev netop mere end bare en fed oplevelse. Tusind tak.

Og specielt var de 20, der blev hårdest ramt af en Salmonella-forgiftning og blev syge - lidt dernede men mest, da vi kom hjem -  da helt vildt seje. Det var ærligt talt lidt synd for jer. Men:  ”Det var det hele værd”, som Anna Smed, selvom hun var meget syg, sagde til sin mor. Vi hørte, at det netop var ting som det, I syge gav udtryk for. Så er perspektiverne på plads, skulle vi mene.

En definition på unge kunne næsten være, at I har pligt til at gøre noget helt åndsvagt. Det skal jeg da også lige love for, at I gjorde undervejs. Men: Når der var noget med jer, var I altid til at tale med. Og jo: Måske skulle vi tale to gange med jer, men så var der heller ikke så meget pis med jer. Samtalers kraft er helt fantastiske – det vidste vi godt – men I bekræftede os i den grad i troen. På samtalen!

Så disse eksempler, viser, at I som årgang havde tillid til og tro på, at man kan ændre verden, når man vil og har gode argumenter. At I var åbne, nysgerrige og modige. At perspektiverne var på plads. Og at samtalens kraft er helt uvurdelig.

Tak for at vi i samværet med jer netop lærte det, vi gerne ville lære jer.

Det hele handler nemlig om relationer til andre – alt det, man kan give. Og alt det, man får. Men mest give. Det er derfor, det var en fornøjelse for os at få lov til at være med i et så vildt og udviklende år. Livets mening er nemlig at indgå i kærlige relationer med andre. Færdig. Mere er der faktisk ikke at sige om det!

For nogle var året fantastisk, for andre sådan mest okay, for andre igen udfordrende: Alt er lige godt – det er helt som det skal være.

Uanset hvor jeg er, glemmer jeg aldrig Hald Ege
Det blinker i mindernes skær
Bliver jeg berømt og berygtet? Elsket eller frygtet?
Vil Hald Ege altid være der (Åh ja)…

(Stopper ikke før, jeg ved, I aldrig vil glemme os).

Kære årgang 2022/23:

Når Alba og Sigli stillede jer spørgsmålet: ”Hvorfor er I dog så dejlige?” til Galla-festen, er det nemt at svare: Fordi I er jer! I bliver aldrig smukkere, skønnere og mere dejlige, end I er lige nu. I skal være præcist dem, I er. I må aldrig, aldrig tro, at I skal lave jer om. Tak for jer!

TILLYKKE med translokationen. TAK for den skønneste tur i Tivoli. I er simpelthen det bedste hold, vi nogensinde har haft på Hald Ege.

Efterskoleår. Det bedste år i ens liv? Det er der nogen, der siger, men er det nu alligevel det?  Her sidder jeg selv to måneder inde i mit eget efterskoleår og skal reflektere over netop det udtryk. Jeg vågner ofte om morgenen med tanken om, at nu skal jeg få det maksimale ud af dagen og få det mest fantastiske år i mit liv. For det er den forventning, man får proppet i hovedet af venner og familie, inden man skal afsted. Når forældre sender deres børn afsted, siger de ofte: ”Få nu det maksimale ud af året”, ”nyd det nu, det er kun et år” eller ”det bliver det bedste år i dit liv”. Og netop disse forventninger kan presse de unge, som allerede har svært ved at leve op til deres egne forventninger.

Efterskoleåret er et år fyldt med forventninger som næsten er umulige at leve op til. Ja, mange kalder det jo det bedste år i ens liv. Men det tror jeg, man skal passe på med at sige. For ja, det er fantastisk at gå på en efterskole. Jeg tror bare ikke, at mange er klar eller forberedte på, at et efterskoleår byder på meget andet end opture og glade dage.

Forventninger! De er der overalt, og man kan ikke undgå dem. Jeg havde og har stadig selv forventninger til mit efterskoleår. Når man starter, finder man hurtigt ud af, at efterskole er meget andet, end det man havde forventet. For hvis man har en forventning om, at man finder sin bedste ven efter to uger, bliver bedste venner med sine roomies, eller at ens efterskoleår bliver ”perfekt”, kan man nemt blive skuffet, da det er idealer, som næsten er umulige at opnå.

Netop det her med idealer, synes jeg er vigtigt i forhold til dette emne: For samfundet i dag er bygget langt mere op på idealer, end det har været tidligere. Ens forældre og bedsteforældre havde ikke lige så mange muligheder, som vi har nu, og samfundet var mere firkantet. I dag fylder idealerne langt mere. Over alt er der idealer, som man prøver at leve op til. Men det, der er med idealer er, at de er idealer. Og idealer er ideelle og perfekte og derfor noget, vi bliver ved med at stræbe efter. For hvornår lever man lige op til idealerne?

På en efterskole står man også konstant foran dilemmaer. Hele tiden skal man gøre op med, hvor man vil være henne, og hvad man skal bruge sin tid på. Du ved, at der sker noget et andet sted, så er det det værd, at lave det du laver nu? Hele tiden tænker man: Hvor får jeg mest ud af at være? Så er det forventningerne og idealerne, der tager over, i stedet for hvad man egentlig har brug for. Jeg tager nogle gange mig selv i at gå ud og være sammen med andre, når jeg egentlig har brug for at slappe af på værelset, i frygt for at gå glip af det vigtige eller ikke få nok ud af mit efterskoleår. Og sådan burde det jo ikke være. Men jeg kan personligt selv mærke, at jeg en gang i mellem har brug for lige at trække mig og lade det sociale batteri op. Og det bør ikke være noget, man skal føle skyld over at gøre. For det er helt naturligt, når man er på hele tiden, som man er på en efterskole.

Når man er på efterskole, lærer man utroligt mange ting, som ikke kan læres derhjemme. Man bliver en del af et intenst fællesskab, som er noget helt andet end det, der er derhjemme. Man møder mennesker, som man aldrig ville have mødt, og får venskaber, som kan noget helt specielt, netop fordi man går op og ned ad hinanden. Man ser hinanden være glad, sur, ked af det og træt. Man lærer at dele både sin glæde og begejstring men også sine bekymringer og problemer.

Det er et lærerigt år, hvor ens sociale færdigheder udvikles, og man bliver mere selvstændig. For her er der ingen forældre at læne sig op ad, når tingene bliver lidt svære. Man kan heller ikke vende ryggen til ens problemer på samme måde, som man kunne derhjemme. De ting, man lærer på efterskolen, er ting, som kan bruges senere hen i livet. Så selvom man ryger ind i en hård periode på efterskolen, tror jeg, at det er i de perioder, hvor man lærer mest. Et efterskoleår kan altså være det mest fantastiske år i ens liv men helt sikkert også det mest udfordrende og lærerige.

Naja, Højskole10., Årgang 2023/24.

Unge skal gå kortere tid i skole, uddanne sig hurtigere – ikke til det, de brænder for og drømmer om (og derfor kan blive dygtige til) men til de håndværksmæssige fag – og så skal de arbejde i flere år, for det har samfundet brug for for at opretholde velfærdsniveauet og kunne bygge huse mm.; der mangler hænder, hører vi. Og specielt i nogle brancher. Sådan har jeg forstået hensigten i Reformkommissionens nylige udspil med at nedlægge 10. klasse, der trist og fint er i tråd med planer om at forkorte visse kandidatuddannelser, afkorte SU-perioden, senere pension osv.

Og ikke nok med det: Børn og unge skal styres – forstår vi - henimod det, samfundet pt. har brug for. Men det kan man ikke. Det bliver en fiasko for regeringen, hvis reformkommissionens udspil bliver regeringens. Heldigvis. For alle os, der både selv har eller har haft børn og unge i den alder og/eller arbejder med dem, møder dem hver dag og ved, hvad de pusler med i hovederne og skal navigere i, ja alle os, vi ved jo for pokker, at de unge først er klar, når de er klar. Og  ikke før. At man ikke sådan kan booste modning og afklaring igennem. At ting tager tid. Og så bliver det til gengæld godt. For dem. Og for samfundet, fordi de så laver det, de er gode til.

Vi ved, at børn og unge heldigvis heller ikke kan styres hen i nogen bestemt retning.  Og også, hvad det allerede nu gør ved deres trivsel, hvis de presses. De mistrives i stigende grad, hvorfor forslaget virker umådeligt gammeldags og helt ufølsomt over for, hvad børn og unge bøvler med i disse år. Og tænk, hvad det vil gøre ved et samfund, hvis vi tager drømmene ud af de unge mennesker. Hvad betyder det at have et rigt samfund, hvis vi er fattige i ånden og mister den poetiske dimension?

Forslaget er en regnearksøvelse. Således indgår der tanker om et ungdomsår, som visse unge kan tage på en efterskole - et slags højskoleår. Men dette mærkelige ungdomsår er løsrevet fra grundskolen, helt uden faglige ambitioner og med et så mærkbart sænket offentligt tilskud - dobbelt så dyrt som et alm. efterskoletilbud - at det vil frarøve tusinde af elever muligheden for at komme på efterskole. 

Definitionen på det at være ung er (næsten kun), at man forbliver nysgerrig og søgende, forfølger drømme og i eget tempo finder ud af, hvad man vil i livet og altså også i arbejdslivet og tager et par forkerte beslutninger undervejs. Og det er det, vi i uddannelsessystemet skal støtte op om og faktisk hjælpe dem til at holde fast i. Så de ikke tror, de skal klappes i facon og passe ind i de kasser, vi tror fremtiden har brug for. Det er omvendt. Fremtiden tilhører de unge, og de ved faktisk bedst.

Børn og unge skal ikke være midler for noget som helst. De er mål i sig selv. Færdig. De skal ikke løse et problem eller være svar på en økonomisk eller erhvervsmæssig udfordring, der jo kun er et øjebliksbillede her og nu. I virkeligheden ved vi jo intet om, hvad samfundet har brug for om 10, 20 eller 50 år. Jeg kan huske, vi lukkede seminarier i 80erne – nu mangler vi lærere og pædagoger. Osv.

Tænk på, hvad vi i uddannelsessystemet i årtier har brugt af energi på at få flere til at vælge erhvervsuddannelserne. Og målene, hvad enten de var på 30% eller 25% af en ungdomsårgang, blev ikke nået. Det kunne ikke fikses ved intens vejledning eller en lækker biografreklame. Problemet ligger et andet sted:

Jeg synes, at dannelsesbegrebet i skolen er blevet for snævert. Den boglige dannelse fylder for meget på bekostning af andre dannelsesbegreber. Skolebørn lærer, hvem H.C. Andersen er, men ikke hvordan en bogfinke synger (den med ”ligesåtitsomdetskalvære). Og alt for sjældent oplever eleverne glæden ved at bruge hænderne til at forarbejde et stykke træ, bygge en højttaler, makke i noget, skille det ad og samle igen osv.

Jeg tror, at livet ville blive rigere, ja, måske endog hel genfortryllet, hvis disse 3 ovennævnte dannelsesbegreber: Den Boglige, Den Naturvidenskabelige og Den Praktiske fyldte lige meget i skolen – var ligeværdige! Og vel at mærke helt fra mellemtrinene til og med 10. klasse.  Her synes jeg, der ligger en opgave, vi alle skal tage fat på.

Og så kan det da godt være, at flere ville søge ind på de mere praktiske uddannelser senere i deres skoleliv. Det kunne være en sidegevinst og fint jo. Men vi skal på børnenes vegne være optagede af at lære dem det, der har iboende værdi – giver mening i egen ret. De skal gribes af det og glædes derved. Og selv finde ud af, om og evt. hvad, det så skal bruges til.

For selvfølgelig vil unge gerne bidrage til samfundet. De vil gerne arbejde som små heste. Jeg hører aldrig, at de drømmer om lediggang. De er jo ikke uansvarlige og i deres følelsers vold men forstår sammenhænge, at vi alle er afhængige af hinanden, en del af noget større, og at man skal bidrage til det fælles. Det lærer de f.eks. i en 10. klasse på en efterskole, hvor de netop får kvalificeret mulighed og tid til at finde ud af, hvem de er. Og måske begynder at nærme sig et billede af, hvad de kan og vil bidrage med – hvad de kan se for sig i fremtiden. 

Men vi skal lade dem være og være varsomme med at tro, at vi kan retningsstyre dem og afkorte den tid, der skal til, hvor de finder ud af netop det. Lad dem nu bare blive gode og hele mennesker i deres eget tempo.

Konstant i den sidste tid har sætningen ”at blive i besværet” kværnet rundt i hovedet på mig. At blive i besværet. Det er vel knap en sætning men måske mere et mantra – en hellig lyd – der rammer helt rent i forhold til, hvad jeg synes, er det bedste råd, man kan få og give. Lige nu!

For det er det, vi skal. Sammen. Også fordi der ikke rigtigt er noget alternativ. Man kan ikke rigtig flygte fra det. Det vender jeg lige tilbage til. 

215 efterskoleelever er lige flyttet ind på Hald Ege. Der er stadig eufori og hvedebrødsdage, og skolen er fuld af vidunderlig, livgivende energi, hvor alle gør sig så umage, vil hinanden og simpelthen bare er så åbne. ”Med nøgne øjne store som badges, baby”. Som en af mine elever i Højskole10. sagde i en filosofitime: ”At vi og alle, man møder, først og fremmest er så imødekommende over for hinanden, er et bevis på, at mennesket grundlæggende er godt og ikke ondt”. Wow. Megafedt sagt. Og det virker sandt.

Men det er også besværligt, anstrengende og udfordrende at være så tæt sammen med så mange. Besværligt med al den hensyn, der skal tages, og al den frihed, man mister, når man er en del af et større fællesskab. Og snart kommer efteråret med mørke, skuffelserne, efterskolekuller, hvor det hele næsten er for meget, og maskefald, hvor de andre viser sig ikke lige at være præcist dem, de først syntes at være. Og det er man så i øvrigt heller ikke selv.

Heldigvis da, for det er lige der, det hele sker, og hvor følelserne og indsigterne bliver dybere, og hvor vi virkelig kan noget med hinanden. Når mørket kommer, skal vi blive i besværet! Stå imod jojo, men ikke blot stå i mod men stå midt i det hele, være til stede, nærværende. Omsorgsfuldt hjælpe hinanden igennem, men også selv pusle udfordringerne på plads i hovedet, tackle dem, håndtere dem, komme overens med dem. Det vokser man af. Det er besværet værd. 

Men at blive i besværet kan også have en dybere betydning. Jeg vil virkelig gerne anbefale Theis Ørntofts helt nye roman ”Jordisk”, hvor figurerne slet ikke opfører sig som romanfigurer men som rigtige mennesker, der nok alle er udfordrede af tiderne, deres familier, kærligheden og føler sig fremmedgjorte og svigter undervejs men som også har meget vanskeligt ved helt at løsrive sig, forlade, forsvinde osv. og ender med i en eller anden grad at hænge fast i den virkelighed, der er deres: At blive i besværet. Frie bliver de aldrig rigtig. Det er bogens livsetik. Sådan læser jeg den i hvert fald.

Filosoffen Donna J. Haraway har i en anden bog med netop titlen ”At blive i besværet” (Staying with the Trouble) beskrevet, hvordan det engelske ”trouble” stammer fra fransk og oprindeligt betyder ophidse, opildne, gøre overskyet, forstyrre. Og det er vel netop ord, der meget godt beskriver de tider, vi lever i lige nu: Vanskelig tider, der gør os forvirrede og urolige. Terror, krigen i Ukraine, klimaet osv. har trukket gulvtæppet væk under os alle; pludselig ved vi ingenting, vi bliver tavse og handlingslammede. 

Opgaven er da, siger Haraway, at blive kapable sammen med hinanden i alle vore uensartede måder at respondere på. At blive dygtige og i stand til at blive midt i det hele – ikke lige stikke af, opgive eller bare være ligeglad. Heller ikke flygte ud på landet eller ind i fantasien, fortiden eller resignationen, men at blive i besværet sammen og blive i stand til at hjælpe hinanden igennem uroen, forvirringen. Det må være den væredygtighed, skolen skal opildne til. Og det vi alle skal øve os på.

Jeg synes faktisk, man kan tale om en ny pædagogisk retning her forankret i gode efterskoleværdier om forpligtigelse, fællesskab, ansvar og det at være sig sin betydning for andre bevidst. Hvor vi i 80erne frisatte eleverne, og hvor vi i 90erne i højere grad skulle rammesætte, så eleverne havde nogen og noget ”at spille bold opad”, synes jeg, at opgaven nu må være at finde måder, hvorpå vi kan hjælpe hinanden til og med at blive i besværet, uro, forvirringen. Konstant minde hinanden om, at alt har betydning i et fællesskab og give hinanden lyst til og tro på, at vi kan forandre tingene. Hos os selv, de andre, på efterskolen, i verden. Så længe vi gider. Og det gør vi!

For så længe vi gider blive sammen er der en masse håb om, at det hele nytter, hvad enten, vi samtaler om, hvornår WiFi skal lukkes ned om aftenen på Hald Ege (22.30 eller nu som foreslået 23.00?) Hvor vildt længe, man kan tvinges til at undvære sin mobiltelefon på en efterskole? Om mennesket grundlæggende er godt eller ondt? Om Ghana er et federe land end Uganda? Om en 3. Verdenskrig er rykket tættere på? Eller hvad vi rent faktisk kan gøre for klimaet her og nu? Alle disse ting har betydning, når vi bliver i besværet. Og svarene på mindst de sidste 2 spørgsmål fordrer ligeværdige samtaler, for skolen uanset, hvor værditung, den er, kan ikke stå som en tydelig ramme eller et bolværk med stålsatte holdninger. F.eks.

I føromtalte filosofitime sagde jeg til eleverne, at 1: Det kan sagtens være, at I kommer til at opleve en 3. Verdenskrig. Og 2: Klimaet er ikke det største problem i verden. Det er fattigdom.

Jeg er altså ikke sikker på, at det var særligt klogt at komme med sådanne udsagn, skønt jeg faktisk mener det. I bedste fald viser det, hvor søgende og usikre vi alle er i forhold til den verden og tid, vi er midt i. Hvad man skal sige. Hvordan man skal forholde sig (udtalelserne faldt meget sent i timen; jeg tror ikke rigtigt, de hørte efter; de var vist på vej ud af døren, så..måske gjorde det ikke så meget). 

Men sammen skal vi blive i besværet for at hjælpe hinanden med at turde tro på, at verden kan laves om, og ingenting er for sent. Vi skal skabe rum, hvor man sammen med andre kan være, blive og undersøge. Sådan et rum vil vi gerne være på Hald Ege. Og rummet skal have højt til loftet og være fuld af lethed, humor og omsorg, så det ikke bliver for tungt og håbløst. Så vi holder fast i håbet. Stay with the Trouble.

Andrea om hjemlighed på efterskole. Min blog har aldrig været bedre end i dag, for jeg har lånt den ud til Andrea Myryp Gregersen fra Højskole10.  

"Jeg tror, det er hjemlighedsfølelsen, der gør et efterskoleophold så svært at slippe; følelsen af at hive teltpælene op af jorden på det sted, hvor dine nyforandrede rødder var ved at slå sig fast. 

For bare seks måneder efter at have udskiftet den bløde dobbeltseng, en stuetemperatur på over 19 grader og køleskabet inden for 5 meters rækkevidde ud med en køjeseng lavet af stål, et evigt behov for at trække i den tykkeste trøje og de varmeste sokker, og fastlagte måltider, er jeg hjemme.

Det er ikke de fire vægge eller den røde bygning, jeg definerer som mit hjem. Det er derimod følelsen, der overvælder min krop hver søndag, når jeg slæber både vasketøj og diverse snacks til mit livsnødvendige forråd til alle ugens oplevelser, der gang på gang tvinger mig igennem alle følelser i hele følelsesregistret. 

Det er følelsen af glæde, usikkerhed, tryghed og forventning; og hundrede millioner andre følelser oveni, hver gang jeg træder over dørtærsklen. Følelser, du måske aldrig nogensinde har vist andre, at du besidder, er lige pludselig blottet. Du er både dit stærkeste og svageste jeg i et helt år.

De fleste forbinder hjemme med specifikke personer eller steder; deres forældre, barndomshus et eller landet, de er vokset op i. Men det har aldrig handlet om personen, stedet eller landet, og det er også derfor, at et efterskoleophold på under 1 år kan blive ens nye og måske endda livsforandrende hjem.

Det er ikke omgivelserne, men de følelser, som omgivelserne tillader dig både at udtrykke og anerkende. Hjemme er der, hvor du ikke kun er beskyttet af fire vægge eller elsket af dine nærmeste, men hvor du helhjertet og uforbeholdent har lov til at give slip: Give slip på alle de facader, som gennem tid og erfaring er blevet opbygget i sociale omgivelser. Hjemme er der, hvor du ikke kun føler dig godt tilpas. Det bliver derimod først dit hjem, når du også føler dig vred, ensom, i tvivl og mange andre knap så velsete følelser. Hjem er der, hvor dine omgivelser giver dig tryghed nok til at rumme alle følelser. 

Den hårde køjeseng er nu blevet bedre end dobbeltsengen, 19 grader er den perfekte temperatur og de tidsbestemte måltider slår køleskabets tilgængelighed (den sidste er nok en løgn, intet slår et fyldt, tilgængeligt køleskab).

Om 4 måneder får midlertidigheden sin rigtige betydning tilbage, og den grønne skov, de røde - lidt gamle - bygninger og de førhen fremmede mennesker vil være et afsluttet kapitel. Det vil være blot endnu et år i mit forhåbentligt gennemsnitligt lange liv. 

Men det vil altid være der, hvor jeg følte mig hjemme. Der hvor jeg væltede ud af sengen om morgenen med søvn i øjnene og dårlig ånde og uden en tanke begav mig ned til den uoverraskende morgenmad reddet af venlige godmorgenhilsner.

Det vil altid være der, hvor jeg brugte utallige aftener vandrende op og ned af gangene til lugten af brændte popcorn, oversvømmede gange og lyden af endnu en ufortjent sejr i pool.

Det vil altid være der, hvor jeg - måske endda for første gang - blev anerkendt og måske endda også bekræftet i, at alle følelser er værd at føle.  

Efterskole vil for evigt og altid være mit hjem".

Kh

Andrea Myrup Gregersen, Højskole10., årgang 2022/23 på Hald Ege Efterskole.